Share |

Slutspurt ved åen

Slutspurt ved åen

Slutspurt ved åen

Laks og havørred, som er på gydebesøg i vandløbet, tager ikke føde til sig som åens faste beboere, ørred og stalling. Her sidst på sæsonen har de kun sex på hjernen!
At de alligevel kan fanges, er ikke så lidt af et paradoks. Man kan kun gisne om de egentlige årsager. Som lystfisker må man dog glæde sig over, at de kan fanges ­ endda på mange forskellige måder.
Fælles for alle de havvandrende laksefisk er, at de udnytter havets rigdom på føde til at vokse sig større, end de ville kunne i vandløbet. Vandløbet bruges derfor blot som gydeplads og opvækstvand for ungfiskene.

Hugrefleksen

Ude i havet ­ det være sig tæt inde under land eller langt til havs ­ tænker fiskene kun på at æde sig store, inden de bliver kønsmodne. Herude er hugrefleksen derfor helt dominerende. Fiskene æder alt det, de overhovedet kan, for at få sul på kroppen inden den ofte anstrengende gydevandring.

Når fiskene ser noget spiseligt, udløses deres hugrefleks automatisk. Man kan sige, at de er forprogrammerede ædemaskiner i havet. Jo mere sultne de er, desto lettere udløses hugrefleksen.

På et eller andet tidspunkt bliver fiskene imidlertid kønsmodne. Fødevandløbet kalder, og sulten falder. Gradvis indstiller de jagten på småfisk og krebsdyr og påbegynder den ofte lange vandring tilbage til å eller elv. Typisk søger de ind under land bestemte steder, hvorfra de så vandrer det sidste stykke inde under land.

De nystegne fisk har endnu hugrefleksen fra havet i behold ­ i hvert fald mere eller mindre. Jo kortere tid og afstand de har tilbragt fra ædepladserne, desto stærkere er hugrefleksen. Har de omvendt været længe undervejs, er hugrefleksen reduceret tilsvarende. Nystegne fisk vil dog altid have noget af hugrefleksen i behold ­ til stor glæde for de lystfiskere, der venter på dem oppe i åen!

Røde rejer

For os danskere er en reje en reje - i hvert fald hvad navnet angår. Englænderne derimodskelner kraftigt mellem store "prawns" og små "shrimps".

Til danske vandløb er 10 cm lange dybhavsrejer bestemt ikke at foretrække.

Her vil laksene langt hellere have en 5 cm's model at tygge på. Til brug på ganske lavt og grødefyldt vand kan endnu mindre rejer fisket på en enkeltkrog være alt andet overlegent!

Der er meget stærke meninger om brugen af rejer til laksefiskeri - så stærke, at rejer mange steder er en forbudt agn. Argumentet er ikke, at rejer er alt for effektive og dermed skadelige for bestanden. Nej, argumentet er, at laksene i en pool ofte skræmmes til døde - eller næsten da - når en rød reje er drevet gennem pool'en bare en enkelt gang! Og at vandet derfor ikke kan fiskes med held af kommende fluefiskere...

Faktum er imidlertid også, at laksene meget ofte tager de præparerede rejer i meget resolutte hug, der ikke tyder på nogen angst. Men som nærmere minder om en form for aggression. - Måske er det huginstinktet fra havet, der kommer op i laksene igen, når man vifter dem om snuden med en lækker reje - genkendelsens glæde, om man så må sige?

Aggressionen

I havet var der god plads, og såvel laks som havørred har ofte jaget i hinandens selskab. Og når kønsmodningen satte ind, har de ofte parvis eller i mindre flokke søgt tilbage mod ferskvandet.

I vandløbet er forholdene imidlertid ganske anderledes. De i havet så sociale fisk ændrer nu karakter og bliver til territoriehævdende enspændere. I vandløbet er der nemlig kun et begrænset antal standpladser, og dem kæmpes der nu indædt om.

Store fisk holder deres attraktive pladser fri for mindre artsfæller, der sidst på sæsonen ofte må løbe spidsrod mellem de optagne standpladser. Ofte bliver der vildt røre, dersom en ny fisk trænger sig ind på en gammels vel hævdede revir.

Det tager dog de nystegne blankfisk nogen tid at skifte ham. I starten kan de stadig være socialt anlagte og tåler derfor hinandens selskab. Det ses ofte i vandløbets nedre del, hvor friske blankfisk færdes i mindre flokke, som endnu ikke er knyttet til faste pladser. Efterhånden begynder fiskene dog at skifte ham.

