Share |

Sian Ka’an - revisited

Sian Ka’an - revisited

Følg med på to års ture til Mexico efter bonefish og permit...

- Hvem starter? - Jeg syntes du skal starte, så jeg kan se hvordan det foregår... To minutter senere glider båden ind på stranden, hvorfra der skal vadefiskes. Vi skal på jagt efter permit. En lille time senere, søger vi igen ind mod stranden, hen til vore venner. Jeg behøver ikke spørge, men gør det alligevel. - Nåhh, hvordan gik det? - Jeg har fået to og mistet tre! - Hvordan det? - Forfanget knækkede, fordi jeg holdt dem for hårdt.

mex
© scandicangler.com Kim Rasmussen

Det er utroligt, at de små p..fisk kan være så stærke. Det brede smil fortæller alt. Vi er kommet til fluefiskerens paradis. Et par måneder før havde en orkan oversvømmet landtangen, som vi skulle køre på, og vejen var knapt repareret færdig. Bilen sad fast i en halv times tid. Ovenpå flyets forsinkelser var det ved at være tredive timer siden vi forlod vores senge i Danmark, men nu var vi igen klar til at indtage sengene i Punta Allen. Klokken var fire om morgenen, og vi skulle op igen om to en halv time. Vores guider ville stå klar klokken halv otte. Alle var alligevel så godt som friske, og der var en pakken ud til den store guldmedalje. Tyve stænger blev rigget til; en til bonefish, en til permit, en til tarpon eller snook og en til barracuda. Morgenen var lun med mulighed for masser af sol. En herlig dag at starte fiskeferien på.

En god start

Hjemmefra havde jeg bestilt tre af byens bedste guider samt deres hjælpere, og vi skulle starte fiskeriet med bonefish. Vi lagde hæderligt ud med i alt godt tyve bonefish for os seks mand. Eftermiddagen havde været helt perfekt. Vinden havde lagt sig, og vi havde havblik hen under aftenen. Havblik gør det ikke nemmere at spotte fisk, men hvor er det flot. Humøret er højt, alle har fanget bonefish og haft en fantastisk dag, som fik os til at glemme strabadserne fra dagen før. Det kunne kun gå den rigtige vej med

mex
© scandicangler.com Kim Rasmussen

otte dages verdensklasse fiskeri forude. At skille de forskellige dage ud af sammenhængen er ikke let. Der var dage hvor fiskeriet blev svært med ingen sol og meget vind. Vinden er ikke det største problem, med mindre vi taler om stiv kuling. Solen, eller mangel på samme, gør det rigtigt svært, fordi man ikke ser fisken før den har set en selv. Fiskes der permit, har man den fordel, at den oftest laver trykbølger i vandet, som kan ses på overfladen. Men er vanddybden stor, så ses kun de allerstørste.

De svære permit

Permit var mit mål denne gang, så efter et par dage med masser af bonefish måtte der godt ske noget andet. Vi havde fået nogle pæne snook, men permit havde vi ikke set meget til i vores båd. Vi besluttede nu at satse primært på permit. Den som ikke fiskede, holdt sig klar med stænger rigget op til enten

mex
© scandicangler.com Kim Rasmussen

bonefish, barracuda eller snook. Desværre var det de stænger, som kom mest i brug. Vi så meget få permit. Guiden fortalte, at orkanen havde fået dem til at trække ud af Ascension Bay, og derfor var der ikke lige så mange som året før. Utroligt nok var grunden til at vi så mange året forinden den samme.

Der havde været en orkan tre måneder tidligere. Vi havde flere vejromskift i løbet af de ti dage. Vinden havde været i nord nogle dage, hvilket gjorde morgnerne noget kølige med temperaturer under tyve grader. Den næstsidste dag havde vinden lagt sig fuldstændig og jeg kunne mærke at denne dag var dagen. Man må jo tro på sig selv. To både sejlede vi ind på en kæmpe stor lavvandet flat, hvor vandet lå blankt i morgensolen. Så langt øget rakte kunne vi se striber i overfladen. Der var permit overalt, og på den

