Share |

Anvendt darwinisme i Tuse Å – 2. Avl og udsætning

Anvendt darwinisme i Tuse Å – 2. Avl og udsætning

I første artikel om Tuse Å ved Holbæk var Tuse Å’s Ørredsammenslutning (TØS) på arbejde i åens øverste del en lun oktoberdag. Der skulle etableres gydebanker som en del af det miljøarbejde, der har været det ene led i en restaureringsstrategi, som har gjort åen til hjemsted for Sjællands største ørredbestand.

I denne artikel fortæller Peter W. Henriksen og Kurt Hansen fra TØS om strategiens andet led – avl og udsætning.

Peter og Kurt har efterhånden skovlet en grusbunke ud i åen og dermed lavet endnu en ny gydebanke. Der ligger stadig en del grus tilbage på skrænten, men det tager Peter og Kurt ikke så tungt. ”Det skyller ud i åen, så snart den første flom kommer her i efteråret,” mener Peter, ”det er bedre bare at lade naturen selv ordne det sidste.”

Den slags anvendt darwinisme har også spillet ind i det arbejde TØS har udført for at genoprette åens ørredbestand gennem udsætninger af fisk.

Da TØS startede sit arbejde med at restaurere åen tilbage i starten af 80’erne, var åens egen ørredstamme så godt som udryddet. Enkelte ørreder havde dog præsteret at overleve mod alle odds og endda fundet lejlighed til at gyde. Disse få ørreder kunne elektrofiskes og bruges som moderfisk for et første meget begrænset kuld udsætningsørreder.

Dambrugsfisk eller oprindelig stamme

Tuse Å
© scandicangler.com
Peter Lyngby

Allerede fra starten ønskede TØS udsætning af ørreder, der havde lokal oprindelse. Desværre var det klart, at åens egen ørredbestand ikke var stor nok til at basere avl og udsætninger på. Introduktion af fremmede fisk var nødvendig for at kunne udnytte de gyde- og opvækstmuligheder, som miljøarbejdet efterhånden havde etableret. Derfor valgte man at supplere udsætningerne med dambrugsfisk, som det var kutyme i starten af 80’erne.

”De dambrugsfisk vi udsatte det allerførste år, blev nu udsat af noget mere prosaiske årsager,” griner Peter, mens han og Kurt trasker ned for at tage fat på endnu en grusbunke. ”Vi var en nystartet forening, og der skulle hverves nogle medlemmer for at finansiere de planlagte aktiviteter. Så for at få lystfiskerne med fra starten, hældte vi 2.000 ørreder i åen, så der var noget at fange!”

Med årene øgedes ørredbestanden og mulighederne for at opfiske moderfisk. Fra sidst i 80’erne kunne der avles så mange udsætningsørreder med de lokale moderfisk, at der udelukkende blev udsat fisk af lokal afstamning. Enkelte år i 80’erne havde der dog været så få moderfisk, at TØS var nødsaget til at supplere med udsætningerne, men i stedet for dambrugsfisk udsatte sammenslutningen vildfisk fra Bornholm og Esrum Å.

Gennem 80’erne og 90’erne kom der ny viden og forskning indenfor udsætning af fisk. Det lod til at TØS havde lagt den rigtige strategi, for også forskningen pegede på det fordelagtige i udelukkende at udsætte fisk af lokal oprindelse. Selvom man ikke havde haft noget valg, ærgrede man sig alligevel i TØS over flere års sammenblanding af forskellige ørredstammer og fortynding af Tuse Ås egen ørredstamme.

”Men det har jo vist sig, at vi bekymrede os unødigt. De der damørreder har kun sat små spor i arvemassen,” beretter Peter med slet skjult foragt, mens han og Kurt skrider ned af en grusbunke for at etablere endnu en gydebanke. ”Damørrederne er for dumme og er opdrættet til at vokse hurtigt – ikke til at overleve i det fri. I dambrugene avles der jo på de største fisk, som er dem som kommer og får mad, når dambrugeren klapper i hænderne. Når sådan et husdyr kommer ud i naturen, går flertallet til grunde i løbet af en enkelt generation.”

Peter kan udtale sig så skråsikkert om fraværet af dambrugsørredernes gener, fordi Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU) omkring årtusindskiftet lavede genetiske analyser af ørrederne i Tuse Å. I den blev der udtrukket DNA af vævsprøver fra de første elfiskede Tuse Å-ørreder, som blev sammenlignet med DNA fra de forskellige udsætningsfisk og fra senere generationer af Tuse Å-ørreder. DFU kunne påvise, at ca. 35% af genmaterialet stammede fra ørreder fra Hårkær Dambrug i Vejle Å – nemlig det dambrug, der har leveret fisk til kystudsætningerne i Isefjorden. De øvrige 65% er ’noget andet’, som ikke kan spores til hverken dambrugsfisk eller vildfisk fra Bornholm eller Esrum Å.

