Share |

USA's fiskerige østkyst

Mulighederne er enorme! Arterne er mange og der er fisk der får enhver laks til at rødme over manglede fightegenskaber!

Mulighederne er enorme! Arterne er mange og der er fisk der får enhver laks til at rødme over manglede fightegenskaber!

USA's fiskerige østkyst

Det moderne sportsfiskeris hjemland byder på uanede muligheder for at svinge fiskestangen - det være sig i saltvand eller ferskvand. Det er amerikanerne, vi kan takke for, at sportsfiskeri idag er en stor og støt voksende fritidsbeskæftigelse. En hobby med så mange aktive udøvere, at selv politikerne er ved at få øjnene op for det. Og en hobby, der som grundlag kræver et godt vandmiljø med sunde fiskebestande. Det har man idag masser af i Nordamerika, som jo omfatter både USA og Canada - samt Mexico, hvis vi skal have det hele med. Her findes et udbredt og veludviklet sportsfiskeri efter arter, som vi i regelen ikke kender til her i Nordeuropa. Der er jo et helt Atlanterhav imellem os, og det har betydet, at fiskene har udviklet sig til forskellige arter på de to sider af det samme ocean.

Længst i nord

Tohåndsstænger fra 15 fod og opefter, sammen med stærke hjul med 200 m. bagline. Flydende flueliner og diverse synkende forfang. Fluer i grøn, gul og sort i størrelser fra 2/0 til 6. Eventuelt lidt let lidt grej til stalling, der også findes i området. Vejret svinger fra få minusgrader til 25 varmegrader. Det blæser ofte og vindtæt/ åndbar yderbeklædning må anbefales ud over obligatoriske waders og hovedbeklædning. Morgenfiskeriet er ofte med ansigtet direkte i solen, så husk polaridbriller og eventuel solcreme. Myggespray er uundværlig, men den bedste købes på stedet.

Tarpon

Er man til større og vildere fisk end bonefish, finder man også det i Florida - i form af toptrimmede tarpon, som kan rive det meste fiskegrej i stykker i deres meterhøje spring! De største tarpon, man har kendskab til, vejer op mod 300 pounds. Fisk i 200 pounds klassen er taget på stang, men normalt regner man fisk over 100 pounds for store. Florida, som er noget af det nordligste i denne fisks udbredelsesområde, har typisk de største tarpon, men de er ikke inde på de lavvandede flats hele året. Højsæson er maj-juni, hvor der imidlertid kan være meget varmt og fugtigt... Det er kendetegnende for den store og sølvskinnende tarpon, at den ofte ses rullende i overfladen, efterladende skum og luftbobler. Den opførsel skyldes, at de er i stand til at ånde gennem en åben svømmeblære. De skifter helt enkelt luften i svømmeblæren ud, når de ruller i overfladen. Denne ekstra form for ånding gør det muligt for fiskene at færdes i iltfattigt vand, som findes mange steder i mangrovesumpene. Tarpon er altså fisk, som er knyttet til overfladen. Da de samtidig foretrækker relativt små fødeemner - småfisk og rejer - er de fluefiskerens drømmefisk - de største fisk, som det er muligt at tage på regulært fluegrej ved regulært fluefiskeri. Deres mange og meterhøje, gællerystende spring gør dem ikke mindre interessante...!

Permit

Er man ude efter den ultimative udfordring, så skal man prøve den højryggede permit. Det er flats fluefiskerens ypperste trofæ - en fisk, som kun sjældent lader sig lokke til at tage en flue. Men en levende krabbe på en krog er en helt anden sag. Dér kan selv en grøn nybegynder fange fisk...

Snook

En herlig fisk, som holder af at ligge på lur mellem mangroveskovens rødder. En fisk, som kun sjældent kan tages ude i åbent vand. Og så er den kilo for kilo en af de allerstærkeste fisk, der findes. Har den først taget fluen inde mellem rødderme, skal der virkelig lægges pres på for at redde den ud! Snook'en ligner på flere måder en sandart - blot har den en karakteristisk stribe langs de sølvblanke sider. Og så er den udpræget dugnakket! Fisk over 10 kg er sjældne.

Redfish

"Redfish" er navnet på en af de største og mest eftertragtede trommefisk. Den kaldes også for "red drum", men er mere kendt som slet og ret "redfish", hvilket hentyder til fiskens smukke kobberrøde farver. Den har ligeledes en markant øjeplet lige foran halen. Allerede i 1985 indså myndighederne i staten Texas, at de efterhånden alt for mange monofilgarn langs statens Golf-kyster var ødelæggende for bestandene af redfish. Texas Parks and Wildlife Department indførte således straks et totalforbud mod kystnært garnfiskeri i de vidtstrakte marskområder og påbegyndte samtidig et storstilet opdræt af redfish-yngel til udsætning. Resultat: Texas har idag Nordamerikas førende sportsfiskeri efter disse dejlige fisk! Den røde trommefisk kan veje op til 40 kg, men så store fisk ses kun langt til havs på dybt vand. De mindre fisk holder i stedet til på lavt vand i området fra Cape Cod til Texas - dog med hovedvægten lagt på den lavvandede og varme Mexikanske Golf, hvor jo Golfstrømmen opstår. Herinde - på få cm vand over blød mudderbund - stortrives redfish på op til 5 kg. Her roder de rundt i bunden efter krabber, rejer og diverse småfisk. Når de jager krabber, står de nærmest på hovedet - med halen forførerisk viftende over vandet! Når de jager rejer og småfisk, foregår det tilsvarende med hele ryggen ude af vandet.

