Share |

LOOP Opti Speedrunner

Stor, større, størst! Vi prøver nyt storspole fluehjul fra LOOP…

LOOP var for snart mange år siden blandt de producenter, som for alvor viste vejen med storspole fluehjul. Ideen med at øge spolediameteren for derved at få en hurtigere indspinning, mindre linehukommelse og et mere ensartet pres på bremsen ved lange udløb var så god, at der i dag kun er få fluehjul på markedet, som ikke mere eller mindre er storspole fluehjul.

LOOP tager igen teten med deres nye fluehjulsserie Opti, som indeholder fire fluehjul med en diameter større end det meste på markedet i de respektive lineklasser. Vores nysgerrighed faldt straks på Speedrunner modellen, idet den med sin diameter på godt tretten centimeter sætter ny rekord for et klasse otte hjul. Normalt findes sådan en diameter kun på de største offshore fluehjul. I følge LOOP er hjulet velegnet til hurtige fisk, så hvad var mere naturligt end at tage et eksemplar med til test på forårets bonefish tur.

Finish og design

Opti Speedrunner er et vovestykke i design og vandene vil uden tvivl være delte i spørgsmålet og det er kønt eller ej. Jeg synes allerede hjulet virkede attraktivt, da de første pressebilleder slap ud, og med hjulet i hånden er jeg ikke mindre imponeret, tværtimod. Hjulet virker gennemført ud i både design og finish.

Loop speedrunner
© scandicangler.com Per Sondrup Nielsen

Hver en del er nydeligt forarbejdet. Den meget mørke blå finish er ganske flot og matcher det blanke stål godt. Smag er behag men måske havde hjulet stået endnu flottere rent i blåt. Konstruktionen er trods hjulets størrelse og lave vægt med lukket gavl. Spolen er relativ nem at skifte, og indspinning kan vendes fra højre til venstre.

LOOP logo og størrelsesangivelsen er yderst diskret og klædeligt placeret. Hjulfoden har en god størrelse og på en række forskellige saltvandsstænger sad hjulet urokkeligt i hjulholderen. Kapaciteten holdt hvad den lovede, og med knap to hundrede meter kraftig bagline og en WF8F flueline monteret, var jeg klar til at lade hjulenes Speedrunner møde fiskenes Speedrunner.

Med spolens V-form havde baglinen i øvrigt lagt sig fint af sig selv. Hjulets bremse er LOOP’s egen Power Matrix system, som er af den lukkede bremsetype. Ved at skrue selve bremseknappen af kan man justere hjulets grundindstilling eller minimumsbremse om man vil. Det er ganske praktisk, da man således kan stille bremsen, så hjulet ikke kan lave overløb selv om bremsen er løsnet mest muligt.

Loop speedrunner
© scandicangler.com Loop Tackle Design

Bremsen blev sat behørigt på prøve med en række bonefish, og hjulet klarede opgaven med glans. Ethvert udløb tog bremsen blødt og fint, og når linen skulle retur på hjulet foregik det trygt og hurtigt. Særligt i situationer, hvor fisken pludselig svømmede ind mod mig, kunne den hurtige inspinning mærkes som en fordel. Knarren er ganske diskret. Håndtagets placering gav ikke anledning til nogen form for tilvænning, og jeg skænkede det ikke en tanke ude ved vandet, at det sad anderledes end normalt. H

julets egen størrelse var heller ikke et handicap. Jeg var nervøs for, om linen måske oftere blev fanget eller om hjulet på anden måde var i vejen. Det var ikke tilfældet. Ved en genudsætning af en fisk kom hjulet og stangen til at skvulpe frit rundt i det lave vand. Efterfølgende stod jeg med et klassisk problem – grus i maskineriet. Fluehjul med lukket gavl bryder sig ikke om sand imellem spole og gavl, og det gør Opti Speedrunner heller ikke. Et par omgange under vandet løste dog hurtigt problemet. Det tropiske liv er hårdt for fluefiskeudstyr, men Speedrunner fluehjulet slap gennem testen uden skrammer og synlige men. Overfladen var fri for ridser og der var ingen tegn på angreb af salt.

Resultat

LOOP’s nye Opti Speedrunner er et gennemført og veldesignet fluehjul. Størrelsen giver et stærkt visuelt indtryk, men ved praktisk fiskeri er størrelsesforskellen mindre udslagsgivende. Efter min mening et lækkert fluehjul med en effektiv bremse. Selv om hjulet leder tankerne hen på hurtige fisk i varmt vand, så vil hjulet uden tvivl være en fornøjelse ved meget andet fiskeri, eksempelvis let tohåndsfiskeri.

Fakta LOOP Opti Series Creek # 2-5 - dia. 85 mm. – kap. WF3F + 136 yds. 20 lbs. – 120 gr. DryFly # 4-6 – dia. 102 mm. – kap. WF5F + 191 yds. 20 lbs. – 135 gr. Speedrunner # 7-10 – dia. 131 mm. – kap. WF8F + 184 yds. 30 lbs. – 216 gr. Megaloop # 10-14 – dia. 131 mm. – kap. WF12F + 230 yds. 50 lbs. – 257 gr. Vejl. udsalgspris fra dkr. 3.450,-

Facebook Comments Box