Share |

En tur, dobbelt hug, triple tun

En tur, dobbelt hug, triple tunNår fiskelykken endelig skinner. Følg med Jens Riis til Kroatien efter hans første tun...

”Dobar dan”, hilser Denis og stikker på næven. Han har underarme som bundgarnspæle og et håndtryk, der ikke efterlader én i tvivl om, at han er fisker. ”Har du fisket før?”, spørger Denis, mens vi iler ud til hans båd, Orca. ”Selvfølgelig”, svarer jeg selvsikkert.

Denis’ respons er prompte og mere uddybning end spørgsmål: ”Big game?!”. Her i Jezera fisker man i 1. division. Vi befinder os i en lille havneby omtrent midt på den kroatiske Adriaterhavskyst. Det er den sidste uge i oktober, og jeg er med min smukke kæreste på en uges ganske almindelig ferie, men som så ofte før har jeg plaget mig til at konvertere en enkelt ordinær feriedag til en ekstraordinær fiskedag. De berømmede kroatiske chalkstreams har været lukkede siden starten af oktober, men ude i Adriaterhavet er der højsæson for blåfinnede tun. Andre danskere har været på ekspedition dernede, og efter et par telefonsamtaler havde jeg fået en aftale om en dag på vandet med en lokal skipper, Denis. Denis havde virket travl men checket i telefonen, så jeg overlod detaljerne til ham og de mange spørgsmål til senere.

Big game-udrustning fandtes selvfølgelig om bord, men der var gode chancer for at støde på albacore i 5-15 kg størrelsen, så hjemmefra havde venner med erfaring i store og hurtige fisk udstyret mig med en fluestang i klasse 12, et hjul med en halv kilometer bagline og en kasse med tunfluer. Mine fødder har kun lige sluppet kajen før Denis hjælper, Rocco, presser Orcas håndtag i bund.

Vi er forsinkede, og de andre både er for længst på vandet. Fiskeriet har været fænomenalt de sidste par dage. Dagen forinden havde Denis haft et tysk hold ude og fået 2 tun på 65 kg, og han er tydeligvis irriteret over at være bagud på tid. Forsinkelsen er på sin vis min skyld. Jeg har siddet fast i et kroatisk trafikhelvede på vejen til Jezera, så jeg holder mig lidt i baggrunden, mens Denis med professionel effektivitet går i gang med at rigge til med friske tackler.

Kraftigt gear

Multihjul til tun
© scandicangler.com Jens Riis

Jeg stirrer med forfærdelse på det grej, der bliver rigget til. I en hængslet stangholder midt på agterstavnen sidder en 7 fods stang med rulleøjer og et Penn Senator-hjul i str. 14/0. Sådan en fyr vejer knap 4 kilo og har en linekapacitet på 700 meter 1.25 mm nylonline. Prøv selv at slå det op - det er et enormt fiskehjul. Foran stangholderen sidder en plade i mavehøjde. Denis demonstrerer, hvordan man under fighten støtter maven mod pladen og lægger al kropsvægt i at løfte stangen i hængslet og derved pumper fisken ind. To andre stænger er rigget til med lidt lettere isenkram – 80 punds udrustninger – og en sidste er en ’ultralet’ sag i 50 punds-klassen. På den vejer hjulet kun skallede 2 kilo. Stængerne er ikke fastmonterede men tages ud af stangholderen, når fisken hugger, hvorefter fighten foregår stående. Da en sur tun er en tung modstander, iklædes fiskeren mavebælte og sele, så hele kropsvægten kan lægges i at fighte fisken. Orca ræser ud gennem den skærgård, der præger det meste af Kroatiens kystlinie. Vi skal 10 sømil længere til havs end det yderste fyr, så der er tid til at snakke lidt om tunfiskeriet. Jeg undrer mig over, at der er fiskeri efter stortun i Europas baghave uden at nogen rigtig har vist noget om det før inden for de seneste år. Denis fortæller, at tunene såmænd altid har været der, men ingen fiskede efter dem før for ca. 10 år siden, da priserne på det japanske marked begyndte at stige og gjorde tunfiskeri til en lukrativ forretning. Tyske lystfiskere fik øje på fiskeriet og i dag er Jezera Kroatiens big game-centrum med tilrejsende fra hele Europa. Efter en times sejlads stopper Rocco båden og går sammen med Denis i gang med at sætte linerne. Det er tydeligt, at Denis er en professionel fisker, der er gået ind i servicefaget – ikke omvendt. Han er høflig og effektiv, men han er også kaptajn på sin båd, og der skal fanges fisk. På rekordtid er der kastet et drivanker ud. 4 liner agnet med hele sardiner og makreller er sat 30-50 meter bag båden - 2 liner i fri drift og 2 andre tynget ned med et par hundrede gram bly og holdt fast på 15-20 meters dybde med en ballon som flåd. Nu fisker vi.