I takt med dette hamskifte bliver fiskene mere og mere aggressive. De forsvarer stædigt deres standpladser ­ hannerne specielt aggressivt mod andre hanner ­ og bliver nu lettere og lettere at lokke til hug igen. Nu kan de ofte tirres til hug ved gentagne kast til samme standplads.

Ligheder og forskelle

Havørreden er generelt en langt mere sky fisk end laksen, der tilsyneladende ikke frygter ret meget oppe i åen. I hvert fald kan man ganske ofte komme meget tæt på en observeret laks - så tæt, at laksen med garanti også kan se fiskeren.

Men det tager den i regelen ingen notits af. Hvor enhver havørred med respekt for sig selv - uanset størrelse - ville være flygtet over stok og sten, dér bliver laksen blot roligt stående. Eventuelt bakker den lidt længere ud i strømmen - helt uden den panik, som karakteriserer havørreden.

Det er et velkendt fænomen, at laks overhovedet ikke tager føde til sig oppe i vandløbet. De kan ganske vist finde på at smage på både orm og rejer, men de spytter dem altid ud igen. De har ganske enkelt ikke fordøjelsessystemet sat til, når de er på gydevandring.

Havørreden tager normalt heller ikke føde til sig i vandløbet, men der kendes dog undtagelser. Således kan havørreder under store klækninger af store insekter godt finde på at stige til overfladen for at guffe disse godbidder i sig.

Hovedregelen er dog, at havørreden i lighed med laksen intet æder på sin gydevandring.

Lyssky ørreder

Det er ligeledes et velkendt fænomen, at havørreder er udpræget nataktive. Ingen af de andre laksefisk er lyssky i nær samme grad. Og da slet ikke laksen, som nærmere må siges at være udpræget dagaktiv.

Dagen igennem står de store havørreder gemt i dybe høller, under udhængende træer eller udhulede brinker. Først om natten vover de sig frem ­ meget ofte på det lave vand i svingenes inderside eller høllernes nedre del. Her er de stadig sky, men nu kan de fanges!

Natfiskeri er derfor en speciel aktivitet for de fiskere, der går målrettet efter store høstørreder ­ og som vel at mærke ikke er mørkerædde. Natfiskeriet kræver samtidig, at man er meget lokalkendt. Ellers kan man ikke affiske de rette steder og undgå de farlige ­ dybe høller, mudrede grøfter og lignende.

Natfiskeriet er således for de få forhærdede, der så til gengæld ofte løber af med de fleste havørreder.

Fluefiskeri

Om sommeren, hvor vandet i regelen er lavt og varmt, bruges flydeline og fluer fisket lige under overfladen. Da vil man opleve, at fiskene stiger helt op til overfladen for at tage den lille flue og gå ned med den igen.

I det sene efterår skal der i stedet fiskes med synkeline og lange nedstrøms kast, som får fluen til at gå langsomt. De tunge synkeliner kan jo ikke mendes, når først de er sunket. Og åens laks og havørreder gider ikke flytte sig ret meget efter en lille flue, der suser forbi.

Fluerne til efterårets aggressive gydefisk må derfor gerne være store og i farver, der matcher fiskenes gydedragt. Det er nemlig farver, der kan hidse specielt hanfiskene op ­ farver, der måske får dem til at se en mulig rival i fluen. Fluer i krasse farver er derfor et godt valg til efterårets fluefiskeri efter farvede laks og havørreder. Dertil gentagne kast til samme fisk eller standplads.

Fluefiskerne har længe prøvet at kopiere de røde rejer - bedst med en "General Practitioner". Fluefiskerne ved, at netop rejefluer ofte fisker godt på farvede og gydemodne fisk, som har været længe i elven. Men måske er det her blot de krasse farver, der hidser de aggressive gydelaks til hug - mere end genkendelsen af et kært fødeemne?

Natflue

Naturligvis kan man i teorien bruge alle metoder til natfiskeri efter åens havørreder, men i praksis dur kun fluefiskeri. Med fluen kan man nemlig affiske det helt lave vand, hvor fiskene ofte står om natten, og med fluegrej kan man arbejde med den samme linelængde ude hele tiden. Man ved således, hvor fluen befinder sig. Det ved man ikke med eksempelvis spinnegrej.

Natfiskeri kræver i sagens natur kraftigere grej end dagfiskeri. Med hård hånd skal man kunne styre fiskene uden om de forhindringer, man ikke selv kan se, men som man ved er der. Forfanget skal derfor være kraftigt ­ 0.35-0.40 er ikke for meget.

Fluerne skal være tilsvarende store og buskede, så de danner en tydelig silhuet mod den trods alt lysere nattehimmel. Muddler fluer og Zonkers er derfor favoritter til dette fiskeri, som foregår skråt nedstrøms på klassisk vis.

