Hotte fluer i en kold tid

Provokationsfluer

Det er vinter, det er koldt, og der er mangel på fødeemner i vandet. Derfor er der heller ingen god grund til at efterligne de klassiske fødedyr, som fiskene normalt lever af - de er helt enkelt ikke til stede i et omfang eller antal, der retfærdiggør brugen af imitationer.

Faktisk er det en langt bedre strategi i stedet at anvende provokationsfluer i krasse farver. Fluer, som intet ligner, men som kan ses på lang afstand i det kolde vintervand. Fluer, som lyser op på mørke og grå vinterdage.

Jeg binder den næsten udelukkende på rustfri str. 4 kroge, som giver den rette vægt og balance i vandet. Det er en vigtig detalje, som mange fluebindere overser. Fluens vægt og størrelse skal svare til hinanden - ellers får man ikke det optimale ud af denne flue.

I det helt tidlige og samtidig allersidste forår i dette årtusinde var jeg taget til Randers Fjord med min gode ven Henrik for at teste noget nyt Orvis fluegrej - en Trident TL med en af de nye Wonderlines.

Vejret var miserabelt - jammerlig koldt , blæsende og tilmed regnfuldt. Jeg sad længe i bilen og overvejede, om jeg overhovedet orkede at stå ud og komme til at fryse, allerede før jeg kom i de tykke neoprenwaders. Men Henrik var allerede i gang, så jeg måtte jo hellere komme i omdrejninger. Jeg kunne jo ikke så godt skrive om det nye grej, hvis ikke jeg i det mindste havde prøvekastet det...

Vinterdresset kom på, og fluegrejet blev rigget til. Da der kun var tale om en test, var linen blot forsynet med et par meter utaperet 0.20 mm nylon i spidsen - ikke noget reelt forfang. Jeg bandt et - godt gættet! - fluorødt Juletræ på linen, vadede ud til sejlrenden og strippede line af hjulet til det første kast.

Den nye Wonderline kastede fortræffeligt - trods temperaturer lige omkring frysepunktet. Vandet målte vi til 3 grader Celsius, hvilket heller ikke er meget.

Alligevel havde jeg næppe kastet mere end et kvarters tid, da det rykkede voldsomt i linen. Et rigtigt dræberhug af de sjældne. Umiddelbart efter gik en flot sølvblank havørred helt fri af vandet to gange, inden den stak med strømmen udefter mod Kattegat. Battenkill hjulet gav hals, mens den fabriksnye flueline susede ud gennem ringene.

Henrik ville ikke nette fisken, da hans net dels var for lille, brillerne duggede og sigtbarheden i vandet mildest talt var elendig. Det endte derfor med, at jeg efter en sej fight kunne gribe om en flot havørred på hele 67 cm. En virkelig testfisk!

Imitationsfluer

Nu skrev jeg i indledningen, at der her om vinteren ikke er brug for imitationsfluer, da der jo ikke er ret mange fødedyr at imitere.

Det er naturligvis korrekt og en kendsgerning i det kolde vand. Men når der så alligevel kan blive brug for imitationsfluer i en kold tid, så skyldes det noget ganske andet. Så skyldes det, at de fleste laksefisk netop har gydetid i de kolde vintermåneder.

Og er der noget, som kan få fisk af alle slags op på finnerne, så er det frisklagt rogn. Intet andet er så nærende og proteinrigt som netop rogn, og laksefiskene er bestemt ingen undtagelse fra denne regel. De elsker rogn - deres egen og andres!

Glo Bug

Dette er den klassiske rognflue, som nu har gået sin sejrsgang i flere år. Udtænkt til fiskeri efter såvel gydemodne steelheads som rognædende ørreder, rødinger og stallinger.

Det er nemlig en kendsgerning, at ikke kun rognædende fisk holder af rognfluer - det gør i høj grad også de fisk, der selv står umiddelbart foran deres egen gydning.

Krog - Mustad 9174 str. 4-6

Bindetråd - Fluorød eller orange nylon

Krop - Fluorødt, fluopink eller fluorange nylongarn

Hoved - Bindetråd

Den originale Glo Bug er lidt tricky at binde, da den dels anvender et usædvanligt kropsmateriale - dels kræver en usædvanlig bindeteknik.

Mindre kan dog gøre det. En meget enklere variant faldt jeg over under et senere besøg i Alaska - en "Iliamna Pinkie". Her består kroppen blot af nogle få tørn tyk flourød, orange eller pink chenille over en vægtbelastet krop. Krogen er dog den samme specielle ægkrog - Mustads kraftige 9174.