Chum

Tun chum
© scandicangler.com Jens Riis

Der skal lægges et duftspor for at tiltrække de tun, som kredser i området på jagt efter sardinstimer. Denis og Rocco kaster et par håndfulde agnfisk ud og begynder derefter at fylde et sindrigt apparat med chum – moste agnfisk. Det er et groft perforeret kloakrør, som er sat fast i et arrangement, der mest af alt minder om en kængurustylte. Kloakrøret hænges på siden af båden, og ud af perforeringen driver fiskerester, der hurtigt skaber et olieret spor agterud. Af og til ryster Rocco apparaturet, så kloakrøret hopper på sin kængurustylte og vasker nye fiskestykker ud i vandet. Duftsporet skal være langt og sammenhængende, og i dag, hvor der svag vind og derfor et roligt drev, er det intet problem. Denis forklarer, at tricket er at sprede så små fiskestykker ud i duftsporet, at tunen lige nøjagtig får indtrykket af at kunne spise men uden at kunne æde sig mæt. Når der så hænger en hel sardin midt i vandet, bliver fristelsen for stor. Al aktivitet ombord er stoppet. Nogle mil væk ligger en halv snes andre både, og radioen har allerede meldt om de første tun. Der er ikke andet at gøre end at vente. Ventetiden bliver til kedsomhed og afbrydes kun af Roccos jævnlige rusk i chummen. Men pludselig sker der noget. Linen på den ene 80-punds stang strammes, og Denis flår stangen op af holderen og giver modhug. Krogningen mislykkedes, men umiddelbart efter strammes linen på den anden, og denne gang er der fast fisk. ”Albacore!” siger Denis, ”Tag mavebæltet på.”. Da jeg får fumlet bæltet på plads og er klar til at overtage stangen, ryger fisken af. For pokker også! Denis og Rocco går i gang med at sætte nye agn. ”Gør din fluestang klar, hvis stimen skulle komme hen til båden”, kommanderer Denis. Jeg når lige at montere hjulet, inden helvede bryder løs.

Jens fisker tun
© scandicangler.com Jens Riis

Linen på den nys udsatte 80-punder strammes op, og line vræler af hjulet i et afsindigt tempo. Denne gang er det alvor – en tun har hugget. Denis griber stangen og giver modhug. Rocco trækker omgående drivankeret ind, så der bliver plads at fighte fisken på. Jeg kaster mig over Senatoren og ruller linen ind. Rocco skal lige til at rulle line ind på den anden 80-punds stang, da knarren på 50-punds udrustningen også begynder at skrige. Vi har dobbelt-hug! Rocco tager 50-punderen og giver modhug. Tunen i den anden ende ræser videre. Jeg ruller det sidste line ind på 80-punds stangen – nu er alle liner oppe af vandet. ”Jeg bliver nødt til at have den her fisk under kontrol”, puster Denis, og instruerer mig i at hjælpe ham mavebælte og fightsele på. Egentlig er det mig, der har betalt for at fighte fiskene, men jeg forstår godt situationen. Vi står med 2 tun, der kan sælges for 2-3.000 kroner stykket. At risikere en enkelt fisk på ham nybegynderen fra Danmark er rimeligt, men at gamble med to tun er for dyrt.

