Share |

Norsk havfiskeri for alle os andre

Norsk havfiskeri for alle os andre

Norges ry som lystfiskermekka er ubestrideligt. Selv ikke-fiskere kender landet og kan finde på at spørge: ”Tager du så til Norge og fisker laks?”. Laksen er et ædelt bytte, men helt ærligt - er det ikke lidt fimset?

Næh, mandfolk stikker til havs. Her fravrister de havet fisk af nærmest mytologiske dimensioner og antal. En af dem var danskeren Thomas Bøges verdensrekordflynder på 190 kg. fra forrige år – en fisk så enorm, at den burde have været skudt ved bådsiden, inden nogen vågede at hive den indenbords. Den blev fanget i det allernordligste Norge.

Ude på øen Røst hvor Lofoten ender, og verden fortaber sig i et frådende, mordlystent hav, stævner mænd med dødsforagt ud i små både. Milevidt fra land og med istapper i skægget kæmper de med storsej og tunge gydetorsk, der forårsager muskelskader og diskusprolaps hos fiskerne.

Norge havfiskeri 2005
© scandicangler.com
Jens Riis

I Saltstraumen tordner tidevand gennem et smalt sund med tyve knob og danner en altødelæggende malstrøm. Krill og sild slås fordærvede i vandmasserne, som trodsigt besejles af småbådsfiskere, der sætter liv og fartøj på spil i jagten på de rovfisk, der mæsker sig i det lette bytte. Og går liv og materiel ikke tabt, så gør forstanden, når søvn tilsidesættes for at fiske i tidevandets rytme under en evig midnatssol.

Nordmændene lader til at have erkendt, at sådanne forhold kræver drastiske midler, så en af Norges dygtigste havfiskere, Cato Bekkevold, har indgået en pagt med Den Onde selv og spiller trommer i dødsmetalbandet Enslaved, når han ikke er på havet.

Heldigvis for os andre dødelige har Norge 57.000 km. kystlinie at boltre sig på, og der er masser af fornemt havfiskeri at finde indenfor en lang dagsrejse fra Danmark. Her styrter fjeldet sig lodret ned i beskyttede fjorde, hvor dybt, spændende vand kan nås fra land og jolle uanset vejr og vind. Andre steder er havet grundere, og her bliver store, undersøiske klippeknolde tilholdssteder for flere trin af fødekæden, når byttefisk stiller sig i strømmen omkring knoldene – med stimer af rovfisk lurende lige i nærheden.

Norges historie som fiskerination har oversået alle havne og fiskerlejer med de såkaldte rorbuer – fiskerhuse. De har mistet deres betydning for erhvervsfiskeriet og er derfor ombygget til rummelige ferielejligheder. Med deres beliggenhed lige ud i havnebassinet er de en gave til havfiskere af alle beskaffenheder. Lystfiskere med egen båd kan lægge den til lige nedenfor - til os andre er der altid mulighed for at leje båd sammen med rorbuen.

Norge havfiskeri 2005
© scandicangler.com
Jens Riis

Claus, Henrik og jeg er aldrig helt er vokset fra det stadie, hvor fiskene skal være talrige i stedet for store eller svære. Så det var en billet til paradis, da vi blev tilbudt en uges ophold på et par fine fiskepladser i Fjord-Norge 100 km. syd for Trondhjem.

Hvor man i havet omkring Danmark og Sverige er 99% sikker på, at kræet, der rusker i pirken, er en torsk, kan man aldrig vide sig sikker i Norge. Torsk, sej og lubbe er de mest almindelig fangster, men kuller, brosme, lange og havkat blander sig ofte i spøgen. Selvfølgelig er der flest mindre fisk, men selv tæt på land er der en realistisk chance for at kroge noget, der virkelig kan give sved på panden.