Personlig tror jeg ikke, at der er nogen forskel på de to fluers fangstevner overhovedet - blot er det langt lettere at binde en håndfuld "Pinkies" end et tilsvarende antal "Glo Bugs". Sidstnævnte holder dog lidt bedre - til lidt flere fisk.

Bright Roe

En helt anden type rognflue er "Bright Roe", som bindes på mere traditionel vis end den lille Glo Bug - men med vinge af det samme fluorescerende nylongarn. Bindingen er ellers lige ud ad landevejen.

Krog - Sort laksekrog, standard str. 2-6

Bindetråd - Fluorød eller orange nylon

Rib - Oval sølv- eller guldtinsel

Krop - Fluorød eller fluorange chenille

Vinge - Fluorødt, fluopink eller fluorange nylongarn

Hoved - Bindetråd

Men hvor Glo Bugs og Iliamna Pinkies efterligner enkelte rognkorn, skal Bright Roe repræsentere en hel klase rogn.

De to fluetyper fiskes da også aldeles forskelligt. Typisk fiskes de små Glo Bugs opstrøms på en flydende line og et langt forfang - dead drift som små nymfer, gerne med strike indikator på forfanget. Omvendt fiskes de større og i regelen vægtbelastede Bright Roe nedstrøms på en synkeline og et kort forfang.

Begge fluetyper stammer som sagt fra Alaska, men de fanger fortræffeligt i vinterkolde danske åer med regnbuer, steelheads og overvintrende grønlændere. Eneste krav er, at de fiskes dybt - umiddelbart over bunden.

De små Glo Bugs har en medfødt ulempe: De er så små - og fiskene i regelen så glubske - at sidstnævnte ofte kroges meget dybt. Så dybt, at de kan være svære at genudsætte uden at have taget skade. Det burde derfor være lovpligtigt, at man altid klemmer modhagen ned på disse små rognfluer.

Eggsucking Leech

Den sidste hotte flue af det halve dusin er ren fusion. Ja, faktisk resultatet af en ganske kreativ tænkning. Der er nemlig tale om en regulær krydsning mellem en lille rognflue og en stor Woolly Bugger.

Krog - 4x lang streamer str. 2-6

Bindetråd - Sort prewaxed

Hale - Sort eller lilla marabou

Krop - Sort eller lilla chenille

Kropshackle - Sort eller lilla saddelhackle

Hoved - Fluorød, fluopink eller fluorange chenille

Det var en lille Mickey Finn str. 8, som en isnende kold juledag for 25 år siden gav mig mine første kystflueørreder overhovedet.

Efter et halvt års ihærdigt, men resultatløst fiskeri - ganske vist med masser af torsk og en hel del hornfisk - lykkedes det endelig at komme i kontakt med kystens forjættende havørreder. Dem var der ikke nær så mange af for 25 år siden som i dag, og enhver landet fisk var derfor at betragte som en flidspræmie.

Da der så langt om længe gik hul på bylden, skete det i form af hele fire fine grønlændere over målet. Den bedst tænkelige julegave i de dage - det endelige bevis på, at det rent faktisk lod sig gøre at fange havørreder fra kysten på ægte fluegrej. En kolossal tilfredsstillelse for en nybagt fluefisker, der som billøs teenager var henvist til kysterne omkring Als.

Siden dette gennembrud har Mickey Finn fulgt mig i tykt og tyndt over den ganske verden. Overalt har den fanget fisk, og det gør den i dag lige så godt, som da den netop var kommet til verden. Farvesammensætningen i en Mickey Finn er nemlig så unik, at den er lige så god til at fange fisk som fiskere!

Selv om Mickey Finn er en uhyre enkel flue, kan den alligevel bindes på mange forskellige måder. Den oprindelige Mickey Finn bindes efter følgende recept:

Mickey Finn

Navnet hentyder til, at fluen skal repræsentere en igle, der har bidt sig fast i et enkelt rognkorn. Og da begge dele står højt på fiskenes ønskeseddel her i denne søde juletid, er fluen selvfølgelig den rene dynamit for enden af forfanget!

Den kan fiskes opstrøms eller nedstrøms - på en flydende eller synkende line. Den fanger godt i såvel vinterens dybfrosne Put & Take vande som premierekolde åer.

Tråd - Sort prewaxed

Rib - Oval sølvtinsel

Butt - Orangerød antrongarn

Krop - Flad sølvtinsel

Vinge -Gul over rød over gul bucktail

Hoved -Sort bindetråd

Imidlertid kan det være lidt tricky at binde den tredelte vinge i helt små krogstørrelser som 8-12, og det er da også aldeles unødvendigt af hensyn til fluens fangstevner.

