Share |

Stør i Canada

Stør i Canada

Jeg er blot en ganske almindelig mand. Jeg fanger sjældent fisk af en størrelse, der er værd at berette om og finder i stedet min fornøjelse i let grej, stilhed og et roligt tempo. Så en film fra Niels Vestergaards produktionsselskab, Wide Open Outdoor Film, om fiskeri efter gigantiske stør fra hurtigtgående motorbåde burde ikke vække min interesse. Men det endte den alligevel med at gøre.

Filmen ’Stør i Canada’ foregår på Fraser River i den canadiske delstat, British Columbia, hvor den hvide stør har haft hjemme i millioner af år. Området omkring Fraser River er ikke klassisk, canadisk vildmark, men det storslåede landskab omkring floden lægger alligevel en smuk baggrund til det fleste af filmens scener.

For ganske få år siden var den hvide stør i Fraser River næsten udryddet, men en totalfredning og en målrettet indsats for at oparbejde vigtig viden om støren og dens levevis i flodsystemet har efterhånden båret frugt i form af en stor og stabil bestand.

Alt dette beretter guiden, Fred Helmer, om i interviews med turleder Jörgen Larsson, og den obligatoriske mærkning og registrering af fiskene demonstreres da også i forbindelse med fangsten af en mindre stør. Denne velfortalte historie om redningen af en udrydningstruet fiskeart hæver filmen over den standardfiskefilm, som både den temmelig konforme disponering og lydside ellers kunne have forårsaget.

Der fanges selvfølgelig fisk af kolossale dimensioner undervejs i filmen – vi snakker over 200 kilo - og uanset mine præferencer for let fiskeri, så er det altså fascinerende at se så store fisk gå lodret ud af vandet for at ryste krogen af sig. Niels Vestergaard forstår at indfange fiskene og stemningen under fighterne, så man næsten mærker dunkene i stangen hjemme i stuen.

Gennemgang af det specielle grej og agn berøres kun overfladisk i selve filmen, men det gennemgås yderligere i et separat afsnit, der kan vælges fra DVDens menu. Her kan man også vælge dansk eller svensk tekst til den danske speak og til Jörgen Larssons i øvrigt blændende engelsk.

Én lang parade af fightscene på fightscene med den ene store fisk efter den anden kunne let have efterladt ’Stør i Canada’ som en langtrukken fiskefilm på standardniveau. I stedet har Niels Vestergaard produceret tre kvarters film, hvor også lokale eksperter har ordet en stor del af tiden, og hvor baggrunden for det seværdige fiskeri bliver forklaret. Alene af den grund er filmen absolut anbefalelsesværdig.

Fakta
Film af Niels Vestergaard
Titel: Stør i Canada
Producent: Wide Open Outdoor Film (2005)
Spilletid: 50 min. (5 min. ekstra materiale)
Format: Kun DVD

Facebook Comments Box