Det er ligeså nemt, som det lyder. Norsk havfiskeri for alle os andre kræver hverken avanceret grej, skippereksamen eller stor tålmodighed. Der er mange og forskellige fisk, og de kan fanges på flue, agn og pirk fra land, jolle og kutter.

Alligevel er det ikke gjort med at gå ned på molen og kyle noget blankt ud i vandet og så forvente, at en helleflynder dukker op af det bare intet og byder sig til. Som alle andre steder opholder fiskene sig på bestemte pladser afhængig af årstid, vind og strøm, og der er metoder der virker bedre end andre.

Norge havfiskeri 2005
© scandicangler.com
Jens Riis

Steder
Den ene halvdel af vores eventyr blev tilbragt på Hustadvika Gjestegård, et gammelt fiskerleje alleryderst på et fladt stykke land nedenfor fjeldet, hvor købmandsgård og fiskerhuse er bygget om til hotel og hytter. Hustadvika Gjestegård har egen turbåd, som vi og en fiskeklub fra Berlin var med på.

Havet ved Hustadvika er lavt flere kilometer ud. Til gengæld er det overstrøet med undersøiske fjelde, der danner knolde, hvor havbunden falder brat fra tyve til tres meter, og det er omkring disse knolde der fiskes. Helt præcist fiskes der på strømsiden og toppen af knolden.

Når skipper lagde op foran sådan en knold, var der omgående hug i mellemvandet. Masser af sej kastede sig over ophængere og pirke, mens de som fiskede bundnært trak torsk, brosme og en enkelt lange op af dybet. Efterhånden som båden drev over knolden, ebbede fiskeriet ud, og da jeg sneg mig ind i styrehuset og kiggede med på ekkoloddet, forstod jeg hvorfor. Lige over forkanten af knolden svævede en massiv lyseblå boble på 10 meter i diameter. ”Hvad er det der?”, spurgte jeg. ”En stime sej”, svarede skipper lakonisk og rodede videre med sine cigaretter. Åbenbart ikke noget at falde på halen over i norsk farvand, men i forhold til den håndfuld pixels, som af og til viser sig på loddet i danske farvande, var det et sandt lysshow.

Norge havfiskeri 2005
© scandicangler.com
Jens Riis

I det hele taget er skrænter sikre steder at koncentrere sit fiskeri. Vi tilbragte turens anden halvdel i Alnes Rorbuferie på Godøya, der ligger lige ud til Breidsundet – et få kilometer bredt men 400 meter dybt sund. Her havde vi egen jolle men uden ekkolod. Altså måtte vi tegne vores eget billede ved en gang imellem at lade pirkene gå i bunden.

Vores primitive lodskud afslørede en stejl men flad, undersøisk bjergskråning, der holdt fisk med spredte mellemrum, men også at bunden pludselig kunne forsvinde under pirken for først at dukke op igen en snes meter længere nede. Og ved sådanne undersøiske klippevægge stod fiskene.

Der findes glimrende søkort over de norske farvande, og de kan købes på nettet. Knolde er blot vist som enlige dybdeangivelser, der skiller sig ud ved at være mindre end de omkringliggende dybdeangivelser. Med dybder op til en halv kilometer og et forrevet undersøisk landskab er der kun aftegnet få dybdekurver, og strukturer, der kun giver en snes meters dybdeforskel, forsvinder helt på søkortene. Søkortene giver et glimrende udgangspunkt, men der er et væld af lokale pladser at opdage på egen hånd.

Fladfiskeområderne ved Alnes fandt vi på endnu mere simpel vis. Jeg var trasket op ad Godøyas stejle fjeld med en fluestang for at fiske ørreder i Alnesvandet, der er en afsondret sø 250 meter over havet. Heroppe fra kunne jeg se havet skifte fra koboltblåt til smaragdgrønt lige ud for Alnes Fyr – et sikkert tegn på sandbund. Et par timers fiskeri med bundsnører agnet med sejkød senere på dagen bragte da også et knippe solide rødspætter og isinger med hjem til stegepanden.