mex
© scandicangler.com Kim Rasmussen

kilometer lange flat kunne vi følge fiskene og deres færden. Det er min tur til at starte denne morgen, og mit første kast går til en af trykbølgerne, som viser sig at være en flok mindre permit i to kilos klassen. Solen står for lavt til at man kan skelne fiskene fra hinanden, men når bølgen stopper, og flere haler kommer op i overfladen, så er man ikke i tvivl om, at det drejer sig om flere individer. Vi hopper ud af båden. Det er bedre at forfølge dem til fods, da de ikke bliver så let skræmte som af den larm, som båden laver på det lave vand. Jeg får to forgæves forsøg inden krabbefluen bliver taget af en permit. Det var ikke nogen stor permit, og lige så snart fisken var kroget, blev makkeren beordret ud af båden, da flokken stadig var der. Nu stod vi begge med hver vores fluestang og permit i den anden ende. Ikke hverdagskost og guiderne så glade ud. Min udtrættede permit blev holdt i haleroden under vandet, indtil den anden permit også var klar til en gang fotografering. Guiden skulle blot skyde løs, der var masser af megabytes på kortet.

Når man fratrækker alle billeder med halve personer fra, så fik vi et hæderligt billede med hjem. Guider er bedst til at guide, så lad din fiskemakker om at tage billederne. Vi fik flere forsøg, og endnu en lille permit i favnen. Personligt må jeg erkende, at enten er min krabbeflue for stor, eller også er mit tilslag for dårligt. Jeg

mex
© scandicangler.com Kim Rasmussen

oplever to forbiere lige efter hinanden. De flokke vi møder om formiddagen svømmer hurtigere, og fiskene viser sig mindre i overfladen. Det begynder at ebbe ud. Permit opholder sig sjældent lang tid på samme spot. De afsøger store områder i deres søgen på krabber og mantis-rejer. Det er det, som gør permitfiskeriet så svært. Først at finde dem, dernæst at forfølge dem, og til sidst at få lagt et kast ud hvor de accepterer fluen. Er man heldig får man to forsøg, men oftest får man kun et forsøg før den igen er uden for rækkevidde.

Bredere end båden

I bunden af flatten dukker mangroven frem med dens små lavvandede laguner. Det er tid til at skifte stangen ud med en til snook. Vi når knapt nok ind mellem de lave mangrovebuske, før

mex
© scandicangler.com Kim Rasmussen

en stor stime snook viser sig på det helt lave vand. Desværre er det kun mig, som når at posere med en fin snook i spisestørrelse. Under fighten laver den simpelt hen for meget ballade til at flokken bliver i området. Det hjælper heller ikke, at vi hører en kæmpebarracuda jage tyve meter fra båden. Det første jeg tænker er, at nu går den efter min snook, men desværre ser vi ikke mere til den. De spor vi så på bunden, da vi sejlede ud fra lagunen var til gengæld ikke til at tage fejl af.

En rigtig stor krokodille havde krydset, og var på vej over på den anden side af bugten. Den ville jeg godt have set - sporet var bredere en båden! Med kun en enkelt fiskedag tilbage, kunne vi håbe på perfekte vejrforhold, men det holdt desværre ikke stik. Vinden var igen vendt i nord, og vi fik masser af blæst og skyer. Vi forsøgte os på samme flat, som

mex
© scandicangler.com Kim Rasmussen

den foregående dag, men vinden og manglen på sol gjorde det umuligt at få noget konstruktivt ud af det. Kun to gange så vi permit i overfladen, og begge gange forsvandt de idet båden kom tæt nok på til et kast. Skulle vi have fået chancen, så tror jeg, at vinden havde sørget for, at vi ramte forbi målet. Det var svært, meget svært.

Sidste udkald

Vore guider besluttede at flytte plads, og finde noget læ for vinden. En særdeles god ide. Den vestlige del af Ascension Bay lå delvis i læ for vinden, og vi blev belønnet med nogen sol. Her kunne der fiskes bonefish. Vi gik hver med vores guide på en kilometer lang strækning. Jeg fik en enkelt god bonefish og missede tre. Desværre havde vi ikke kameraet med. Det var blevet til bonefish i fire og fem punds klassen. Ved næste stop længere henne ad kysten kom kameraet atter med. Et par i gruppen havde fået bonefish på både seks og på syv pund.

