Share |

Canada kalder!

Canada kalder!

Et af mine bedste minder fra den fisketur, som blev en af mine største oplevelser sidste år, er - i mangel af et bedre ord - specielt.

Vi stod op klokken fire om morgenen, og lidt i fem, stadig i en søvndrukken trance, parkerede vi firehjulstrækkerne og væltede ud af bilerne iført waders og alt muligt andet, meget tjekket og dyrt, “fluefiske-gear”. Vi var fire - de andre var Kenzie, Hans og Agge - men vi kunne aldrig have klemt os ind i én bil. Fire oppustede flyderinge fylder godt.

De vejer til gengæld ikke så meget, men alligevel mere end rigeligt, når man skal slæbe dem gennem 3-4 kilometer skov i mørke, i regnvejr, i november, i British Columbia...

Jeg har aldrig været i militæret. Men den morgen, efter de første to kilometer var tilbagelagt og de første tre liter sved havde forladt min krop og startet deres eget lille kredsløb på indersiden af neoprenwaderne - da blev jeg, for hvert skridt, mere enig med mig selv om, at jeg ikke var gået glip af noget. Overhovedet ikke.

Det er underfundigt, som ting kan vende sig til det bedre, når man får dem lidt på afstand. Nu står dagen, inklusive den våde vandretur, brændt ind i den del af min hjerne, der rummer Fantastiske Fiskeoplevelser.

Det betyder ikke, at jeg pludselig også tror på mine venners historier om, at militæret faktisk “var en rigtig fed tid”. For når de havde vandret en hel dag, kom de til et hul i jorden, de skulle overnatte i. Vores vandretur endte allerede inden det blev lyst, ved en kæmpemæssig pool, som vi vidste var en ren laksemagnet. Allerede inden jeg fik svømmefødderne på, havde Kenzie kroget den første fisk, og hans “Yeeehaaah!” var startskuddet til endnu en vidunderlig dag på en fantastisk tur.

Men måske skulle vi starte tættere på begyndelsen?

Canada
© scandicangler.com
Thomas Søbirk / fiske-feber

Jeg har i et stykke tid, alt for længe faktisk, haft lyst til at fange en flot laks eller ørred på min fluestang. Jeg var stadig ikke kommet frem til, om det skulle være en rigtig stor bækørred, en flot havørred eller en pæn laks.

Men da jeg pludselig blev inviteret med på tre hyggelige gutters tur til Vancouver Island i efteråret 2001, besluttede jeg mig for at, at en blank laks i 10-punds størrelsen ville være en herlig fisk at spænde for min nye 8’er stang. Heldigt nok var det også, hvad de havde tænkt sig at fange, og så var vi straks på bølgelængde.

Agge (som i virkeligheden hed Thomas, men det er en anden historie) var forholdsvis ny i fluefiskeriet, men Hans Henrik og Hans havde fisket på Vancouver Island før.

Sidstnævnte kendte den lokale topguide, Kenzie Cuthbert, så vi havde planlagt at starte turen hos ham. Det skal man ikke gøre, hvis man har planer om at køre videre på egen hånd, for man finder hurtigt ud af, at Kenzie er en uvurderlig hjælp, når der skal støves laks op.

“Hurtigt” er måske så meget sagt, for det tog os ganske vist fire eller fem dage at indse det. Men så faldt tiøren...så hårdt, at vi blev hos den hyggelige canadier i to uger!

Første fiskedag ved Cowichan River var en oplevelse, selvom vi ikke fangede nogle af de sølvlaks, eller coho, som de hedder på de kanter, som vi drømte om. Anden dag kunne man stadig glæde sig over at være lige midt i den skønneste natur og betryggende langt fra den nærmeste computer. Tredje dag uden coho var...ja, Hans Henrik kunne kun blive en uge, så tredje dag uden coho var skide irriterende!

