Share |

Ørretbums 4 – Jurassic Lake

Til verdens ende efter monsterørreder...

Den ihærdige ørredbums André Brun søger sine ørredeventyr længere og længere væk fra de hjemlige norske vande. I dette fjerde kapitel af sin ørredodyssé er han og den filmende makker Odd Christian Hagen taget til verdens ende for at fiske de enorme regnbueørreder i Jurassic Lake. Mens vinteren og julen står for døren i store dele af verden er de to følgesvende på en strabadserende rejse over flere dage mod Loop Tackles camp ved Jurassic Lake eller Lago strobel som den oprindeligt er døbt lokalt.

Troutbum 4
© scandicangler.com OddProductions

Rejsen, naturen, vinden og vandet er overvældende og de to nordboer virker også lidt ved siden af deres normale væsen. Trods en årelang planlægning virker André Brun ikke forløst i rollen som ørredeksperten ved ørredparadiset. Fiskeindsatsen virker ikke så struktureret, og det virker svært at gøre de lidt monotone fiskescener ved søen særligt charmerende. Ganske vist er ørrederne voldsomt store og til tider på hugget, men med vind og sand fygende om ørerne ligner André Brun ikke en erfaren ørredhvisker i sit rette element. Langt bedre går det, da holdet tager på en tur op langs en af elvene, der løber i den store sø. Her får André kamp til stregen på tørfluegearet og omgivelserne gør sig bedre på film. Flotte billeder af fornemt fiskeri.

Troutbum 4
© scandicangler.com OddProductions

Ørretbums 4 holder makkerparrets flotte og egne stil, men filmen illustrerer også med tydelighed, hvor vigtigt det er at kunne skifte scenariet på film. Trods besøg hos lokale og god vægt på den lange rejse og den barske natur, så virker det som om, der er knapt med materiale og begejstring til hele filmens længde. Fiskestrategierne bliver ikke rigtigt formidlet som i de tidligere film, og som nævnt brænder André Bruns normalt smittende entusiasme ikke rigtigt i gennem i denne omgang. Guiden præsenteres som utrolig god, og det kunne have været interessant at høre mere til hans input til fiskeriet og lokaliteterne. I speaket siges det, at hvis søen er det fortabte paradis, så føler de sig mere fortabte end i paradis, og sådan efterlades man som seer af Jurassic Lake. Turen var måske mere overvældende end godt er.

Troutbum 4
© scandicangler.com OddProductions

Teknisk holder produktionen vand. Der er det meste af tiden to kameraer på André Brun og ind i mellem bliver det forstyrrende at den ene fotograf er med i billedet. Ærligt og sine steder uundgåeligt, men lidt synd for oplevelsen af de flotte billeder. Der fanges ubestridt de største fisk i denne film, blandt de fire i hælene på André Brun, men Jurassic Lake står ikke tilbage som seriens stærkeste produktion.

Fakta
Titel: Ørretbums 4 – Jurassic Lake
Producent: Oddproductions 2009
Spilletid: 62 minutter + ekstramateriale
Format: 16:9
Sprog: Norsk og engelsk

Facebook Comments Box