Share |

Fluekasting – for bedre fluefiske - DVD

Fluekasting – for bedre fluefiske - DVD

Loop LTS Flyfishing præsenterer denne kasteinstruktions-DVD med Kjell Ove Grimsmo. Filmen viser en lang række fluekast med moderne enhåndsudrustning, fra det grundlæggende overhåndskast til meget avancerede og teknisk krævende kast.

De mange instruktive kastesekvenser er krydret med en række optagelser fra praktisk fiskeri på en række af de destinationer, blandt andet Kolahalvøen og Argentina. Kjell Ove Grimsmo er ligeledes et smut i Caribien.

Det hele er fordelt på 22 afsnit på DVD’en, hvilket er ganske meget indhold for en film på under en times spilletid. For begrænsningens skyld lægges der vægt på at præsentere kastene som de skal udføres, og ikke hvordan fejl findes eller udbedres. Alle afsnit ses i en overskuelig menu, der gør det nemt at studere hvert enkelt kast efterfølgende.

© scandicangler.com
Klaus Frimor

Indledningsvis giver filmen gode og basale tips til montering af stang og hjul. Filmen er baseret på kast med skydehoved og skydeline, bortset fra de tropiske sekvenser.

Det forklares straks, at Kjell Ove Grimsmo benytter et setup bestående af et 5 meter forfang og et kort flydende skydehoved på 7,2 meter, men at alle kastene selvfølgelig kan udføres med andre liner også. Det er godt at vide, for en begynder kan ikke umiddelbart købe så korte klumper færdige i butikkerne, og yderligere informationer om tilpasning af udstyret forbigås.

Da der som nævnt kun vises den rigtige version af kastene, så gennemføres kasteinstruktionerne hurtigt og stringent. Det ses tydeligt, at Kjell Ove Grimsmo er en af Norges mestre i fluekast, og de mange instruktive kast udføres klart og præcist.

Desværre bliver den hurtige instruktion også ofte stiv og upersonlig. Dette forstærkes af, at Kjell Ove Grimsmo ikke selv siger et ord gennem filmen. Al tale og instruktion er voice-over.

Kjell Ove Grimsmo
© scandicangler.com
Rune Nordal

De aktive fiskesituationer giver kolorit på filmen, men det er ærgerligt, at de ikke relateres mere til de kast som der instrueres i. Således forstår man ikke rigtigt, hvad man skal med de mange specielle og tekniske kast, når fiskeriet klares med almindelige over- og underhåndskast. At der er et afsnit med på DVD’en om saltvandsfiskeri overrasker ikke. Derimod overrasker det, at afsnittet kun fortæller kort, at ved kysten eller i fjordene blæser det ofte, og derfor er det en fordel at fiske med korte synkende skydehoveder – ikke forkert men meget kort fortalt.

Et plus ved fiskescenerne er små fakta bokse, der popper op på skærmen og viser hvilket udstyr og hvilken flue, som Kjell Ove Grimsmo fisker med. For den nystartede fluefisker vil dette give et godt indblik i de forskellige former for fluefiskeri med enhåndsstang.

Rent teknisk er billed- og lydkvalitet god i gennem filmen, og kasteinstruktionen ses tydeligt. Musikken er de fleste steder godt afstemt, og fortællerens stemme er klar og tydelig.

Alt i alt en film der vil meget langt omkring på meget kort tid. Kjell Ove Grimsmo er en superdygtig fluekaster, men det er synd, at han ikke træder mere i karakter som instruktør.

Fakta
Titel: Fluekasting – for bedre fluefiske
Producent: Frequent Flyer Films (2006)
Spilletid: 58 minutter
Format: 4:3 - kun DVD – norsk tale med svenske, norske eller nordsamiske undertekster
Lyd: Dolby Digital/Dolby 5:1

Facebook Comments Box