Share |

Børsteorm

Børsteorm

Ved fuldmåne allerede i marts vil en af havørredens lækkerbiskner - børsteormen - begynde at sværme i de frie vandmasser. Men der er ikke blot tale om én art. Her hjemme findes omkring 15 arter som indgår i havørredens diæt, og som har vor interesse, når der skal bindes fluer. Og da marts som regel er fattig på anden føde, så er børsteormen en velkommen gæst.

Børsteormen ligger som regel nedgravet i sand og dynd det meste af året, hvor den lever af smådyr som slikkrebs, mysis og tanglopper. Når den endelig forlader bunden, er det enten for at formere sig eller skifte spisekammer. De er ikke særlig mobile, når det drejer sig om at jage i de frie vandmasser, så normalt fanger de deres bytte nær bunden. Farven kan variere fra det brungule over i det rustbrune, ja sågar til lilla og sort. Med en kropslængde på helt op til 30 cm. er dette rovdyr en stor mundfuld for en hver fisk; det være sig fladfisk, torsk og naturligvis havørred. Vore indre danske farvande er oplagte levesteder for børsteorm. Her er som oftest en blød bund, hvor det er let at grave sig ned. Blød bund tiltrækker samtidigt også dens byttedyr, som har let ved at finde plankton. Når vandtemperaturen kommer op på 6-7 grader begynder almindelige børsteorm at svømme op til overfladen, hvor parringen foregår ved at hannen svømmer rundt i cirkler om hunnen. Hele seancen foregår på blot nogle få dage, hvor hele arten parer sig på en gang. Det, at en hel population af en enkelt art kommer frem af dyndet, gør imitationen af børsteorm meget interessant.

Imitationer
Der er gennem tiden blevet bundet utallige børsteormsimitationer. Fælles for dem alle er, at de ormelignende bevægelser enten bliver bestemt af materialet eller ved belastning af fluen, så den får en dykkende gang. Første gang jeg så en vellignende børsteimitation, var da svenskeren Robert Lai bandt dem på en Fly Fair for snart ti år siden. Disse var bundet med marabou, som var spundet rundt om datidens nyeste materiale – Fireline. Min imitation i denne artikel er ikke noget unikum. Der er blevet stjålet med arme og ben. Det meste kommer fra Robert Lai, resten er opstået ved leg med nyt materiale.

Når man knytter forfang med bimini twist, en forfangs type som primært bruges til big-gamefiskeri, tvindes en stor lykke, som folder sig dobbelt, når længden halveres. Det er denne teknik, der har inspireret mig til fremstilling af børsteormsimitationer, men det var først da jeg fik materialet ”Palmer Hackle” (et syntetisk hackle materiale) mellem hænderne, at ideen blev virkeliggjort. I filmen har bindes min variant af en børsteorm.

Start filmen her - Børsteorm

Fluen kan fiskes hele året rundt, hvor der findes frit svømmende børsteorm, men marts er særdeles giftig. Fluen bør indtages i ikke alt for lange tag, med en lille god pause ind i mellem.

Bindematerialer
Nylon 0.25-0.30 mm.
2 messing perler (beads) farve valgfri.
2 kortskaftede kroge med lige øje i størrelsen 4 eller 6 (Mustad C68S SS)
35 cm Palmer Hackle evt. 2 stk. hvis du ønsker en tofarvet børsteorm - farve valgfri.
Bindetråd 6/0 – farven er valgfri.

Tips
Da nylon er mere spændstigt end Fire Line, vil fluen ikke hægte så ofte, som var den fremstillet med fireline. Det forholdsvis nye materiale Palmer Hackle, som fås i mange farver, er yderst velegnet til fremstilling af børster, da kernen er meget tynd og fibrene lange.

Facebook Comments Box