Share |

Byg en Bille og Match en Myre!

Det er sensommer og tørfluefiskeri med landlevende insekter, er et fornuftigt alternativ

De fleste klækninger af vandinsekter er slut for sommeren. I stedet fokuserer ørreder og stallinger på landinsekter, som falder i vandet eller blæses ud fra land. Et spændende tørfluefiskeri er resultatet! Tørfluefiskeriets traditionelle højdepunkt er maj-juni, hvor de fleste døgnfluer sværmer - såvel de mindste Caenis-arter som de største majfluer. Traditionelt er juli-august derfor en lidt død periode, hvad tørfluefiskeri angår, men det behøver nu slet ikke være tilfældet. Det er nemlig i de varme sommermåneder, at der er allerflest insekter ved vandet - blot er det landinsekter og ikke vandinsekter. De kommer ganske vist inde fra land, men alligevel havner de regelmæssigt på vandet - drattet i fra grene eller buske, hvis de ikke i stedet er blæst herud af vinden. Det ved fiskene, som derfor indstiller sigtet på netop landinsekter - amerikanernes "terrestrials" - i de varme sommermåneder.

Byg en bille

 

Biller er klodsede insekter, der ofte dratter i vandet. De kan flyve, men gør det ikke gerne. Gør de det endelig, går det i regelen galt! Billerne hører derfor sammen med myrerne til de vigtigste landinsekter for fluefiskeren. Uden et godt sortiment af imitationer i tørflueæsken er man derfor kun halvt påklædt. De fleste biller ganske mørke og ofte metalskinnende. En god bille-imitation er derfor kompakt opbygget - noget, der er vanskeligt at opnå med de almindelige kropsmaterialer.

Match en myre

Myrer står forbløffende ofte på fiskenes spiseseddel. Dels er de aktive insekter, som ofte havner på vandet ved et uheld. Og dels sværmer myrerne, når et nyt samfund skal grundlægges. Efter sværmningen dør samtlige myrer. Falder de døende hanner på vandet i større mængder, går fiskene helt grassat. De fylder sig, som om det var sidste chance for at få noget at æde! Tydeligvis er netop myrer en meget nærende kost for fiskene, som instinktivt ved det. De største chancer for at opleve en sværmning af myrer og et efterfølgende fald af flyvemyrer har man i søer og vandløb, der ligger i eller løber igennem granskove eller -plantager. Her finder man de største koncentrationer af myrer. Når man vil imitere myrer, skal man mærke sig deres karakteristiske opdeling af kroppen. En god imitation overdriver denne opdeling. "Black Ant" er en nem flue at binde - man skal blot huske den karakteristiske opdeling af kroppen. Bagkroppen gøres tydeligt større end brystet, og de to kropsdele skal være tydeligt adskilt. Hacklet tørnes nogle få gange lige midt imellem dem. Jeg binder altid hacklet ind, så fibrene peger bagud. Det giver et mere naturtro udseende - vinger og ben bliver til ét, og man kan undvære vinger af hvide hacklespidser.

Skum, balsa eller kork

I gamle dage - i landinsekternes ungdom, hvad fluefiskeriet angår - brugte man i vid udstrækning hjortehår til fremstilling af højtflydende og kompakte kroppe. Hjortehår er jo tykke og luftfyldte, hvilket bidrager gevaldigt til flydeevnen. Idag vil mange naturligt foretrække at binde netop de plumpe biller med højtflydende kroppe af skumplast - færdigkøbte eller hjemmeskårne. Eneste ulempe ved skumplast kroppe af denne slags er, at de let kan rulle rundt om krogskaftet. Til gengæld flyder de som propper! Man kan købe færdige kroppe i forskellige former og farver - lige til at binde på krogskaftet. Eller man kan selv skære strimler af passende bredde og tykkelse ud af forskellige skumplastark. Vælger man det første, opnår man meget realistiske kroppe, som dog har en tendens til at rulle om krogskaftet. En lille dråbe sekundlim på indbindingsstedet er derfor en god idé. Vælger man det sidste, kan man enten binde strimlerne ind som rygskjold over hele eller dele af krogskaftet. Eller man kan tørne en tynd strimmel hen over krogskaftet som et stykke tinsel. Man kan naturligvis også gøre begge dele, hvorved man opnår en meget højtflydende flue. Er man mere til svenskernes "hemslöjd", kan man bygge sine biller og græshopper i balsatræ eller kork, som først skæres groft til med en hobbykniv og siden finpudses med sandpapir. Herefter er det tid til malearbejdet, som eksempelvis kan ende op med uhyre realistiske imitationer af sort- og gulstribede hvepse - fluer, der både ser godt ud og fanger godt!

