Share |

Gedder langs Blekinges kyst

Underholdning er i vente de næste måneder…

Det er ved at være middagstid, og mens vi vader frem mod det lille lavvandede område mellem de to øer, står solen højt på himlen og bager ned over Blekinges kyster gennem en svag brise fra sydøst. Mens Per træder af på naturens vegne ligger jeg det første kast ind over et af de mørke partier. Det er ganske lavvandet i dag og vandet er nærmest krystalklart. Efter yderligere to kast er jeg ved at blive overvundet af min skepsis, vejret er for godt, vandet er for klart og der er næppe mere end en halv meter dybt, hvor min flue fisker. Er vi mon for tidligt ude? Gennem halvanden dags fiskeri har vi haft kontakt med mange gedder, men kun mindre fisk op til tre kilo. Mens jeg kigger efter den i mellemtiden forsvundne Per, ryger det fjerde kast ind mod land og lander mindre end fem meter fra strandkanten på den lille ø. Fluen ses tydeligt glitrende i overfladen, mens den starter sin lidet rytmiske svømmetur tilbage mod mig. Ud af ingenting dukker en fin gedde pludselig op bag fluen, og med største beslutsomhed tager den fluen i en kraftfuld hvirvel. Jeg sætter fluen med et solidt modhug, og gedden starter sit vanlige tunge tovtrækkeri, der kun få gange afbrydes af voldsomme rusk i overfladen. Per er netop på vej ud i vandet igen, og timingen er god for at få taget et par hurtige billeder af efterårets første femkilos gedde inden den sættes ud igen. Troen på fiskeriet var der pludselig igen, og med dagens fjerde gedde på operationsbordet, blev vi enige om at sæsonen nok alligevel er ved at være i gang… Fiskeriet vil under de rette forhold være gunstigt fra nu til starten af december. Blekinge Gäddfestival afholdes hvert år i første weekend af oktober, og stadig flere fiskere tilmelder sig dysten. Læs mere om festivalen via linket sidst i artiklen.

At finde gedderne

Peter med gedde
© scandicangler.com Per Hother

Her fra september og frem til nattefrosten for alvor sætter ind kan du finde gedderne i ganske nær ved land fra Blekinges varierede kyster og langt ind i Østersøen. Mange steder er det muligt at vade fra land, men næsten alle former for fartøjer vil øge din rækkevidde og dermed dine fiskemuligheder. Overalt findes små øer og skær udenfor kystfiskerens rækkevidde, og en båd, havkajak eller pontonbåd gør det muligt at affiske dem. Pas på når du sejler rundt indenfor skærene, mange steder står klipper og store sten op i vandet, og efterlader kun få centimeters frit vand over. Er I flere personer af sted, så sørg for at have en mand i stævnen. I det helt lave vand ved kysterne har fluefiskeren de bedste muligheder, men i båd eller over dybere vand har spinnefiskeren gode chancer. Personligt synes jeg mest om at opsøge gedderne på helt lavt, da det som sådan er denne mulighed der er unik i efterårsfiskeriet langs kysten – på dybere vand kan gedden jo opsøges større dele af året. De bedste geddespots er i reglen lave områder med mange sten og tangbuske, hvor gedden trygt kan ligge på lur. De største gedder finder du oftest på pladser der ikke ligger langt fra dybt vand. Gedderne patruljerer ofte i dybere render ind i lavvandede områder. Fisk alle steder hvor du mener en gedde kunne befinde sig, tæt forbi store sten, langs tangskove og ned i dybe huller. Fisk aktiv og bevægeligt, jo mere vand du dækker, jo større er chancen for at finde gedderne. Mærker du nogen form for uregelmæssig gang i din flue eller ser du en mystisk bevægelse i spidsen af din flueline, så kast samme sted igen. Især i klart vand er gedderne berygtede for at følge efter agnen uden rigtigt at hugge, og det gælder om at lade enhver tvivl komme fisken til gode. Finder du først en fisk, så fisk meget grundigt området omkring den af. Ganske ofte vil du finde flere gedder i samme område. Flere gange har håbløse dage pludselig skiftet til det rene bonanza fiskeri, fordi en hel flok gedder har jaget rundt indenfor et meget lille område. Sørg for at variere indtagningen af fluen, dog altid relativt hurtigt. Hvis en gedde følger efter din flue så sæt farten op, gedden vil helt sikkert aldrig opleve en byttefisk, der pludselig stopper op eller bare svømmer videre som om intet var hændt med dødens gab lige i hælene.

