Share |

Geddefluefiskeri fra pontonbåd

Geddefluefiskeri fra pontonbåd

En måneds tid inden lanceringen af denne DVD var der dukket en kort trailer/teaser op på nettet. Et par opkald til distributørerne afslørede, at bag DVD’en stod Dan Borup og Torben Kondrup, som også sammen har sitet Gudenaa.com. Store dele af Geddefluefiskeri fra pontonbåd er også optaget på Gudenåen og på Randers Fjord. Filmen er nu dukket op i sin hele længde i grejbutikkerne.

DVD’en er opdelt efter årstiderne. Det virker dog som om, at denne opdeling mest af alt skyldes optagelsestidspunktet, da information om hvad der gør de enkelte årstider specielle, er yderst sparsomme. I det hele taget er det ikke et

Dan Borup
© scandicangler.com
Dan Borup

overflødighedshorn af information vi får serveret. Jeg mener, at det er en stor mangel på en titel som denne, at pontonbåden ikke gennemgås med forklaring af hvad der gør dette fartøj unikt, hvilket tilbehør skal man have med sig, sikkerhed osv. Det kunne også være rart med lidt information omkring hvordan gedden bedst håndteres under afkrogningen. I filmen virker det desværre som om gedderne jævnligt håndteres ganske voldsomt. Alt i alt er fiskedelen – og dermed hovedparten af materialet – mest en samling optagelser af geddefiskeri fra pontonbåd ganske som titlen lover, men desværre er materialet ikke voldsomt informativt for dem, som ønsker at gå i gang med dette fiskeri.

I ekstramaterialet med fluebinding toner Morten Valeur frem og går straks i gang med bindingen af den nu klassiske flashflue, som han selv er ophavsmand til. Det er altid spændende at se og høre ophavsmandens måde at binde en given flue på. Valeur kommer da også med en masse råd og forklaringer på hvordan fluen bindes. Desværre er der nogle tekniske problemer i denne del af materialet, og det virker som om noget af materialet mangler. Jeg savner mere information om de materialer der bruges. Hvilken krog og tråd anbefales? En kort diskussion omkring de forskellige flashvarianter og anbefaling af hvilke der er bedst egnet til denne fluetype, ville klæde dette udmærkede indslag på DVD’en.

Sidste element på DVD’en er en samling tips til

Torben Kondrup
© scandicangler.com
Dan Borup

geddefluefiskeri generelt. Denne del genkendes fra Morten Valeurs mange foredrag og artikler. Materialet formidles via en række slides med geddefluefotos som baggrund. Teksten fremstår ikke så let at læse, og jeg havde ind i mellem svært ved at få tydet ordene inden næste slide tonede frem. Denne del kunne med fordel have været en mere integreret del af materialet, eksempelvist indtalt på relevante steder.

Teknisk bevæger vi os lige over hjemmevideoniveau. Belysning og kameravinkler kunne mange steder have været bedre, og det virker ikke alle steder hensigtsmæssigt, at der er lagt underlægningsmusik oveni lydsporet fra optagelserne. Geddefluefiskeri foregår ganske vist ofte i hårdt vejr, men det overrasker at indendørsoptagelserne ikke er tydeligere.

Geddefluefiskeri fra pontonbåd er endnu et indspark til det efterhånden omfangsrige materiale, der de seneste år er produceret om geddefiskeri med fluegrej. Dan Borup og Torben Kondrup deler ud af gode fiskeoplevelser, men de er for sparsomme med informationerne, og DVD’en er ikke instruktionsmateriale.

Fakta
Titel: Geddefluefiskeri fra pontonbåd
Producent: Lochfilm 2007
Spilletid: 40 minutter + 35 minutter ekstramateriale
Format: 16:9 – ingen undertekster
Vejledende pris: DKK 199

Facebook Comments Box