Mens vi erfarede, at blanklaks heller ikke kommer af sig selv på den anden side af jorden, guidede Kenzie kunder. De fik laks i båden hver dag, hvilket var god næring til vores spirende frustration. Fiskeriet var dog ikke nemt, indrømmede Kenzie. Floden manglede vand og friske fisk, og det første store efterårsregnvejr var usædvanligt sent på den.

På fjerdedagen hyrede tre af os (Agge var kørt på en to dages sight seeing/hvalsafari tur nordpå) en af Kenzies assistenter og havde en interessant dag. Med båd kunne vi nå at affiske mange flere pladser end fra land. Det hjalp ikke os synderligt, men for lige at vise at fiskene var der, krogede Craig sidst på dagen tre coho - og landede de to - på fire-fem kast. Det var på spin, og det var effektivt!

Dagen efter guidede han os så endelig til en coho hver. De to Hans’er fik hver sin 5-6 punder på flue, mens jeg fik en uforglemmelig smuk 15 punder på Craigs spinnestang, mens vi sejlede ned ad floden. Efter hans anvisninger kastede jeg til højre og venstre med en spøjs kombination af flåd, bly, spinnerblad og enkeltkrog, og pludselig skød en sølvblank torpedo frem af et hul og hamrede på spinneren.

“Sådan en skal du nå at få, inden du skal hjem”, grinede Hans og jeg til Hans Henrik. Men vejret og floden ville det anderledes.

Ude i bugten ventede tusinder af blanke cohos formentlig på en undskyldning for at svømme i ferskvand, men undskyldningen hed regn, og det var stadig en mangelvare. Vi endte dagen med at sidde og klynke i Kenzies køkken - i det mindste med en af hans hjemmebryggede øl inden for rækkevidde. Kenzie vidste nok, hvordan han skulle give os troen tilbage.

Han klemte øjnene lidt sammen, hev et stykke papir frem og begyndte at tegne hemmelighedsfulde streger: “Se nu her gutter; dén her pool er fyldt med coho..!”

Canada
© scandicangler.com
Thomas Søbirk / fiske-feber

Både Kenzie og hans assisterende guider var booket næste dag, så der stod gåtur på programmet. Og en lille times spadseren er ikke at regne for noget, når man har forventningens glæde i ryggen. Det her kunne ikke fejle: Der manglede ganske vist fisk i floden, men nogle var der kommet op, og en del af dem ville med garanti befinde sig i den store, langsomt flydende pool. Det ville ikke være ideelt at fiske den fra land, men fuldt muligt, og det var godt nok til os.

Desværre var det ikke godt nok til de to fiskere, der havde hyret den deltidsguide, der som den eneste på floden havde adgang til en trailerrampe opstrøms poolen! Da vi endelig nåede frem, lå båden for anker midt i poolen, og en af fiskerne fightede en laks. Hvilket pragteksempel på et anti-klimaks!

Om aftenen hang vi igen i Kenzies køkken, og nu skulle der to øl per mand og en ny plan på bordet, før vi blev optimistiske. Da vi noget senere slentrede ned til hytten, stod Kenzie på verandaen og råbte efter os.

“Kom op til tiden, gutter. Jeg kører kvart over fem, hvad enten I er der eller ej!”. Det var hans første dag uden kunder i ugevis, og han emmede af fiskeiver.

Over floden i flydering

Canada
© scandicangler.com
Thomas Søbirk / fiske-feber

Mens nat langsomt blev til dag, blev jeg hurtigt enig med mig selv om, at man af og til må ty til usædvanlige metoder for at finde fiskeheldet. Så spændte jeg svømmefødderne på, hoppede i flyderingen og sparkede mig afsted mod modsatte side af floden, mens strømmen hurtigt førte mig nedstrøms.