Spinnefiskeri

Friske opgangsfisk, som endnu har hugrefleksen i god behold, falder ofte for en opstrøms fisket spinner. Det er en præsentation, som sikrer, at agnet kommer susende direkte ned i hovedet på fisken - som derfor hugger af ren og skær refleks.

De sene høstfisk er noget mere sendrægtige. De er farvede og stærkt territoriehævdende. De lader sig kun sjældent irritere af en lille spinner, der kommer susende forbi med stor fart. De skal i stedet have agnet serveret lige for næsen - i den rette dybde og tilpas langsomt.

Nedstrøms spin er derfor sagen til laks og havørreder her sidst på sæsonen. Det er en metode, der tillader langsom præsentation af agnet - en præsentation, der kombineret med gentagne kast til samme standplads kan tirre fisken til hug.

Og så svarer det sig altid at fiske med store agn, der virkelig kan forekomme fiskene at være en reel trussel - blink og woblere i 10-15 cm's klassen!

Store lakseskeer i guld og kobber med lidt rødt på scorer godt blandt såvel laks som havørreder. Visse dage virker det, som om fiskene ikke kan få dem store nok!

Gentagne kast

Fisk dem så dybt og langsomt som overhovedet muligt. Kast nedstrøms, så blinket lander et passende stykke opstrøms for selve standpladsen - typisk et dybt høl, der huser fisk i dagtimerne. Og lad så blinket synke næsten til bunds på en slap line, inden man kobler til og strammer linen op.

Blinket begynder nu at svinge i strømmen og stige opefter. Ofte falder hugget ikke i første eller andet kast til samme standplads. Ofte skal der adskillige kast til, førend stangen klapper sammen i et tungt og hidsigt hug!

Flydende woblere er ligeledes gode høstagn - forudsat at man har det rette temperament til at fiske dem rigtigt. De skal nemlig nærmest "parkeres" i høllerne, så de for alvor kan tirre fiskene til hug. De kan parkeres dybt for enden af et tregangsrig. Eller sendes afsted med strømmen til standpladser, som ikke kan nås på anden vis - typisk udhængende træer over dybe høller.

Kast wobleren til modsatte eller egen bred, hvor vandet er dybest, og lad den drive nedefter på en slap line. Stram op, når wobleren passerer fiskens formodede standplads, hvorved den dykker ned og begynder at svinge udefter i strømmen.

Man kan meget vel gentage denne proces flere gange i samme kast, hvis man ellers er alene om pladsen, og der ikke står andre i kø. For her sidst på året kan der godt være trængsel ved åen. Og da skal man naturligvis ikke belejre en bestemt standplads. Da skal man stille og roligt fiske sig nedefter, så også andre kan komme til.

Typisk fanger spinnefiskeren bedst i dagtimerne, hvor fluefiskeren scorer de fleste af sine fisk i døgnets mørke timer.

Medefiskeri

En god klase orm er en dødbringende agn til såvel laks som havørreder sæsonen igennem - hvis altså fiskeren formår at præsentere den for næsen af fiskene i de dybe høller.

For os mennesker hører der til en god frokost både laks og rejer. Laksen derimod må lade sig nøje med rejerne, når der skal kræs på bordet. Det er jo rejerne - ikke mindst de store og knaldrøde dybhavsrejer - der giver laksene i Nordatlanten deres smukke "lakserøde" farve under den sølvblanke dragt.

Denne forkærlighed for rejer tager de med sig under deres lange gydevandring op i vandløbene. Mange laksefiskere af den gamle skole ville uden at blinke vælge rejerne, hvis de kun måtte bruge en enkelt agn sæsonen igennem - så effektive er rejer i de rette hænder.

I de seneste år er brugen af rejer blevet mere og mere populært ved især Gudenåen, hvor der nu igen er masser af laks at fiske efter. Det har her vist sig, at laksene er overmåde glade for de røde rejer, mens havørrederne kun sjældent lader sig lokke. De kender jo heller ikke til dybhavsrejerne, som kun forekommer langt ude i Nordatlanten. Havørrederne vil derfor hellere have en god, fuldfed regnorm!

Lokale Gudenå-fiskere, der ikke ligefrem er ellevilde med de nye laks, holder derfor laksene fra livet ved at bruge orm i stedet for rejer. Så kan de fiske målrettet efter deres elskede havørreder. Tilrejsende fiskere, som primært kommer for laksenes skyld, er derimod ivrige brugere af de røde rejer fisket på et dertil egnet krogsæt - med rejepind og trekrog. Engelske Partridge har den rette rig på programmet.

Facebook Comments Box