Norge havfiskeri 2005
© scandicangler.com
Jens Riis

Der er torsk og lubber og somme tider sej at finde nær kysten i Vestnorge på alle årstider. Men nogle tider på året er alligevel bedre end andre.

I Sydnorge findes storsej tæt på land om vinteren og langt fra land om sommeren. I Nordnorge forholder det sig omvendt. I Fjordnorge sker der desuden et markant rykind af sej om sommeren, når sild og makreller trækker ind fra vinterpladserne dybt i Norskehavet. Så kan man opleve ’sejkok’, når sejen presser en stime fødefisk til overfladen og pløjer sig igennem den i ren blodrus.

Det ville vi rigtig gerne have oplevet. En sej har dobbelt så mange kræfter og kampvilje, som deres størrelse berettiger til, og man tror ikke sine egne øjne de første gange, en tre kilos sej lander på dækket. Så både Claus og jeg havde haft længselsfulde drømme hele foråret om at kaste en stor flue ud i sådan et inferno og forsøge at tæmme en solid sej på en fluestang. Desværre kunne vores norske værter skuffe os med, at vi skulle have ventet en måned eller to.

Den allermest klassiske fiskesæson er den sidste halvdel af vinteren, hvor torskene samler sig for at gyde. Gydetorskene – eller skrei som de hedder på norsk – er gennem århundreder fanget, tørret og solgt som lutefisk til de katolske lande i Sydeuropa og har bragt penge, varer og trafik til de norske kyster. Som i Danmark er der noget mere størrelse på gydetorskene end på de kysttorsk, der normalt fanges indenfor et par kilometer fra land, men vinterfiskeri på de kanter, er en kold fornøjelse.

Derfor er den bedste strategi måske bare at lade andre faktorer bestemme. I sommerens lyse nætter lægger vinden sig ofte, og der kan fiskes under behagelige forhold hele natten. Til gengæld er prisen på overnatning højere, og man deler pladsen med flere turister. Det er sjældent tilfældet udenfor sæsonen, hvor vejret så til gengæld være en udfordring. Vi var næsten alene i både Alnes og Hustadvika den sidste uge i maj, men vores udfoldelsesmuligheder blev begrænset af en vedholdende nordenvind, selvom vi fiskede indenskærs.

Norge havfiskeri 2005
© scandicangler.com
Jens Riis

Tidevand
I Fjordnorge er forskellen på høj- og lavvande over en meter. Ud for Alnes giver det en voldsom strøm, når fire store fjorde skal fyldes og tømmes gennem det smalle Breidsund.

Tommelfingerreglen siger, at der fiskes bedst på stigende vand, men Rune Westad, der bor i Alnes og selv er en ivrig havfisker, skænker ikke dette mange tanker. Han tog os med på havet i en kutter en tilfældig søndag, og der kom både torsk, sej, lubbe, brosme og kuller ombord uanset strømretningen. Selv fiskede vi fra jollen i faldende vand og fik masser af fisk alligevel.

Men måske manglede vi bare de der sej, der skulle være i halen på makrellerne og sildene, for at få forskellen mellem høj- og lavvande demonstreret. I hvert fald tilbragte vi også et par resultatløse eftermiddage med landfiskeri i Storseisundet nord for Hustadvika – en såkaldt straume hvor havvandet raser gennem med en elvs kraft ved vandskifte. Men hvem ved hvad der sker, når strømmen en sommeraften maser en sildestime ind i sundet, og sejen går til angreb?

Norge havfiskeri 2005
© scandicangler.com
Jens Riis

Grej
Ved indenskærs eller kystnært bådfiskeri i Vestnorge vil de fleste fisk ligge under ti kilo, så grejet behøver ikke være særlig tungt for fiskenes skyld. Pirkegrej i 12-20-pundsklassen med både multiplikator- og fastspolehjul er fint.

