Share |

Reportage fra Los Roques 2004

Reportage fra Los Roques 2004

Igen i år måtte vi melde alt udsolgt på vores tur til Venezuela og nationalparken Los Roques. En del af vores læsere har spurgt forgæves efter plads, og vi kan kun give et godt råd til alle vore læsere: Meld dig hurtigt til – det er først til mølle. Inden længe starter vi tilmeldingen til foråret 2005, men først et resume af vores dugfriske oplevelser her i starten af marts.

Den 26. februar kunne alle melde klar til afgang. Fluerne var bundet, ekstra bagline var spolet på hjulene og specialstænger på stribe lå klar til kamp i deres transportrør. Forventningerne var høje hos alle, og to svenskere, en nordmand og fem danskere var mere end klar til at opleve suset fra deres første bonefish.

Problemfri rejse

Bertil med bonefish
© scandicangler.com
Peter Lyngby

Tidligt om morgenen 27. februar havde vi fået den tvivlsomme ære at komme med dagens første fly fra Kastrup. På af mødetidspunktet 05.30 var alle dog forbavsende oplagte, og selv lufthavnens personale virkede til at have haft en god nats søvn. Alt gik glat og vi var hurtigt i Amsterdam, hvor vi samlede sidste mand op i gaten ved flyet til Caracas.

I Caracas var alt som det skulle være. Varmen og de lange køer var som vanligt kørt i stilling, og da den lokale præsident var landet i lufthavnen en time før os, så var sikkerheden og bureaukratiet for alvor kørt i stilling. Med lidt tålmodighed gik alt som smurt, og vi blev snart mødt af en venlig lokal guide, der hurtigt klarede det nødvendige valutaskift samt transporten til vores hotel. På hotel Avila mødte vi til vores overraskelse en ret stor gruppe mænd – alle klædt ud som Dracula! Efter nogle af os hurtigt havde sendt Gary Larson et par tanker, fik receptionisten forklaret os, at der var arrangeret en stor lokal karnevalsfest på hotellet den aften. Et øjeblik diskuterede vi hvorvidt det var en god ide, at iføre os vores fiskeudrustninger allerede her inde i Caracas…

Næste morgen gjaldt det morgenflyet til Los Roques, og inden de fleste af deltagerne rigtigt havde fået øjne ovenpå løjerne på hotellet, så sad vi trygt i flyveren. På Gran Roque mødte Victoria fra lodgen os, og da vi hurtigt kunne konstatere, at alt bagage var nået frem, gik det med raske skridt mod Cacao Lodge.

I gang med fiskeriet

Baitfish og flue
© scandicangler.com
Peter Lyngby

Efter lidt forvirring om bookning af værelser, holdt vi en kort briefing om fiskeriet og de praktiske forhold på øerne. Vi var klar til at fiske, men intet fiskeri uden fiskekort. For at gøre fornøjelsen lidt større end normalt var proceduren med fiskekortene lavet om, og vi måtte en ekstra gang igennem byen, før vi alle kunne smide en flue i vandet på legal vis.

Forventningens glæde siges jo at være den største, men da en af turens deltagere en halv time senere kom løbende i vandkanten med hænderne over hovedet, mens han højlydt jublede og fortalte om turens første bonefish, der var jeg ikke helt sikker ud i det ordsprog længere.

Da vi allerede var nået lidt hen på eftermiddagen af den første dag, blev vi enige om, at vi blev på hovedøen Gran Roque. Ikke nogen dum ide i øvrigt, da fiskeriet i det relativt dybe vand er oplagt for et første møde med en bonefish. Enkelte bonefish kan spottes i vandkanten, men ellers er fiskeriet her primært blindfiskeri med små fiskeimitationer. Bonefishene cruiser frem og tilbage langs kysten, hvor de temmelig aggressivt angriber enhver lille fisk, der ikke holder marchfarten blandt de øvrige. Allerede denne første eftermiddag havde så godt som alle haft kontakt med bonefish, og halvdelen af deltagerne havde sågar landet, fotograferet og genudsat deres første eksemplar af arten.