Jens viser tun frem
© scandicangler.com Jens Riis

Denis begynder at pumpe sin fisk, der har stoppet udløbet og er søgt nedad. Rocco har sat sig på rælingen længst fra Denis og sørger bare for at holde presset på sin fisk. Uden bælte og sele kan han alligevel ikke gøre alverden. Jeg når at knipse en halv snes billeder inden Denis beordrer mig til at overtage stangen. Grejet et tungt, og jeg har ingen umiddelbar fornemmelse af at have fisk på – blot at noget meget tungt befinder sig i den anden ende af linen. Denis hjælper mig bælte og sele på, hvorefter jeg kan begynde at pumpe tunen, der har parkeret sig 50 meter under båden. Inden længe hagler sveden af mig. Selvom jeg er i sele og bruger ben og kropsvægt til at pumpe med, begynder ryggen at værke. Jeg sætter mig på rælingen og pumper videre derfra, men må efter kort tid på benene igen for at kunne lægge ordentlig vægt bag. Det fortsætter på den måde et sted mellem et kvarter og en halv time, men til sidst griber Denis en gaf og en lang harpun og træder ud på hækplatformen. ”Der! Kan du se den?”, råber han og peger ned i vandet. Min krop gør nas, og jeg har ikke meget overskud til at gøre andet end at pumpe videre, men jeg får da kastet et blik ud over hækken og ser en stor, hvid skygge langt nede i det blå vand. Vi står nu med en usædvanlig udfordring. Rocco, der normalt ville hjælpe med landingen, er tøjret til en tun i den anden side af båden, og jeg har ingen idé om, hvordan man får sådan et uhyre ombord. Denis instruerer mig. Da han endelig støder til med harpunen og langer ud med gaffen, sætter jeg stangen i en stangholder, klikker fightselen af hjulet og griber fat om gafhåndtaget. Ved fælles hjælp trækker vi tunen op over rælingen, og den lander på dækket med et dybt klask. Udover at det åbenlyst er den største fisk, jeg nogensinde har fanget, aner jeg ikke, hvor stor den er.

tun hale
© scandicangler.com Jens Riis

Jeg må studere den senere – lige nu handler det om at hjælpe Rocco, der stadig sidder og sveder på styrbords ræling. Jeg tager stangen fra Rocco, får hægtet fightselen på hjulet og starter forfra. Jeg pruster en del, og Denis spørger, om han skal overtage. Dét skal han i hvert fald ikke. For det første er det min fisk, for det andet er alt blevet ordnet for mig indtil nu. Også at skulle have andre til at fighte mine fisk – der sætter jeg grænsen. Efter en halv time kan Rocco og Denis gaffe tun nummer to, der viser sig at være tvillingebror til den første. I forhold til den lokale rekord på 330 kilo er det almindelige fisk på omkring 60 kg, men jeg er alligevel lykkelig og kan slet ikke fatte omfanget af den seneste times begivenheder. To tun på én tur er i sig selv rigtig godt – at få dem på et dobbelthug sker højest én gang ud af tusind. For at tunene kan bevare deres værdi skal de renses og ises hurtigst muligt. Denis og Rocco skærer kyndigt gællerne af fiskene og trækker indvoldene ud gennem gælleåbningerne. Inden der fyldes is i fiskenes bughule åbnes nakken på tunene og en kraftig plasttråd skubbes ned gennem rygraden for at ødelægge nerverne. På den måde undgås det at fiskene stivner.

tun - line og krog
© scandicangler.com Jens Riis

Humøret har fået et hak opad. Vi fejrer fangsten med hjemmebrændt kirsebærbrændevin, og den danske debutant får et par anerkendende ord for at have standup-fightet to tun i træk. Denis afslører, at han har været en smule ærgerlig over, at vi ikke fik snakket mere sammen inden turen. Big game kan være kedeligt, hvis man ikke er bidt af det, og i så fald kunne han have arrangeret, at vi tømte nogle ruser eller fiskede noget bundfiskeri, hvor der havde været sikkerhed for at der kom fisk på dækket. I øjeblikket er der nemlig kolossalt mange havål i området, men ingen fisker målrettet efter dem. Selvom Adriaterhavet som resten af Middelhavet er plaget af overfiskning er der en del forskellige fiskemuligheder omkring Jezera – også nogle som ikke kræver et kiropraktorbesøg, når turen er overstået. I foråret kan der trolles med let grej efter amberjack og dentex i skærgården. Albacoren har svigtet i år, men normalt kommer der store stimer ind om foråret sammen med tunene, hvor de fanges med agnede kroge på let grej eller med kraftigt fluegrej. Fiskeri efter albacore er ofte opsøgende, hvor mågesjov afslører fiskene. I de allervarmeste sommermåneder sejler Denis med mere ”normale” turister, hvor der sættes hummertejner, fiskes bundfiskeri og laves ture til øerne i skærgården.