Bass

I det indre af USA findes overalt bestande af bass - det være sig den småmundede bass, som holder til i kølige søer og floder i de nordligere egne. Eller den mere udbredte stormundede bass, som foretrækker varmere søer og damme. Den er USA's ubestridte sportsfisk nummer ét - den fisk, som flest amerikanske sportsfiskere fisker efter. Den småmundede bass opfører sig på mange måder som en ørred og tages da også på nogenlunde det samme grej - gerne fluer, der efterligner insekter, krebsdyr og småfisk. Den stormundede bass derimod - den lever for alvor op til sit navn. Næppe mange andre fisk i hele verden har så stor en mund i forhold til sin størrelse som netop den! Og det er ikke noget tilfælde. Den går nemlig ikke af vejen for selv ganske stort bytte i form af mus, frøer, snoge og andet, der måtte komme forbi, når den er sulten. Alligevel er den store mund aldeles tandløs - et forhold, man ofte benytter sig af ved landingen. Da løfter man blot fisken op med et greb om underkæben! Såvel den småmundede som den stormundede bass er renlivede ferskvandsfisk, der sjældent vejer mere end 5 kg.

Fjeldørreden

Længst i nord - helt oppe i det nordligste Canada, hvor isen kun er væk i nogle korte sommermåneder - regerer den arktiske fjeldørred. Det er samme art, som lever på den anden side af det smalle Davisstræde - i Grønland. Men det er karakteristisk, at den i de to canadiske provinser Quebec og Labrador i snit bliver betydeligt større end sin grønlandske fætter. I det nordøstligste Canada har man således mulighed for at fange fjeldørreder på helt op til 10 kg! Mange steder lever fjeldørreden side om side med atlanterhavslaksen. Dog er det kun et fåtal af de elve, der løber ud i Hudson Bay, som har en bestand af laks.

Atlanterhavslaksen

Nogle af de fiskearter, som findes på begge sider af Atlanten, er stadig nært beslægtede. Her kan man passende nævne atlanterhavslaksen som et godt eksempel. Den er næsten identisk i Nordeuropa og Nordamerika. Man kan ganske vist konstatere genetiske forskelle i kromosomtallet, men af ydre er laksene ens i Europa og Nordamerika. Oprindelig forekom laksen et godt stykke ned i det nordøstlige USA - med staten Maine som et hotspot - men menneskets voldsomme udvikling af netop dette område har for længst udryddet laksen her. Der gøres dog ihærdige forsøg på at genindføre laksen i Maine, men indtil videre uden det helt store resultat. Det bedste laksefiskeri findes typisk i Quebec og Labrador. Drager vi længere sydover - til øen Newfoundland - kan man træffe laks i snart sagt alle vandsystemerne. Det samme gælder provinsen New Brunswick og øen Nova Scotia, som begge byder på mange, men mindre elve med svingende vandstand og mindre laks.

Kildeørreden

Der er her tale om en eksklusiv amerikaner, der kun forekommer naturligt i det østlige Nordamerika. Den kræver koldere vand end den europæiske ørred, men tåler ikke et regulært arktisk klima som den almindelige fjeldørred. Den overtager derfor i syd, hvor fjeldørreden må melde pas på grund af stigende vandtemperatur. Kildeørreden kendes på sin marmorerede ryg og de ofte mange røde og blå pletter på siderne. Hertil kommer et for laksefisk ganske stort hoved. Den store mund er tilpasset en kort sommer, hvor mus og lemminger ofte står på menuen! Store hjortehårsmus er derfor gode for mangen en spændende fight med kilotunge kildeørreder... Det er en kortlivet fisk, som kun i få tilfælde bliver større end 1 kg. I Labrador og Quebec findes dog bestande, der regelmæssigt producerer fisk på 3-4 kg. Kildeørreden er primært en ferskvandsfisk, men havvandrende former forekommer. De bliver dog sjældent større end 1-2 kg. Oprindelig forekom kildeørreden så langt sydpå som de amerikanske stater Maine, New Hampshire og New York. Men en tidlig industrialisering af disse idag uhyre tæt befolkede områder fik hurtigt gjort en ende på kildeørreden. Idag findes kildeørreden derfor primært i det østligste Canada.