Jes med bonefish
© scandicangler.com
Peter Lyngby

Den følgende morgen var alle med på at se nærmere på nogle af de øer i øgruppen, hvor fiskeri på egen hånd er tilladt. Der er rigeligt med plads at fiske på som turist, men det er værd at huske på øgruppens status som nationalpark, der bevirker at det kun er en brøkdel af de mange øer, hvor færdsel overhovedet er tilladt på egen hånd.

Vi delte gruppen op i to hold og begav os til henholdsvis Crasqui og Madrizqui. Begge øer er ikke uden grund velbesøgte af badegæster, da de begge har skønne hvide sandstrande. Disse badestrande er imidlertid ikke hvad de fleste sportsfiskere kommer efter, og de mange bare ben der stikker ud af parasollernes skygger, de virker kun som en let adspredelse på vej mod fiskevandet. Crasqui er attraktiv på grund af sin lavvandede lagune og sit spidse rev, hvorimod Madrizqui, der ud over at være den nærmeste ø fra Gran Roque, også udmærker sig ved at have det største flade område, der er tilgængeligt på egen hånd. Hele øens lange side med nordøst er et stort fladt koralrev.

karsten med
© scandicangler.com
Peter Lyngby

På Madrizqui oplevede vi hurtigt to fordele ved at være en gruppe. Dels kan man hurtigt afsøge et stor område, dels er chancen noget større for at nogen kan hjælpe når man, som en uheldig deltager oplevede, har glemt sit fluehjul hjemme på værelset.

Vi fik hurtigt fundet nogle mindre stimer bonefish, og det varede ikke længe før de første bonefish var en oplevelse rigere. Personligt havde jeg et meget nært møde en meget stor barracuda på revet på Madrizqui. Som en anden gammelgedde stod den og slikkede solskin på en halv meter vand. Barracudaen målte tydeligvis et godt stykke over meteren, og da jeg kun var armeret med en 7’er stang, nøjedes jeg med at trække på smilebåndet.

Dag to havde været vellykket for alle deltagere, der hver især havde nydt solen, sandet, vandet og ikke mindst den lækre medbragte frokost fra lodgen. Alle var nu godt i gang med at fiske bonefish, og jeg vil ikke trætte nogen med beskrivelser af samtlige hundrede bonefish, som vi landede hen over turen. Store som små spredte de glæde blandt deltagerne, ligesom de mange andre fiskearter vi stødte på undervejs gjorde det. Et bredt udvalg af mindre snappere, hornfisk, needlefish og bonito fik deres livs overraskelse. En af deltagerne oplevede endda suset fra en af de stærke fisk i tunfamilien, en fight der varede omkring en halv time på en klasse ni stang. En flot fisk på omkring tre kilo.

Ikke alle fisk på disse breddegrader har en blød og smilende mund som bonefish har, der findes en lang række fisk med en anderledes brutal dagsorden. Et par af turens ihærdige deltagere oplevede et par gange at kunne fodre ukendte fisk med fluer fra deres flueæsker. Så snart en ny flue var bundet på forfanget, så var der omgående hug – og omgående var der en flue mindre i samlingen. Et wireforfang havde ganske givet været løsningen.

Pelikan
© scandicangler.com
Peter Lyngby

Nogle dyr på krogen endte med slet ikke at være fisk. Et par dage var så mange baitfish presset ind under land, at interessen for dem var kraftigt øget fra alle fronter. Pelikanerne gik amok og bombarderede fiskene fra oven, og ude fra havet trak en del tarpon ind tæt på land. En af deltagerne havde den (korte) oplevelse at kroge en tarpon, men vadende og fiskende med en 8’er stang var den gode mand ikke efterladt mange chancer. Dog er man jo altid sikker på at det er en tarpon hvis det er det – fisken går i reglen øjeblikkeligt ud af vandet. i tredje spring brast forfanget i dette tilfælde. Pelikanerne var desværre så nærgående at enkelte fugle blev kroget i bagkastene. Ikke noget større dramatik, og trods højlydte argumenter for det modsatte kom ingen af fuglene til skade. Krogene gled nemt ud af fjerene.