Med fuld fart på “pedalerne” nåede jeg modsatte bred lige dér, hvor den store pool begyndte. Et par hurtige spark til og jeg var i roligt vand. Nu havde jeg overskud til at kigge efter de andre og kunne ikke lade være med at grine, da de som forvoksede ællinger krydsede floden for fuld svømmefods-fart. Kenzie havde det lidt nemmere, han havde medbragt en lille pontonbåd, der mest af alt mindede om to gummibananer med et sæde i midten.

Det var tydeligt, at Kenzie ikke kun havde glædet sig til fiskeriet, men også til at se den konkurrerende guides ansigt, når han hvert øjeblik kunne komme sejlende ned af floden med søndagsgæster, som (mod bedrevidende) var blevet lovet, at de skulle fiske i hans “private” pool.

Men guiden havde åbenbart ikke fået solgt morgenfiskeriet, for vi kom godt i gang med fiskeriet uden at se noget til ham. Som flydende miner havde vi spredt os strategisk; dels så der ikke var plads til en båd, skulle den pludselig dukke op, dels så vi alle kunne kaste til overgangen mellem det hurtige og langsomme vand.

Allerede i et af de første kast havde jeg et stød til fluen, men fisken blev ikke hængende. Hans Henrik havde mere held, for han landede et par mindre, men sølvblanke laks i løbet af den første time - heldigvis, for det var hans sidste fiskedag. Vi andre så et par fisk rulle, havde et hug eller to til, men mere blev det ikke til i løbet af morgenen. Et af højdepunkterne var derfor, da vores konkurrent endelig dukkede op med to kunder i båden - selv på 100 meters afstand kunne man se, at han blev noget lang i ansigtet.

Kenzie tilbød, at to af os kunne bruge resten af dagen på at affiske floden nedstrøms fra en driftboat. Han havde selv et ærinde op ad dagen, men en af hans guider var fri.

Da det var Hans Henriks sidste fiskedag og Agge endnu ikke havde fanget en coho, tilbød Hans og jeg at blive tilbage med Kenzie. Det viste sig siden, at der langt fra var nogen opofrelse i det!

Canada
© scandicangler.com
Thomas Søbirk / fiske-feber

De mindede om delfiner, når de rullede i overfladen; cohos, der var så friske, at de havde et lyserødt, nærmest steelhead-agtigt skær over sig. Trods mangel på regn begyndte der pludselig at komme friske fisk op midt på dagen, og vores pool var åbenbart et perfekt sted at tage et hvil.

Kenzie fortalte, at for hver fisk, der rullede, var der adskillige nær bunden - og det var dem, man skulle fiske efter. De var særdeles hugvillige, i hvert fald på mine fluer, for jeg krogede - og mistede! - ikke så få fisk i løbet af eftermiddagen. Jeg husker ikke, hvornår jeg sidst har været så “tændt”: Ved hvert kast havde jeg en brændende fornemmelse af, at min flue fiskede perfekt, og at den - når som helst - kunne blive taget af en fisk.

Det blev den som sagt også mange gange, men hold da kæft hvor de canadiske laks tog fusen på mig! De røg af, når de sprang, svømmede mod mig, tog udløb...en af dem, en ordentlig gris på mindst femten pund, fik mig oven i købet til at ligne en flydende pauseklovn.

Så er der laks!

Med fluelinen halsende efter sig tog den en runde i hele poolen med mindst ti akrobatiske delfinspring! Til Hans og Kenzies store morskab måtte jeg svømme baglæns efter den med løftet stang og skrigende hjul. Forestillingen fik en ende, da laksen fandt på at svømme under en bunke halvt sunkne træstammer i stedet for at springe over dem...

Kenzie forlod os først på eftermiddagen med strenge instrukser om, at vi skulle krydse floden inden det blev mørkt, og lidt efter begyndte regnen at vælte ned. Jeg reagerede knapt på nogen af delene...jeg fiskede! Jeg ville ha’ en af de forbandede laks, men de ville tilsyneladende ikke ha’ mig!