Sikke store bonefish - vi havde ikke set skyggen af noget der lignede fem pund. Guiden var glad, men kameraet viste ikke helt så store fisk. Man skal ikke altid tro på, hvad guiden fortæller. Et mexicansk pund i Ascension Bay svarer nogenlunde til tre hundrede danske gram, hvilket kan glæde en hver ivrig lystfisker, men hvad siger man når billederne senere vises frem? Det er blevet tradition, at vi holder afskedsfest for guiderne sidste aften. Her bliver der sagt pænt farvel

mex
© scandicangler.com Kim Rasmussen

og tak, og der bliver delt drikkepenge ud. Skulle nogen få lyst til tropisk fiskeri efter de store – bonefish, permit og tarpon, så er Ascension Bay oplagt stedet. Her er mulighed for alle tre arter samt naturligvis snook og barracuda. Gennemsnitsvægten på bonefish er ikke helt så stor, som på Bahamas og visse dele af Los Roques i Venezuela. Til gengæld er der masser af dem. Ascension Bay regnes for en af de sikreste steder at tage hen, hvis man vil forsøge sig med permit. Tarpon er der ikke mange af i vintermånederne, men til gengæld er der snook. Barracudaen er altid at finde på flatten, hvor den leder efter syge fisk.

Året efter

Den følgende januar var vi på plads igen. Vejrudsigterne var dog langt fra ideelle. Vejret kan være omskifteligt i januar og nordenvind kan gøre det

mex
© scandicangler.com Kim Rasmussen

ustabilt med blæst og regn, noget man selvfølgelig frygter som fluefisker. Det gør det svært at kaste og ikke mindst umuligt at se fisk, når solen ikke skinner fra en skyfri himmel. Vi ankom ellers for en gang skyld hurtigere til vores lejede bungalow beliggende kun tredive meter fra vandet. Ren luksus. Efter en nat med stjerneklar himmel vågnede vi op til en noget overskyet morgen med en smule vind. Når forholdene er perfekte, vil vinden være ikke eksisterende om morgenen og et tyndt skydække vil i løbet af nogle få timer være brændt væk af solen. Min guide viste sig at være i hopla. Han regnes for en af de bedste guider når det gælder fiskeri efter permit. Han kender alle deres ”gemmesteder” og så er han tålmodigheden selv. Vores sejltur op i lagunen var ganske kort før den første permit viste sig i overfladen. Den havde hørt

mex
© scandicangler.com Kim Rasmussen

motoren, men den var ikke mere skræmt end at vi stadig havde kontakt til den efter at motoren er slukket. Mine første kast var langt fra perfekte. De var alt for upræcise. Permitten stod med finnerne helt oppe i overfladen, på godt og vel en meter vand. Der var mange fisk i området. To til tre fisk stod helt oppe i overfladen og så ned mod bunden for at få et bedre overblik over eventuelle krabber ved bunden. Disse fisk så ud til at koncentrere sig om bytte og var ikke skræmte.

Mantis Shrimp

Når der fiskes efter permit er det normalt, at man har bundet en krabbeimitation på forfanget, men i artikler havde jeg har læst om succes med fluen Mantis Shrimp, så valget er faldet på en af disse rejeimitationer. Det gode ved at fiske med mantisimitationer er at fluen er væsentlig nemmere at kaste med, da den ikke er belastet og den tages

mex
© scandicangler.com Kim Rasmussen

hjem, som fiskes der efter bonefish. Fluen skal ikke ned på bunden og ligge stille, men kan fiskes så snart den har ramt vandet. Skulle permitten have interesse i fluen, ses det med det samme. Fluen skal dog placeres tættere på fisken, hvilket kan være svært uden at nedslaget skræmmer den. Første gang jeg fik lagt et rigtigt godt kast ud til fem permit som kom svømmende mod båden var der gevinst. Min flue bliver taget, og ikke af en snapper eller lille jack, som det så oftest er sket.

Disse små snyltere har det med at følge flokke af permit i håb om et let måltid. De er som regel hurtigere ved fluen og når at snuppe den før permitten. Permitten ved at intet byttedyr har mulighed for at stikke af, når først den har opdaget byttet. Derfor har den sjældent travlt. Det var ikke nogen kæmpe permit jeg havde kroget,

mex
© scandicangler.com Kim Rasmussen

men jeg havde glemt hvor mange kræfter disse fisk har, og jeg blev ganske overrasket over de mange meter bagline som forlod hjulet. Vi havde ikke fisket mere end en time og første permit var landet. Jeg begyndte allerede at fantasere om hvor mange flere det ikke kunne blive til de følgende ni dage. Nu var det min fiskemakkers tur til at forsøge sige på permit, men skæbnen ville at skydækket og vinden tog til kort tid efter vores bytte. Vi måtte erkende at forholdene ikke længere var brugbare. Vi gik i land for at vadefiske efter bonefish.