Bertil med bonefish
© scandicangler.com
Peter Lyngby

Dagene gik med raske fjed, og vi havde snart besøgt størstedelen af de tilgængelige øer. Transporten foregik via de små vandtaxaer, der hurtigt transporterer turister, badegæster og fiskere fra Gran Roque til de øvrige som Francisqui, Madrizqui, Crasqui og Noronquises.

En koldfront ramte desværre øgruppen midt på ugen, hvilket vanskeliggjorde fiskeriet noget. Kraftigt blæsevejr og jævnlige regnskyl gjorde vandet uklar mange steder. Sejlture til de fjernere liggende øer måtte aflyses. En dag var al trafik nærmest aflyst, men vi fik os trods alt lusket den korte tur op til Francisqui.

Jens med bonefish
© scandicangler.com
Peter Lyngby

Vi ville have taget et par dage med nogle af de professionelle guides derovre, men ingen af os havde lyst til at betale de mange penge for at stå på et åbent flat i hylende vind. Da vi i løbet ugen på skift døjede med en lille maveinfluenza, var det også så som så med modet til at stævne ud i de frådende bølger.

Egentlig gik den kraftige vind ikke ud over resultaterne som sådan, men vores rækkevidde blev hæmmet, og mange steder var det nødvendigt at søge læ for at kunne bedrive fluefiskeri. Det uklare vand tog en del af morskaben af fiskeriet, og de allestedsnærværende, og nu flere steder usynlige koraller, tog godt for sig af forfang og flueliner.

På trods af de uheldige omstændigheder var alle dog i højt humør, og hvad der ikke kunne fiskes væk, det kunne klares ved middagsbordet eller på strandbaren om aftenen. At vi igen i år havde en læge med holdet gjorde bestemt heller ingen skade ud i at holde de værste dårligdomme nede.

Flueliner er et vidt begreb

Fingre med lineskader
© scandicangler.com
Peter Lyngby

Alle deltagere havde købt godt ind af specielle tropiske flueliner, og vi kunne således se, hvordan et bredt spektrum af markedets liner opførte sig live. Det blev en interessant men blandet fornøjelse. Meget indikerer at det er en vanskelig opgave, at lave gode liner til dette hårde fiskeri, og vi oplevede alt fra luksusliner, der sugede vand og virkede træge sidst på dagen, til en mandagsmodel af en line, der krøllede og knækkede ved mindste belastning, selv om en anden line af samme mærke dog fiskede problemfrit. Nogle liner skar i fingrene efter få timers fiskeri, andre fungerede upåklageligt i dagevis. Det var umuligt at finde nogen sammenhæng mellem pris og kvalitet på linerne, hvilket er betænkeligt når prisforskellen var helt op til fire hundrede kroner.

Turens afslutning

bonefish svømmer
© scandicangler.com
Peter Lyngby

Intet varer evigt, hverken flueliner eller fiskeferier, og dette års tur til Los Roques gik pludselig mod sin afslutning. Selv om alle nok kan være fristede til et par dages ekstra fiskeri, når afslutningen er nær, så var det alligevel en tilfreds og mæt gruppe fiskere, der sad ved middagsbordet og hyggede sig med languster den sidste aften. Alle solbrændte - nogle solskoldede, men alle i godt humør og på ny fyldt med oplevelser og frisk energi. Så var der jo også lige mulighed for at fiske et par timer næste formiddag inden afrejse. Som fluefisker skal man altid lige have et sidste kast, og en del os fik da også baglinen at se en sidste gang denne morgen.

Rejsen hjem forløb som den skulle, og selv om de mange lange køer i Caracas lufthavn gjorde deres til at bringe det gode humør i fare, så lykkedes det ikke. Efter en lang nat i flyet stod vi alle i Kastrup lufthavn med alt bagage i behold. Tilbage var der kun at vakse saltet og støvet af.

Tak til Jens, Jes, Karsten, Bertil, Susanne, Emun, Odd, Michael og Strobel Travel for en god tur.

Facebook Comments Box