Sent på eftermiddagen, stadig med silende regn, blev Hans og jeg enige om, at jeg måtte have bommet i nærheden af ti laks.

Mærkeligt nok havde han ikke kroget en eneste coho. Mens vi diskuterede dette, tog han en pause fra fiskeriet og lod fluen synke. Da han endelig strippede den ind, sad der en laks efter få meter! Hans havde ikke behov for at gentage mine cirkusnumre, så han fightede laksen færdig, og efter små ti minutter kunne vi sammen lande den i vandkanten. Det var en underskøn fisk på omkring 5 kilo.

Skulle vi nå at krydse floden inden mørket sænkede sig, var der nu højst en halv times fiskeri tilbage. Da den var ved at være overstået, krogede jeg endelig en fisk, der ikke straks slog sig af igen. Jeg fightede den forsigtigt og med nerverne uden på den drivvåde fiskejakke. Hans var lige så nervøs på mine vegne. Det lignede en god fisk; sikke en slutning på en af de mest spændende fiskedage, jeg endnu har oplevet.

Men da vi endelig så fisken i overfladen, fik vi noget af en overraskelse, og det tog et minut eller halvandet, inden jeg kunne grine af det: Det var en fejlkroget, udleget chum-laks: Grim, uønsket, ligegyldig - men med en usædvanlig evne til at simulere sølvlaks under fighten.

Vi måtte tage os sammen for at stoppe fiskeriet, og da vi endelig skulle krydse floden, tabte Hans den ene svømmefod. Regnen silede ned, strømmen var tiltaget og mørket sænkede sig med uventet intensitet. Som du kan regne ud, klarede vi os over floden i sikkerhed, men med lidt mere dramatik, end jeg vil prale med her.

Forløsningen

Canada
© scandicangler.com
Thomas Søbirk / fiske-feber

Det er næppe svært at gætte, hvor vi stod klokken jeg-ved-ikke-hvad næste morgen.Vi troede knapt vores egne øjne, da vi i det svage lys kunne ane en båd midt i poolen: Jep, deltidsguiden og to gæster. Så stod der vist 1-1!

Heldigvis fik jeg laks alligevel den dag - jeg landede tre i træk, og den første blev mildt sagt fightet forsigtigt. Næste morgen indtog vi poolen igen, efter en march i regn, mørke og tæt skov. Floden var svulmet op til et niveau, hvor det ville være uforsvarligt at krydse den i flydering - ja, selv i båd, for nu og da kom hele træer væltende gennem vandmasserne. Eneste mulighed til poolen var over land. Og så er vi vist ved at være tilbage, hvor vi startede.

Mit canadiske lakse-eventyr slutter dog så langt fra her - det var derimod først nu, at det for alvor begyndte. Regnen væltede ned de næste dage, og laksene væltede op, så der endelig kunne fanges fisk på alle flodens pladser! Det blev til en drøm af en fisketur, hvor nystegne sølvlaks på tre til seks kilo gik særdeles villigt til biddet.

Det hele kulminerede på vores sidste fiskedag, hvor mit kamera kørte på højtryk, mens Kenzie tog tretten laks, Hans ni og Agge lukkede ballet i dagens sidste lys med to store fisk på seks og syv kilo. At opleve et sådan fiskeri midt i den smukkeste natur er også - i mangel af et bedre ord - specielt.

Med fiske-feber til Canada

Vil du opleve British Columbias skønne
natur og vilde sølvlaks, så rejs med fiske-feber
til Canada. Rekvirer program og nærmere information på: fisk@fiske.feber.dk

På egen hånd - når som helst
Vil du rejse til British Columbia på egen hånd, arrangerer
vi gerne dit ophold hos vores canadiske guide Kenzie
Cuthbert. Ring eller skriv for at høre nærmere.

Tlf. +45 7025 4580 / mail: fisk@fiske-feber.dk

Facebook Comments Box