Share |

Ballet på tynd line - hornfisk på flue

Hornfisken er en rigtig forårsbebuder. Og med fluestangen er de en rigtig god udfordring.

De store stimer af blanke fisk, der strømmer ind i de danske farvande mod slutningen af april, er en årlig begivenhed i dansk fiskeri, der altid har kunnet trække mange sportsfiskere af huse...

Hornfisken er en god spisefisk og ofte ganske nem at fange, hvis man kan finde den. Fiskeri efter hornfisk med sildestykker på flåd eller slanke blink er en folkekær sport, men også fluefiskeren har gode kort på hånden, når hornfiskene efter ankomsten trækker ind på lavt vand for at gyde. På let grej er hornfisken en herlig fighter, den elsker det solrige og stille vejr, hvilket gør det til en ren fornøjelse at tage det lette udstyr med en tur på kysten eller i fjorden. Hornfisken kommer til Skandinavien for at gyde ud i gennem maj og juni. Fiskene opholder sig maksimalt i danske farvande fra april til september, resten af året jager hornfiskene farvandene syd for de britiske øer tynde. Derovre lever hornfiskene på dybere vand og er uden for fluefiskerens rækkevidde. Fluefiskeriet koncentreres derfor til kun nogle få måneder årligt, som sagt med maj og juni som højsæsonen.

Per og Henrik fisker Hornfisk
© scandicangler.com Peter Lyngby

De første fisk er de største, og de findes ofte ganske hug villige omkring kystnære strømsteder. De første fisk er svære at træffe på fluestang, men giv ikke op hvis du oplever, at hornfiskene er uden for kastevidde. Din tid med fluestangen kommer, og du kan eventuelt tage spinnestangen med på de første ture - bobleflåd og flue kan også få fiskene i tale. De første fisk jager stadig småfisk på livet løs, og du har størst chancer med streamers i krasse farver, gerne godt med flash i fluerne. Tag fluen ind med jævn fart og vær forberedt på et brag af et hug. På disse større fluer kan det være svært at kroge hornfiskene, da de under jagt efter fisk ofte først slår til byttet med det lange næb, vender rundt og samler det op. Du vil derfor sikkert også opleve at hornfisken (somme tider flere hornfisk) følger efter fluen og bliver ved med at hugge uden rigtigt at få fat. En taktik der af og til kan hjælpe, er at lade fluen gå lidt i stå efter kontakt med fisken, og evt. lade den synke livløst mod bunden. I mange tilfælde vil hornfisken tro den har bedøvet sit bytte og godtroende gribe fluen igen. Hvis ikke det hjælper må du krydse fingre og hvæsse krogene, hornfisken er vanskelig at kroge på store fluer. Rørfluer med små trekroge kan også forsøges.

Ballet på tynd line - hornfisk på fluestangen

© scandicangler.com

Du vil kunne opleve et lignende fiskeri i august, når fiskene samler sig i stimer for igen at svømme mod vest, men det er på det lave rolige vand, hvor fiskeriet sommeren igennem kan være uhyre effektivt. Hvor effektivt kan den følgende historie bevidne om. Min gode ven Paul havde flere ganget snakket om et helt vanvittigt fiskeri efter hornfisk på kysten lige nedenfor hans bopæl. Sidste år inviterede han mig på besøg en weekend i maj, så jeg selv kunne opleve hans bonanza fiskeri. Egentlig var min påstand, at hornfisk kunne man da finde de fleste steder i maj, men Paul var vedholdende, og en fisketur skal man jo aldrig lade gå næsen forbi. Datoen blev fastsat, nok desværre lidt tidligt på sæsonen - alt skal jo passe i kalenderen, jeg pakkede et par lette stænger, nogle små krebs og tangloppe imitationer og et par flydende liner.

© scandicangler.com

Vi ville fiske fredag og lørdag for at være sikre på i hvert tilfælde en dag med fred på pladsen. Paul mente ganske vist ikke, at vi ville finde mange fiskere derude, men gode hornfiskespots afsløres hurtigt, og for nogle fiskere er perioden med hornfisk årets højdepunkt. Fredag ved middagstid havde vi fået bagdelen i baljen og var klar til mødet med "den skandinaviske mini-marlin". Det blæste desværre en del direkte mod kysten, og eventuelt gydende fisk ville blive svære at spotte. Gydende fisk ses normalt cirklende rundt i overfladen på lavt vand over tang eller græs. Den lave vig var for oprørt og uklar, så vi fiskede ud mod dybere vand, der hvor tangskovene sluttede og vandet lå en smule roligere hen. Da jeg første gang sendte fluen ud i blæsten og bølgerne, ærgrede det mig en smule, at jeg ikke havde taget en intermidiate line og 8'er stangen med ud, men sådan er det jo ofte. Jeg havde glædet mig til en tur med det lette grej. Jeg tror ikke, at jeg havde kastet mere end tre gange, før Paul råbte: "Jep, så er den første der !!", men da jeg kiggede i hans retning, stod han og viftede afværgende med hånden - fisken var af krogen igen. Vi fiskede begge med små brune belastede fluer i str. 14, og vi havde begge lidt små nap i fluerne, selvom det varede et stykke tid, inden vi reelt krogede en fisk.