Da strømmen ofte var hård og drevet i båden kraftigt pga. vinden, blev vi alligevel nødt til at gå et nummer op til 30-pundsudrustning ved flere lejligheder. Der skulle 400 grams pirke til bare nogenlunde at holde bund på 50 meter vand, og det klarer en 30-pundsudrustning altså bedre. Af samme årsag fungerede fiskeriet bedst med en uelastisk, spunden line på 0.25-0.30 mm, der ikke ydede megen modstand i drevet, og som kunne holde kontakten til pirken. I denne hovedline blev der bundet en kraftig svirvel, hvorfra en meter 0.80 mm nylon fortsatte ned til pirken som slidline mod sammenstød med klipper og bådenes rælinger.

Inden afgang havde vi på det nærmeste tømt en grejbutik for pirke i samtlige regnbuens farver. Fiskene var nu ligeglade og huggede på det hele, hvis bare det kom i nærheden af dem, men der var en tendens til at blanke Jensen No. 4 havde et lille overtag. Vi havde også en spand med jigkroppe i størrelser fra 10-25 cm. Dem havde en kammerat haft rigtig meget succes med på Røst et par år forinden, men vi fik det aldrig til at fungere. De små jigs var ikke tunge nok til at holde bund i strømmen, og de store passede måske på Røsts mastodont-torsk, men ikke til de mere almindelige fisk, vi fiskede på.

Men husk nu lige at stor agn giver stor fisk. På kutterturen fra Hustadvika røg sej efter sej i stegepandestørrelse over rælingen. Dem havde jeg fanget nok af og ville i stedet have én stor fisk. Derfor skiftede jeg pirken ud med et 400 grams blylod og hægtede en stor enkeltkrog i svirvelen mellem slidlinen og hovedlinen. Den vred jeg gennem hovedet på en død kilos-sej og sænkede hele molevitten til bunden.

Norge havfiskeri 2005
© scandicangler.com
Jens Riis

Tyskeren ved siden af mig gloede skeptisk på arrangementet, men jeg vidste, at et rig med død agnfisk brugtes på Røst til at sortere de små rovfisk fra. Der gik ikke over fem minutter, så nykkede det svagt i stangtoppen. Jeg slog bagspærren fra, satte tommelfingeren på spolen og gav line i takt med, at kutteren drev, og fisken tyggede agnen i sig. Da vi havde drevet så meget, at min line truede med at filtre sig ind i sidemandens, turde jeg ikke vente længere og gav tilslag. Stangen bøjede sig sammen, og min skeptiske sidemand glemte helt sine pirketag i bare forbløffelse.

Men ak, agnfisken var for stor, og få meter under båden slap krogen sit tag og en nydelig torsk vinkede farvel med halen, inden den satte kursen ned og hjem igen. Heldigvis gentog hele optrinnet sig en halv time senere, og denne gang med mig som vinder og en femkilos torsk som taber. Det blev også mig, der på samme tackel tabte den obligatoriske store sej, som vi aldrig så. Den tog en død kilos sej midt i vandet – lige der hvor den blå boble svævede rundt på ekkoloddet.

Næste gang går jeg ned på molehovedet inden afgang og fanger mig en spandfuld småsej på et sildeforfang. Dem sætter jeg på et ordentligt tackel med trekroge, som jeg har bundet nogle stykker af hjemmefra, og så skal tyskere og sej for alvor have baghjul.

Fra land fungerer almindeligt, tungt kystgrej fortrinligt, men det skal kunne kaste 40-60 grams pirke uden besvær. Igen er det forholdene og ikke fiskenes størrelse, der sætter standarden. Når der kastes ud over 10-30 meter vand, skal der nemlig en tung pirk i enden for at komme ned til fiskene. Torsk og især lubbe, som er den mest almindelige fangst fra land, borer omgående ned mod tangbuske og klipperevner, og der skal en stang med rygrad til for at holde dem fri. På klipperne er det ikke svært at komme ned til vandkanten, men det er en fordel med lang stang, der kan række ud over tangbuske og bølgeslag. En gedde- eller karpestang på ti fod eller mere er perfekt.