Tun haj
© scandicangler.com Jens Riis

Nye agn er for længst sat ud bag båden, og mere ventetid er i gang. Vi skifter plads et par gange for at komme ind i den rigtige strøm, og sidst på dagen sker der endelig noget igen. Jeg ser linen på den bageste udrustning strammes for omgående at slækkes igen. Denis og Rocco kigger tvivlende på mig, men før de har besluttet sig til, at jeg ser syner, strammes linen på en af 80-punderne. Fisken har ikke kræfter til at trække line af hjulet, så det tyder på albacore. Jeg hopper i mavebæltet og pumper uden videre anstrengelse fisken ind til båden - den har ikke en chance på det tunge grej. Da fisken viser sig bag båden, udbryder Denis vredt: ”Shit! Det er en haj”. Jeg forstår ikke hans vrede – det her er da noget af det mest eksotiske, jeg har været med til. Mens Denis holder den lille blåhaj gaffet i underkæben får jeg allernådigst lov at tage et par billeder af den rasende fisk, inden Denis vipper den tilbage i havet. Der går jævnligt blåhajer på tunkrogene, men de er truede, og fiskerne har en aftale med biologerne om at sætte dem uskadte tilbage. Det forhindrer dog ikke Denis i at været i irriteret over dem. De æder agnen, og kommer de på dækket, går de amok, basker alting i stykker og bider sig fast i hvad som helst.

stang og kølvand tun
© scandicangler.com Jens Riis

Vi når kun lige at få sat linen tilbage i vandet, før en 80-punder vræler. Vi har kroget dagens tredje tun! Denne gang er forretningsgangen kendt, og jeg er i selen og har fat i fisken endnu inden den er færdig med sit udløb. Det er fedt at mærke, at der er fisk på og hvor mægtige kræfter, den besidder. Mens solen synker i havet, gentager hele formiddagens fightrutine sig og efter en halv times forløb ligger en tun næsten præcis mage til de to andre og vibrerer på dækket. Mørket har i mellemtiden sænket sig, så vi sætter kurs mod havn. Jeg står i måneskinnet på dækket og kan slet ikke fatte, at jeg på én tur har mærket og fanget flere fisk end andre, der tilbringer uger i Jezera. Denis understreger alvorligt, at det er begynderheld, og at jeg aldrig vil komme til at opleve noget lignende igen, men han kan nu ikke skjule, at han også er fornøjet. I havnen viser det sig, at de andre både har haft ligeså godt fiskeri. 25-30 blåfinnede tun ligger på broen og er i gang med at blive vejet. Vores rensede fisk kommer også på vægten, der stopper ved 56, 56 og 58 kg. Opkøberen står allerede på kajen og tager sig af de fleste fisk, men Denis tager en enkelt tun med hjem, som min smukke kæreste og jeg får et par kilo tunsteak fra. Da vi kort efter tager afsked, bedyrer Denis, at jeg kommer til at sove godt i nat. Men han tager fejl. Jeg kan ikke sove den aften og heller ikke de følgende aftener. Vi tilbringer dagene med at ro kajak på bjergfloder, hvor ørreder står bag sten og griner af mig. Om aftenen mæsker vi os i tunbøffer, der er krydret med vilde urter, vi har plukket på vandreture i bjergene. Alligevel kan jeg ikke sove. Min big game debut udspiller sig igen og igen for mit indre blik og holder mig vågen. Jeg er blot en almindelig mand. Fiskeguderne har aldrig tilsmilet mig med det helt store fiskeheld – undtagen den oktoberdag i Kroatien, hvor det hele kom til udbetaling på én gang. Fakta Denis Klarin kan kontaktes på tlf. +385 22 439 010 / mobil +385 91 439 0101 / fax +385 22 439 324 / email denis.klarin@si.htnet.hr Jeg gav 400,- euro og havde så den luksus at være eneste kunde. En gruppe kan dele udgifterne men også eventuelle fisk.

Facebook Comments Box