Ballet på tynd line - hornfisk på fluestangen

Per lander hornfisk
© scandicangler.com Peter Lyngby

Det var varmt, og det blev årets første dag kun i skjorteærmer. Så vidt vi kunne se, havde spinnefiskerne ikke rigtigt held med deres fiskeri. Da vi nåede ud mod renden i revet blev det tydeligt, at der var fuld gang i gydningen blandt hornfiskene. På begge sider af revnen var vandet ganske levende og store stimer drønede forvildede rundt i overfladen. De kom farende ind fra det dybe vand, cirklede rundt i det knæ dybe vand, for igen at stryge ud mod dybt vand. Vi sneg os nærmere og kastede forsigtigt mod stimerne inde på lavt vand - rent sightfishing. Fiskene var imidlertid alt for travlt optaget af at gyde, som så mange andre dyrearter interesserede mad dem overhovedet ikke under elskoven. Vi vadede ud til cirka ti meter før kanten af renden, og fortsatte hvor vi slap dagen før. Der var stopfyldt med hornfisk, og efter et øjebliks fiskeri stod vi begge smilende med bøjede stænger. Det var næsten for nemt, vi havde fisk i hvert kast og de var ikke kræsne. Paul holdt fast ved den brune reje fra dagen før, men da mit forfang var knækket under en fight, havde jeg skiftet til en lille jysk chillimps. Ofte hjælper det med lidt farve i fluerne, men det var nu svært at finde forskellen denne dag. Oplevede vi to kast uden fast kontakt, tjekkede vi forundrede fluen for at se, om krogen skulle være knækket…. Som lidt adspredelse forsøgte Paul sig med 'tørflue' og det lykkedes ham at få et par fisk på en streaking caddis, som han tog ind med lange rolige træk. Det var ganske underholdende at se de lange næb bryde vandet og nappe efter den skøjtende flue. Det var dog langt fra så effektivt som vådfluerne. Det fabelagtige fiskeri fortsatte hele eftermiddagen, kun afbrudt af en måske to ganske korte ophold i bidelysten. Hornfiskene ænsede næsten ikke vores tilstedeværelse, og på et tidspunkt cruisede de gydende fisk rundt kun få meter fra os. Ved femtiden holdt vi inde. Mætte af fisk og oplevelser traskede vi tilbage over revet, og mens vi tændte op for smøgerne gik drillerierne lystigt om, hvem af os der havde fanget flest, og hvem der havde valgt de mest fornuftige fluer. Et var sikkert - trods nænsom behandling af fiskene var vi begge godt smurt ind i bittesmå blanke skæl. Der var ikke brug for mange teorier, og ingen af os havde grund til at klage. Tilsammen havde Paul og jeg fanget over hundrede hornfisk på de to dage.

Ballet på tynd line - hornfisk på fluestangen

Paul med hornfisk
© scandicangler.com Peter Lyngby

Oplevelsen fortæller lidt om hvor store fangster, der kan gøres af hornfisk. Det er vigtigt at bevare fornuften, hvis fiskeriet pludselig eksploderer. Hornfisken er skøn på middagsbordet, men de færreste har vel lyst til at spise hornfisk tre uger i træk. Behold de fisk du vil spise og sæt resten ud igen, hornfisken er en taknemmelig fisk at fange, og lad os bevare den således. Et tip som fluefisker er kun at beholde de fisk, der nærmest er kvalt i fluen i forvejen. Det kan sagtens blive til nogle stykker på en dag. Fluestænger i klasse 5-6 passer fint til hornfisk, gerne stænger med en dyb aktion, de afbøder bedre hornfiskens vilde balletdans. Fangstnet er en dårlig ide til hornfisk, ofte kludrer fisken sig ind i maskerne, og det bliver hurtigt sværere at få fisken ud af nettet, end det var at få den der ind. Et greb om nakken er nemmere, og der bør du alligevel holde fisken, når krogen skal fjernes. Til dette er en langnæbbet tang eller peang et ganske uundværligt værktøj. Som en sidste ting skulle jeg måske nævne en fiske galge. Den er praktisk at have ved hånden, hvis du er ude at "madfiske", der gode fiskeri kommer tit i perioder, og så er det ikke smart først skulle vade i land med sin fisk. Dine fluer bør være en varieret omgang farvestrålende streamers til det tidlige og sene fiskeri, og rigeligt med småkravl til sommerens fiskeri. Det er klogt at have en del fluer med, da hornfiskene hurtigt for revet de små fluer op, og af og til får de rettet de små kroge ud. Alle fluer bør være modhageløse. Læs om nogle velegnede fluer via linket nedenfor.

Facebook Comments Box