Heller ikke fra land skal pirkene ’match-the-hatch’, og det meste virker. Vi havde fin succes med Jensen No. 1 og Ertners Sildeglimt i 40 grams-udgaverne. Husk blot at det næstvigtigste ved pirkene er, at de er kompakte - det allervigtigste er, at der er nok af dem. Klipper og norsk monstertang straffer nådesløst alle bundhug med mistede pirke, og norske butikker straffer supplerende indkøb med grejpriser både 3 og 4 gange over de danske.

Fladfiskene lod desværre til at have en udtalt forkærlighed for Claus og Henriks supertackler med perler og andet dillerdaller. Mine improviserede tackler med en krogløs pirk og 2 tafser værdigede de ikke et blik. Sejkød var let at få fat i og fungerede glimrende som agn, men det hang ikke ret godt fast på krogen. Et mere holdbart alternativ var indmaden fra de kegleformede muslinger, der sad suget fast på alle sten i brændingszonen.

Norge havfiskeri 2005
© scandicangler.com
Jens Riis

For resten…
Nordmændene vil gerne hjælpe med tips og ideer, men de er forbløffende afslappede i deres omgang med det fine havfiskeri. Når vi spurgte om gode pladser, blev der som regel bare peget i retning ud over havet. Da vi spurgte, om vi kunne finde sejkok i maj, virkede det ikke som om, sæsoner var noget man tænkte videre over. Den tidligere omtalte sejstime ud for Hustadvika ville enhver dansk turbådsskipper være sejlet op til og drevet ned over igen. Vores skipper fortsatte uanfægtet til en helt anden fiskeplads.

Vores gæt var, at fiskerigdommen er så stor, at man altid kan tage ud og fange de par fisk, familien kan spise. Hvorfor så gå op i om den ene plads holder flere fisk end den anden og hvornår? Meget betegnende lykkedes det mig også kun at finde én norsk bog om havfiskeri. Den hed ’Båtfiske’ var en oversættelse af Niels Vestergaards danske ’Småbådsfiskeri’. Norske lystfiskere ser simpelthen ingen grund til at målrette havfiskeriet, så du må regne med at skulle gå på opdagelse på egen hånd.

Norge havfiskeri 2005
© scandicangler.com
Jens Riis

Alnes Rorbuferie og Hustadvika Gjestegård er undtagelser. Alnes Rorbuferie drives af Inge Westad, og hans søn, Rune, havfisker på den målrettede facon. Den familie ved, hvad de snakker om, når de udpeger fiskepladser og dikterer fisketeknikker. De kan også arrangere en lokal fiskekutter som turbåd, hvis man er interesseret. Hustadvika Gjestegård er som nævnt gået skridtet videre og har deres egen turbåd med stedkendt skipper og faste afgange i turistsæsonen.

Husk en let fluestang eller en ultralet spinnestang, så du kan søge afveksling i noget ørredfiskeri i søerne, hvis du bliver træt af at slide med de stive pirkestænger. Det er en mageløs oplevelse at knytte en tørflue i størrelse 16 på et 0.15 mm forfang efter at have rykket i en 400 grams pirk med 8/0 trekrog i et par dage.

Ellers tag på Nordsjøakvariet i Ålesund. Det er det næststørste i Nordeuropa og giver et fascinerende indblik i den verden, der gemmer sig under overfladen langs Norges klippekyster. Om ikke andet kan du her klappe en havkat og se, hvor tyk en 50 kilos helleflynder er – hvis du da ikke fik muligheden, mens du selv var på havet…

Alnes Rorbuferie iwestad@online.no eller tlf. +47 70 18 51 96 / fax. +47 70 18 35 11

Facebook Comments Box