Faktisk bliver den nærmere bedre af en smule forenkling, hvor man udelader det ene bundt gule hår i vingen, som således blot består af gul over rød bucktail - eller indfarvet egernhale i de mindste størrelser. Kroppen er den oprindelige slanke af flad sølvtinsel.

Større udgaver str. 4 - 1 kan omvendt bindes på en helt anden måde, nemlig som såkaldte "over & under" fluer. Her har fluen stadig en overvinge bestående af gul over rød bucktail, men nu er der i tilgift en undervinge bestående udelukkende af gul bucktail. Det er vigtigt, at undervingen bindes sparsomt, da det ellers kan gå ud over fluens balance og gang gennem vandet.

På de lidt større fluer skifter jeg altid den flade tinselkrop ud med en tykkere af sølvfarvet mylarrør, hvis proportioner passer bedre til større kroge. Mylarslangen bindes da ned ved krogbøjningen af rød bindetråd.
Skal fluerne bruges i saltvand, binder jeg dem altid og uden undtagelse på rustfri streamerkroge fra norske Mustad - på den lange model 34011.

Skykomish Sunrise

Jeg havde aldrig før hørt om denne flue, førend jeg så den en augustdag i en lille fiskeshop i Anchorage under mit første Alaska-besøg i 1976.

Men jeg faldt fluks for de flotte farver og den fluorescerende krop, der - som jeg først fandt ud af mange år senere - slet ikke indgår i det originale mønster:

Krog - Sort laksekrog, standard

Bindetråd - Hvid prewaxed

Hale - Gule og røde hanehacklefibre, mixet

Rib - Oval sølvtinsel

Krop - Rød chenille

Hackle - Gult og rødt hanehackle, mixet

Vinge - Hvid bucktail eller kalv

Hoved - Hvid bindetråd

Jeg købte en håndfuld af disse fluer, som jo meget passende er døbt "Solopgang ved Skykomish". Det er en berømt steelhead-flod i den amerikanske stat Washington, som har lagt navn til denne nu meget berømte steelhead-flue, der har adskillige fisk over 10 kg på samvittigheden.

Fluen bindes i regelen på en sortlakeret laksekrog, men kan naturligvis bindes på alle tænkelige kroge, når blot de har den rette størrelse. Mine første var bundet på en meget kraftig brunlakeret limerick krog med noget så sjældent som
"ball eye", og de krogede eminent godt.

Under dette mit første Alaska-besøg - ud af mange efterfølgende, for vildmarken går i blodet - brugte jeg næsten udelukkende denne flue til at fange laks, regnbuer og rødinger. Toppen af kransekagen var en aldeles vidunderlig regnbueørred, som tog fluen med brask og bram længst ude i kastet, hvorefter den næsten tømte mit Hardy Marquis hjul for line og bagline i det første lange udløb.

Men ikke nok med det. Den hoppede samtidig som en besat, mens den løb udefter i søen. Min svenske makker Edward talte springene - jeg havde selv fuldt op at gøre med blot at hænge på - og han nåede op på ikke færre end 21 spring helt fri af vandet!

De mange spring havde til gengæld tæret så meget på kræfterne, at det kun blev til yderligere et enkelt halvhjertet udløb, inden den smukke og sølvblanke fisk træt lagde sig på siden og lod sig strande - med den fluorøde Skykomish Sunrise siddende ganske løst i mundvigen...

Fisken vejede sine 9 lbs., hvilket omregnet svarer til 4,05 kg.

Efter denne og en lang række efterfølgende laks og ørreder var min tillid til denne flue så stor, som den overhovedet kunne være. Jeg tog den derfor med hjem til lille Danmark, hvor den siden viste sig at være et overmåde godt bud på vinterens og vårens tidlige grønlænderfiskeri i åen.

Rødt Juletræ

Her har vi kystfluen par excellence til de kuldskære vinterørreder. Der findes ingen anden flue, der blot tilnærmelsesvis har landet så mange havørreder for mig på grå og triste vinterdage.

Der er tale om en fluorød variant af det klassiske perlemorsfarvede Juletræ - en flue, der er helt suveræn på mørke og grå dage, hvor der er dominans af de UV stråler, som får netop denne udgave til at lyse op og lokke fisk til sig på lang afstand.

Krog - Mustad 34007

Bindetråd - Fluorød nylon

Underkrop - Fluorød chenille

Hale - Fluorød flashabou-rør, splittet op

Krop - Fluorød flashabou-rør, trukket over chenillen

Hackle - Fluorød flashabou-rør, splittet op og foldet tilbage

Hoved - Fluorød bindetråd