Share |

Chasing Silver - DVD

Chasing Silver - DVD

Jamie Howard høstede mange roser for sin første og meget stilsikre kortfilm In Search of a Rising Tide om bonefishing på Bahamas. Succesen har banet vej for større produktioner, og nu er næste film ude på DVD. Filmens handler om fluefiskeri efter tarpon, og den er en samling af en TV-serie af samme navn. Desuden indeholder DVD’en en række ekstramateriale, som ikke blev vist på TV.

I fire afsnit følger vi professionelle fiskere og guides på jagt efter det helt store sølvtøj. Store, stærke og akrobatiske tarpon jages på klassiske destinationer i USA som Key West, Lower Keys og Islamorada. Et stjernespækket hold bestående af Andy Mill, Tim Hoover, Fitz Coker, Tom Rowland og Rich Tudor viser tarponfluefiskeri på godt og ondt.

Når den tyvende fisk i træk hopper af eller knækker forfanget, når linen sprænges fordi den er viklet om hjulet, når en tarpon snupper hundrede meter line af hjulet i rekordfart, når himlen er blå og vandet ligger blankt og idyllisk, når et uvejr sætter ind og alt alligevel lykkes. Det er tydeligt, at det er kompetente fiskere der er kørt i stilling, og det er en fornøjelse at se når de lykkes med deres forehavende. Lige så underholdende er det selvfølgelig at se, at langt fra alt går efter planen selv om man måske endda lever af at fiske med flue.

Chasing Silver menu
© scandicangler.com
Howard Films - redaktionen

De fire afsnit er tempofyldte episoder, som bærer præg af at være lavet til TV. Hver varer de tyve til femogtyve minutter, og hver har sin lille gennemgående historie. Der er masser af tips at hente ved at se filmen eller måske rettere filmene, men det er ikke en instruktionsvideo i fluefiskeri efter tarpon. På den anden side er der ikke rigtigt stemning og historie nok i afsnittene til bare at se som dokumentarisk film, sådan som In Search of a Rising Tide var opbygget. Der er hvad der skal være af smukke billeder, action og store fisk, men helheden savnes. Hvad der er målet og rammen står hen i det uvisse. Hvert afsnit er gennemhullet af passager, hvor der i TV-serien har været reklameblokke, og på DVD’en fades der således ind og ud midt i nogle af de mest vitale scener. Det forsøges dækket med lidt lækker grafik, lidt resume og gentagelser, men det er slet og ret synd for oplevelsen og indlevelsen i filmen at det ikke er redigeret om til DVD-udgivelsen. Heldigvis er underlægningsmusikken god, og den gør hvad den kan for at holde en fortættet stemning, som det lykkedes i Jamie Howards første film.

Ekstramaterialet består af ni små afsnit med alt fra fluer, historier om rigtigt store tarpon, og det at træne ud i at få lagt maksimalt pres på fisken med sit spinkle fluegrej. Der kigges lidt på udstyret, vises gamle amatøroptagelser og tarponlegenden Billy Pate besøges i privaten.

Chasing Silver specials
© scandicangler.com
Howard Films - redaktionen

Med en mission om at vise et fluefiskeri, der har ry for at være så opslugende, at venskaber, ægteskaber og fornuft af og til sættes over styr, så lykkes filmen kun halvt. Det er rigtigt ærgerligt for det hele er der, de gode optagelser, de rigtige fisk, guldkornene fra de medvirkende, den rigtige musik og de gode historier. Det hænger bare ikke rigtigt sammen, og det opleves kun som brudstykker af noget der kunne have været helt fantastisk. Der er tilsyneladende gået big business i Howard Film siden In Search of a Rising Tide, og det er gået hårdt ud over oplevelsen som helhed.

Selv om det kunne være bedre vil jeg ikke undlade, at anbefale filmen til fluefiskere som er ramt af saltvandsbacillen. Der er masser af lækre appetitvækkere, hvis man skulle være i tvivl om det faktisk er spændende at fiske tarpon på en fluestang. Hos os nordboere er der langt til nærmeste tarpon og en smagsprøve i sofahøjde er da bedre end ingenting.

Jamie Howard er allerede ved at lancere mere tarpon-TV i USA og det kommer ud på DVD i foråret 2007. Jeg vil bede en stille bøn for, at materialet samles bedre til den tid.

Fakta
Titel: Chasing Silver
Producent: Howard Films 2006
Spilletid: Cirka 2 timer totalt
Format: 16:9 – ingen undertekster

Facebook Comments Box