Sten i sol efter regn
© scandicangler.com Peter Lyngby

Vejret har ofte en afgørende rolle i efterårets fiskeri, og desværre er det ofte ganske uforudsigeligt. Følgende kan hjælpe dig som en rettesnor, men et hav af undtagelser vil mere end bekræfte reglen. Gedden er de fleste af sine byttefisk overlegen hvad angår syn og registrering af bevægelser. Derfor har gedden optimale jagevilkår, når vandet er en smule uklart og småfiskenes fødeemner hvirvles rundt i vandet. I det uklare vand er gedden hurtig på aftrækkeren, og oftest hugger den resolut og kontant på alt der kommer indenfor dens synsfelt. En let pålandsvind fisker derfor i reglen bedst, men skifter den til en hård og vedholdende vind vil områder, der ligger en smule i læ fiske bedre (under alle omstændigheder vil det være nemmere at fiske her). Overskyet og måske endda let tåge er normalt optimale forhold, men efter en længere uvejrsperiode kan det være netop solskin og mildt vejr, der får lykken til at vende. I den koldeste periode er kolde fralandsvinde nærmest dræbende for fiskeriet, og selv om de kan være fristende en nyde en solrig dag i november med vinden i ryggen, så vil det i langt de flestes tilfælde være lig et resultatløst fiskeri. Som regel er gedden lidt træg i den første lyse time, men til gengæld kan fiskeriet overraske i den anden ende af dagen, hvor fiskene jævnligt hugger langt ind i tusmørket. På denne del af året er dagene dog ikke længere end at de fleste foretrækker at fiske hele dagen.

Gear til gedder

PH poserer med gedde
© scandicangler.com Peter Lyngby

Til den inkarnerede spinnefisker vil jeg anbefale en kontant stang og et udvalg af geddewoblere. I det lave tangfyldte vand vil jeg anbefale kun at montere wobleren med en krog, da jeg har set adskillige fiskere tabe gejsten ved konstant at skulle pille skidt af agnen. Jeg vil dog først og fremmest anbefale alle med tilgang til en fluestang til at skifte spinnestangen ud med en sådan. Fluen manøvreres nemt gennem de fleste forhindringer, og i det lave vand har fluen ifølge mine erfaringer vist sig langt mest effektiv. Fluestangen bør være omkring 9 fod lang og være i mellem klasse 7-9. Relativt hurtige stænger med en progressiv aktion (stænger der arbejder med større eller mindre dele af klingen afhængig af belastningen) er at foretrække. De fleste stangfabrikanter laver i dag en eller flere saltvandsserier og det er ofte blandt disse de mest egnede stænger til geddefluefiskeri findes. Disse stænger har kraften til at banke en stor flue ud mod vinden, og de har rygraden til at presse en stor og tung gedde bort fra risikable rev. Fluehjulet kræves der ikke meget af, men sørg for at hjulet kan tåle saltvand. En god linekapacitet og en solid og stabil bremse er at foretrække, men det er ikke et must.

smelteknude
© scandicangler.com Peter Lyngby

Fluelinen skal være en flydende WF line med en kort til mellemlang klump. Der findes flere specifikke geddeflue- og bassbugtaper liner på markedet, og de er alle lavet til at kontrollere store fluer. Personligt hælder jeg til de mellemlange klumper, da disse generelt kan kaste længere. Det kræver dog at man meget nøje tilpasser sine fluer dertil. Begynderen vil uden tvivl have mest fornøjelse ud af en hel kort klump. Gedden hugger i øvrigt i de fleste tilfælde mindre end 15 meter fra dig. Læs i øvrigt omtalen af geddeflueliner her i magasinet – se linket til sidst i artiklen. Forfanget er en ganske ukompliceret, men meget vigtig del af din udrustning. Der kan købes flere typer af færdige forfang til geddefluefiskeri, men efter min mening er de en unødvendig, eller under alle omstændigheder eksklusiv investering, da et effektivt geddeflueforfang nemt selv konstrueres.