Når vejret driller

Det vejr som mødte os på andendagen var ikke alt for godt. Det blæste femten sekundmeter eller mere og det småregnede. Vi havde regnet med en hviledag i turen netop i tilfælde af dårligt vejr, men at vi skulle benytte den allerede efter kun en dags fiskeri varslede ikke godt. Meget af snakken faldt på netop

mex
© scandicangler.com Kim Rasmussen

vejret og de muligheder vi ville få. Tredjedagen var vejret stort set det samme, men vi havde betalt for fiskeriet, så prøves det skulle det. Vi fangede meget lidt. Forholdene med blæst og ingen sol gjorde det umuligt, og fiskeri efter permit kunne vi godt glemme alt om. Fjerdedagen var grusom. Regnen væltede ned og det blæste tæt på tyve sekundmeter. Alle både i området forsøgte at finde læ, hvilket indebar at turen gik op til Boca Paila cirka fyrre kilometer gennem mangrove og kanaler.

Uanset hvor vi sejlede hen var vandet uklart, og uden solen var der overhovedet ingen chance for at se noget som helst. Som jeg husker det, blev der ikke fanget nogen fisk overhovedet, en megen atypisk situation i troperne. Internetopkoblingen til weather.com var rødglødende. Hvad var chancerne for at det ville fortsætte sådan her? Vi blev lovet lidt bedre vejr længere fremme, men de næste par dage ville vejret fortsætte med at

mex
© scandicangler.com Kim Rasmussen

være ustabilt. Vi skiftede makkere og måtte fiske efter bonefish.

Permit-finale

De sidste tre dage kom der lidt opklaring. Første formiddag gik med at spejde uden skyggen af permit. På eftermiddagen lagde vinden sig så meget at vi kunne sejle ud på en kæmpe flat som ligger helt ud til et stort koral rev. Her var der bedre held. Min makker havde fiskeretten, da flere store permit omsider viste sig. Trods hæderlige kast var ingen af dem særligt interesserede i hans krabbeflue. Mens han skiftede til anden flue fik jeg muligheden for at stille mig op i stævnen. Som jeg husker det, gik der mindre en et minut før en stor permit svømmede lige mod båden. Mit kast lå heldigt, cirka halvtreds centimeter foran fisken og en lille smule på siden af den. Så snart fluen var landet så jeg hvordan permitten strøg hen og inhalerede den uden nogen som helst betænkeligheder. Den var rigtig stor og de ukvemsord som kom bag i båden tåler ikke at blive gengivet. Jeg måtte blot konstatere at min mantisflue endnu en gang havde gjort udfaldet. De første tyve minutter gik med blot at kontrollere fisken. Den havde det meste af tiden over hundrede meter bagline hængende efter sig. Godt og vel ti minutter senere var fisken under kontrol og vi var kommet tæt på en sandbanke, hvor jeg kunne hoppe ud af båden. Permit er svære at lande fra en båd. Med fast sand under fødderne føles det mere sikkert i de kritiske

mex
© scandicangler.com Kim Rasmussen

minutter. Fisken var ved at være træt. Den vendte siden til og jeg kunne kæntre den så den slog en koldbøtte. Den blev holdt ganske hårdt, og min guide var klar til at lande fisken for mig. I det han gik hen for at tage fat i forfanget mærkede jeg de sidste kræfter i permitten. Den ville meget gerne væk og ud på noget dybere vand, men jeg ville noget andet og blokerede derfor hjulet. Det gav et lille smæld i stangen da fluen kom farende retur. Hvad var der sket? Krogen var knækket – den må have siddet urokkelig fast, siden at presset har kunnet knække den. Jeg var ikke skuffet, og jeg følte, at vi teknisk set havde fanget fisken. Fighten havde jeg fået, og jeg manglede blot det lille billede med den i favnen.

Guiden skød den til femogtyve pund. Min største permit til dato var på 7,5 kilo og denne var større. Med blot to fiskedage tilbage var tiden knap hvis det skulle lykkedes for min makker at fange sin første permit, men mulighederne var absolut tilstede. Af en eller anden årsag var der aldrig permit i vandet når det var min tur til at stå i stævnen. Så snart makkeren kom op i front var de overalt, men der må have hvilet en forbandelse over de fluer og de kast han præsenterede, for lige meget hjalp det. De ænsede ikke bare en enkelt gang fluen. Det var meget frustrerende at se på. Kun lige ved at lykkedes en enkelt gang. En flok store permit kom direkte mod båden, kastet lå perfekt og fluen bliver taget. Men ikke af en permit. En lille snapper kom dem i forkøbet. En typisk situation, men måske er det også derfor at fiskeri efter permit er så fascinerende...

Facebook Comments Box