”Men her i TØS mener vi det er sandsynligt, at det er den oprindelige Tuse Å-stamme, der er overlevet og har vokset sig stor,” smiler Peter tilfreds, hvilket det er svært at fortænke ham i. Har han ret, er TØS’ succes med at genskabe åens egen stamme overvældende. ”Der er åbenbart nogle helt afgørende egenskaber for at overleve i Tuse Å, som kun den oprindelige stamme har og viderefører.”

Tuse Å
© scandicangler.com
Tuse Å's Ørredsammenslutning

Peter og Kurt går med ildhu i gang med at stikke spaderne i grusbunken. Opstrøms er vandet klaret så meget op, at det bliver muligt at tage nogle billeder af de nyetablerede gydebanker. Bagefter bliver der taget billeder af den arbejdende duo, men det var ikke længe, før Peter holder inde og læner sig ind over skovlen i kommunal normalposition og fortæller om, hvordan darwinismen også er blevet hjulpet på vej i TØS’ avlsarbejde.

”I starten var vi som alle andre, der arbejdede med avl og udsætning i de år, fokuseret på at avlsfisk skulle være så store som overhovedet muligt. Da vi så begyndte at undersøge den teoretiske baggrund for avl og udsætning, viste det sig at være væsentligt mere kompliceret end blot at elektrofiske nogle ordentlige bamser og lave yngel af dem,” fortæller Peter.

Det var småt med danske undersøgelser på området, så i stedet blev adskillige udenlandske rapporter gransket for at få anlagt den bedst mulige avlsstrategi. Gennem disse undersøgelser blev TØS opmærksom på, at med få avlsfisk og udvælgelse af store eksemplarer, var risikoen for indavl overhængende.

Tuse Å
© scandicangler.com
Jens Riis

For at imødegå indavl anlagde TØS en strategi, der skulle sikre så mange forskellige krydsninger som muligt. For det første måtte der ikke udvælges bestemte typer fisk til avlsarbejdet - store og små, bækørreder og havørreder osv. skulle indgå ligeligt i strygning og befrugtning af æg. For det andet skulle alle æg blandes, inden hver hanfisk med et fast tryk på vommen fik lov at befrugte hver sin lille portion.

”Gennem vores studier fandt vi også frem til, at der skulle mindst 50 ørreder – 25 af hvert køn – til for at bringe indavlsraten ned på 1%. Det havde vi ikke været opmærksomme på tidligere,” fortæller Peter. ”Vi blev også opmærksomme på, at antallet af avlsfisk har stor indflydelse på, om en særlig fordelagtig egenskab viderebringes til de næste generationer.”

Det sidste er ikke en biologisk konsekvens men rå statistik. Peter giver følgende eksempel: 1% af fiskene i Tuse Å har en særlig fordelagtig egenskab som f.eks. stor tolerance overfor lavt iltindhold. Hvis antallet af gydende fisk - kunstig og naturlig gydning lagt sammen - er 50 eksemplarer, er der statistisk set 37% risiko for, at den fordelagtige egenskab ikke overføres til kommende generationer. Hvis den risiko skal reduceres til under 10%, skal antallet af gydende fisk op på 100-150.

”Og set i det lys ærgrer vi os over at have udsat fremmede fisk i Tuse Å. Godt nok har de ikke været i stand til at videreføre deres gener særligt effektivt, men de har blandet sig med den åens egne gydefisk. I 80erne havde vi altså skabt en situation, hvor forholdsmæssigt færre fisk har haft en fordelagtig egenskab, og dermed selv øget risikoen for, at den ville forsvinde fra vores ørredstamme,” understreger Peter alvorligt.

Men han slår umiddelbart efter over i et stolt tonefald. ”Her er vi nu ikke så lidt stolte over, at vi har været på forkant med udviklingen. De metoder og principper, som vi har opdrættet fisk efter siden 1990, udstak DFU i 1996 som reglen for avl af udsætningsfisk i hele Danmark.”

Mens Peter har fortalt løs, har Kurt flyttet adskillige rummeter grus ud i åen og er blevet svært rød i hovedet af anstrengelserne. Så da det for lystfiskere allermest interessante spørgsmål bliver stillet, holder Kurt inde og svarer: ”Ja, der fanges skam fine fisk i Tuse Å”, hvorpå han og Peter tager fat på at fortælle om det tredje ben i TØS’ strategi for genopretningen af Tuse Å: Fiskeriet og fangsterne.

Facebook Comments Box