Share |

Geddefestival i Blekinge 2002

Oktober byder traditionen tro på geddefestival i Blekinge. ScandicAngler var på pletten ved indvejningen!

Traditionen tro blev Blekinge Gedde Festival afholdt første weekend i oktober. 138 fiskere var i år tilmeldt festivalen, og lørdag den 5. oktober klokken 08.00 gik startskuddet på de fem start- og slut-poster Karlskrona – Dragsö, Sturkö Røgeri – Sturkö, Ronneby – Ekenäs, Karlshamn – Fiskeshoppen Vägga og inderhavnen i Sölvesborg.

Fiskeriet var herefter tilladt til klokken 16.00 lørdag og fra klokken 07.00 til klokken 14.00 søndag. De 138 fiskere havde hårde betingelser, da efteråret for alvor blev sat i gang med en kold kuling fra nord, og der var heller ikke anmeldt helt så mange fisk ved indvejningen, som de tidligere år.

Catch and Release i fremgang

Per Lanng
© scandicangler.com Peter Lyngby

Som vanligt blev der fisket i tre kategorier, som deltagerne på forhånd havde tilmeldt sig i, nemlig Catch and Cook, Catch and Release og Catch and Release på flue. For første gang var der i år flere tilmeldte i Catch and Release klasserne, og den største fisk taget under festivalen svømmer også stadig rundt langs Blekinges kyster.

I klassen Catch and Cook afgøres konkurrencen ved normal vejning af fiskene, hvilket har mødt nogen modstand fra Catch and Release fiskerne. Kritikken er begrundet med at Catch and Cook fiskerne ofte slår ganske mange gedder ihjel i jagten på deres største fisk under festivalen.

Hvis en fisker til eksempel fanger fem gedder på to, tre, fem, seks og otte kilo i nævnte rækkefølge – da får de alle et drag over nakken, men kun de største fisk indleveres til indvejningen. Tidligere har der været uheldige episoder, hvor festivalledelsen har måttet køre hele trillebøre fulde af uafhentede døde gedder væk fra pladsen.

I Catch and Release klasserne skal deltagerne under fiskeriet medbringe en officiel målepind, et underlag og et engangskamera til fotografering af fangsten, hvorefter vinderen findes ud fra den længste fisk. I reglementet, der i forvejen sendes ud til deltagerne, står der udførligt beskrevet, hvorledes fiskene skal håndteres ved fotograferingen og genudsætningen.

Årets vindere

Max Festival 2002
© scandicangler.com Peter Lyngby

Indvejning og prisuddeling foregik i år på Dragsö Bad og Camping i Karlskrona, og trods spændingen om afgørelserne lagde en iskold vind desværre en dæmper på det udendørs arrangement.

Årets tre vindere var delvist gamle kendinge: Catch and Cook: Christian Mattison 8,45 kg. Catch and Release: Roger Wall 100 cm. Catch and Release på flue: Max Staude 106 cm. Bedst placerede dansker blev Per Lanng med en tredieplads i Catch and Release på flue med en gedde på 95 cm.

Arrangørerne påpegede at mængden af priser og gaver til vinderen aldrig havde været større, hvilket skulle skyldes fremgangen i Catch and release klasserne, og en del af deltagerne så derfor undrende til, mens hovedparten af præmierne blev uddelt blandt Catch and Cook deltagerne.

Facebook Comments Box