Loop knot
© scandicangler.com Peter Lyngby

Tag et stykke relativt stift stykke monofil i 0.45-0.55 mm. tykkelse, knapt to meter i længden, og lav en løkke i hver ende (såfremt din flueline har en løkke i spidsen). Hertil kobler du et stykke flettet wire på ca. 50 cm. via en løkke i den ene ende. Siden kan du enten smelte eller binde din flue på wiren (se billeder). Wiren bør have en brudstyrke på 12-20 pund og i øvrigt være så smidig så mulig. Af og til vil wiren være for krøllet til at kunne forsætte, eller gedderne har efterhånden fået has på den. Hav derfor altid et par ekstra wirespidser klar i lommen, så du hurtigt kan komme videre med dit fiskeri. Solbriller, en langskaftet krogløsertang og en krogskærper bør du ikke undvære på turen. Lidt om fluerne til de svenske gedder på næste side...

FC geddeflue
© scandicangler.com Peter Lyngby

Fluerne er som ved alle former for fluefiskeri et kapitel for sig, og det skal være helt op til den enkelte, hvor kompliceret den sag skal håndteres. Jeg hælder til den teori, at der skal ganske få midler til for at fange næsten alle typer af fisk på flue, men det er selvfølgelig en stor fordel at vide hvilke midler det er. I forhold til gedden kan vores fluer ikke blive for store. Det kan de imidlertid nemt i forhold til at kaste dem. På kysten hvor det ofte blæser foretrækker jeg derfor relativt aerodynamiske fluer, der samtidigt har det rette forhold mellem vægt og vindmodstand.

Paul GW geddeflue
© scandicangler.com Peter Lyngby

En lille kompakt flue vil være som at kaste et blink eller en spinner (fluen slår for hurtigt over og er ubehagelig at kaste med – den banker i stangen), hvorimod en enorm busket flue på en let krog giver en voldsom vindmodstand, der gør det svært at drive den frem uden en kraftig energitilførsel (kastet dør hurtigt). For at få et behageligt kast med en geddeflue er det derfor uhyre vigtigt at kigge på forholdet mellem krog, fluens dressing, dens facon og den line der skal drive den frem gennem luften. Langstrakte fluer på relativt store kroge er oftest løsningen, der giver fylde og bevægelse i vandet og samtidigt en profil, der kan kastes over en betragtelig afstand. Lette materialer der ikke suger for meget vand er rettesnoren, men ikke hele sandheden når ovenstående parametre for en velkastende flue skal opfyldes.

geddeflue sort
© scandicangler.com Peter Lyngby

Krogene kan være rustfrie, men det er ikke en nødvendighed. I reglen er fluerne eller krogspidsen slidt op før de ruster. Skulle en flue tabes eller mistes i bunden, så er det jo en meget rar tanke at krogen opløses hurtigt. Afdæmpede fluer fisker i reglen bedst i klart vejr og vand, mens skrappe fluer med masser af flash er bedst i uklart vand og mørkt vejr. Husk dog at gedden ikke er nogen kostforagter, og at det ofte kan være variationen, der udløser hugget. Farverne hvid, chartreuse, sort, sølv og guld er gennemgående vejen til succes. Flashfluer a la Morten Valeurs geddeflue er gode i mange forskellige varianter, men det er en god ide at have et par overfladefluer i æsken – eksempelvis en Morris Megadiver. Se link til et par fluer herunder.

Facebook Comments Box