Share |

Destination New Zealand - et væld af fiskemuligheder

Ross giver her en kort introduktion til fiskeriet down under...

New Zealand er blandt verdens bedste fiskedestinationer. Imidlertid har New Zealand haft et rygte for at være dyrt, især på grund afstanden til den tykt befolkede nordlige halvkugle. Dog har en svækkelse af den New Zealandske dollar gennem de sidste to år, gjort en tur ’down under’ mere overkommelig end tidligere. Hvis vi går ud fra, at New Zealand er et godt tilbud i øjeblikket, hvilke fiskemuligheder tilbydes da? New Zealand er kendt for at være et overraskende varieret land, og dette gælder også for fiskeriet. New Zealand består af to hovedøer (Nordøen og Sydøen) og en del omkringliggende øer. Fra toppen i nord til bunden i syd, er der rigeligt at tilbyde en tilrejsende sportsfisker.

Nordøen

I den nordlige del af Nordøen er vandtemperaturen en smule for høj til at levere et ørredfiskeri i international klasse. Til gengæld er disse lunere vandtemperaturer perfekte for sportsfisk som marlin og tun. Fiskeriet er muligt fra en del havne som f.eks. Houhora, Russell, Whangaroa og Whakatane, der alle er populære udgangspunkter for ture efter disse sportsfisk. En del af de bedste områder efter disse fisk ligger i noget afstand fra nærmeste havn, så det anbefales at tage ture af 3-5 dages varighed. Sydover er den næste betydelige fiskedestination søfiskeriet i de to søer Taupo og Rotorua. Disse findes på toppen af et vulkansk plateau, og vandtemperaturen er året rundt perfekt for ørredtilvækst. Regnbueørreder har dominansen, her i noget af verdens mest produktive ørredvand. Fiskeriet strækker sig fra fiskeri med guide fra både, hvor fiskeren kan læne sig tilbage og slappe af, til lange hårde dag i søernes bifloder efter trækkende opgangsfisk.

Sydøen

Marlin NZ
© scandicangler.com Reid Zoller

Der fra bliver næste stop Sydøen, der tilbyder et bækørredfiskeri af høj kvalitet over det hele. Faktisk er Sydøens bækørredfiskeri New Zealands største turist attraktion på sportsfiskeområdet. Denne type fiskeri er nu ikke nødvendigvis nemt, da ørrederne er både store og snu. De lever i klart vand, og enhver fejl i fiskerens teknik opdages hurtigt. Dog har fiskeren her garanti for at møde, og teste deres evner på, nogle af verdens mest listige fisk. På østkysten af Sydøen findes et andet ekstraordinært fiskeri. Faktisk er opgangen af chinooklaksene (laks helt op til 50 kilo, red.) her, den eneste af sin art på hele den sydlige halvkugle. Selv om fiskene ikke er så mangfoldige, som i mange af de Nordamerikanske vande, er den lokale lakseversion værd at kigge nærmere efter, hvis du er i denne region og har lidt tid tilovers. Det er i hvert tilfælde unikt at kunne sige, at man har fanget en opgangslaks på den sydlige halvkugle. Den sidste destination er MacKenzie regionens regnbueørredfiskeri på den centrale del af Sydøen. Specielt Tekapo floden tilbyder et stort antal ørreder, der nemt er indenfor rækkevidde fra byerne Twizel og Omarama. Der er ingen andre steder på kloden, hvor der findes så mangfoldige fiskemuligheder på så begrænset et område. Selvom flyveturen ikke er spændende til New Zealand fra de fleste punkter på den nordlige halvkugle, vil du have mulighed for at tage del af en række fiskeoplevelser med kort afstand imellem dem, når du først er landet. En bonus, der ofte appellerer til fiskerens øvrige familie er, at mange af fiskevandene ligger tæt på de befolkede områder. For eksempel kan en fisker, der har base i Christchurch, byen med flest indbyggere på Sydøen, nemt fiske i fjerne kilder på endags ture. Oversat af Peter Lyngby

Facebook Comments Box