Frækt fiskeri

Glem alt om det klassiske og traditionelle tørfluefiskeri, hvis det gælder de lidt større landinsekter. Man skal huske på, at der nu er tale om landinsekter, der pludselig blæser eller drysser ned på vandet - ikke vandinsekter, der langsomt stiger op til overfladen for at klækkes. Fiskene har typisk ikke nær så lang tid til at kigge et landinsekt ud, som de ellers har med vandinsekter som døgnfluer og vårfluer. De skal derfor beslutte sig hurtigere end ellers - et forhold, der klart er til fordel for fluefiskeren. Man indstiller sigtet på steder, hvorfra insekterne kan havne på vandet. Det er bredder med udhængende buske og træer, hvorfra de kan falde ned. Og det er åbne græsmarker, hvorfra de kan blive blæst ud over vandet. I mange tilfælde kan man med fordel kaste sin tørre bille- eller myreimitation helt op på bredden og herfra lade den dratte ned på vandet ved at trække forsigtigt i linen. En meget naturtro præsentation, der i regelen resulterer i øjeblikkelige hug! Eller fluer, der sidder uhjælpeligt fast i græsset... Det sidste er endnu en god grund til altid at binde enkle og holdbare fluer - fluer, som er så hurtige at binde, at man med sindsro kan tillade sig at miste én fra tid til anden! Et kig i vegetationen inde på land kan være guld værd her sidst på sommeren. Ikke sjældent kan det sågar lønne sig at "forfodre" lidt - ved helt enkelt at ryste siv og buske godt, så eventuelle insekter ramler ned. En sådan kunstig "klækning" kan starte et mindeværdigt fiskeri, hvis man altså har de rette fluer i æsken! Der er to måder at præsentere sine »terrestrials« på. De små imitationer - myrer og småbiller - fiskes som almindelige tørfluer. De skal drive frit ned over fisken. Græshopperne og de store biller fanger ofte bedst, hvis de præsenteres med et plask. Der er jo tale om tunge insekter, og fiskene ved, hvordan det lyder, når de falder i vandet. Det kan man benytte sig af, når fisken har placeret sig under buske og træer. En normal præsentation er her umulig. I stedet lader man sin flue plaske ned til siden for eller bag fisken. Plasket vækker fisken til dåd, og mange gange vil den komme ud efter fluen. Ofte bliver hugget voldsomt!

Adams Irresistable

Det er indlysende, at fluen skal være selvflydende for at kunne klare denne behandling. Fluer med kraftige kroppe af hjortehår eller skumplast er derfor ideelle. Tæt hacklede fluer er ligeledes nødvendige, når og hvis man vil lade sin flue dratte ned i hovedet på fisken - efter et kast ind på land. Den pæreamerikanske Adams Irresistable (et sammenkog af den klassiske elegante Adams og den tykmavede Irresistable) er en fremragende flyder og fiskefanger. Den tykke krop af hjortehår og det tætte hackle gør, at den dels flyder højt, dels kan trækkes hen over græsset uden at sidde fast. Det er derfor på mange måder en god flue at have i æsken, når der er landinsekter på vandet. Hertil kommer, at den plumpe krop på udmærket vis illuderer flere af de større og mere kompakte landinsekter - såsom biller, hvepse og græshopper med flere. Et par fluer af denne slags i æsken er derfor en god investering.

Facebook Comments Box