Lige i midten

Der er her tale om en eksklusiv amerikaner, der kun forekommer naturligt i det østlige Nordamerika. Den kræver koldere vand end den europæiske ørred, men tåler ikke et regulært arktisk klima som den almindelige fjeldørred. Den overtager derfor i syd, hvor fjeldørreden må melde pas på grund af stigende vandtemperatur. Kildeørreden kendes på sin marmorerede ryg og de ofte mange røde og blå pletter på siderne. Hertil kommer et for laksefisk ganske stort hoved. Den store mund er tilpasset en kort sommer, hvor mus og lemminger ofte står på menuen! Store hjortehårsmus er derfor gode for mangen en spændende fight med kilotunge kildeørreder... Det er en kortlivet fisk, som kun i få tilfælde bliver større end 1 kg. I Labrador og Quebec findes dog bestande, der regelmæssigt producerer fisk på 3-4 kg. Kildeørreden er primært en ferskvandsfisk, men havvandrende former forekommer. De bliver dog sjældent større end 1-2 kg. Oprindelig forekom kildeørreden så langt sydpå som de amerikanske stater Maine, New Hampshire og New York. Men en tidlig industrialisering af disse idag uhyre tæt befolkede områder fik hurtigt gjort en ende på kildeørreden. Idag findes kildeørreden derfor primært i det østligste Canada.

Striped bass

Striped bass - populært blot kaldet "stripers" på grund af de karakteristiske sidestriber - er en af de mest populære sportsfisk på den amerikanske østkyst. Den stribede bars er en fisk, som fødes i ferskvand og vokser sig stor i saltvand. Om foråret søger den ind i brakke fjordområder med ferske tilløb, hvor den gyder. De små stribede bars trækker straks ud i brakvandet, hvor de vokser hurtigt, inden de for alvor stikker til havs - op langs den nordamerikanske østkyst. Et af de vigtigste gyde- og opvækstområder for ungfiskene er den vidt forgrenede Chesapeeke Bay, hvor man har et veludviklet sportsfiskeri efter voksne bars på gydevandring. Hertil kommer store flokke af fisk om efteråret, hvor de efterstræbes af såvel lokale som tilrejsende sportsfiskere. Den kolossale Hudson flod lidt længere nordpå er et andet trækplaster. Mange steder kaldes den stribede bars for "rockfish", hvilket hentyder til dens store forkærlighed for klipper. Overalt, hvor klipper stikker ud fra kysten, er der gode chancer for et møde med en striper - meget ofte helt inde i brændingen, hvor fiskene ligger på lur. Ude i det åbne hav følger de opvoksende fisk Golfstrømmen så langt nordpå som til Maine på grænsen til Canada. Mange bliver hængende sommeren over ved øer som Martha's Vineyard og Nantucket, der ligger mellem Boston og New York. Atter andre fortsætter til New Hampshire og Maine, hvor de bliver, til hjemvandringen sætter ind hen på efteråret.

Bluefisk

Bluefish er for de tempererede have, hvad guldmakrellerne er for de tropiske. Det er hurtige svømmere, som lever hele livet ude på åbent hav - i evig bevægelse og i evig søgen efter bytte. Det er blodtørstige fisk, som vokser utroligt hurtigt. De kan blive op til 20 kg tunge, men ses sjældent større end 10 kg. Deres adfærd minder på mange måder om piranha'en, der også kan gå helt bersærk i store madorgier. Faktisk kender man til flere eksempler, hvor bluefish har angrebet mennesker, så de er ikke til at spøge med - hverken nede i vandet eller oppe i båden. Bluefish'ens skarpe trekantede tænder klipper større småfisk over i to halvdele. Først sluges den ene halvdel, hvorefter den anden samles op og nedsvælges - hvis ikke en anden bluefish har gjort det i mellemtiden! Bluefish har omtrent samme vandringsmønster som den stribede bars - med Golfstrømmen mod nord i de varme sommermåneder og retur igen om efteråret. Den er dog langt oceanisk end den stribede bars og træffes derfor aldrig oppe i ferskvand.

Længst i syd

Længst i syd ligger Florida og lokker med varmt vand og hotte fisk! "Fishing the flats" er nok det, de fleste forbinder med Florida - fiskeri på det meget lave og krystalklare vand, som omgiver store dele af denne stat. Men man skal ikke glemme, at der længere ude - i selve Golfstrømmen - også er et glimrende fiskeri efter guldmakreller, diverse tun samt sailfish og marlin. Man må heller ikke glemme "Back country fishing", som er fiskeri inde i Everglades mangrovesumpe og længere sydpå i markslandet render og vader. Fiskeri på lavt brunt vand med blød bund og - alligatorer...

Bonefish

Mange fluefiskeres foretrukne flats fisk. Af flere årsager. Dels tager den meget gerne fluer, hvis ellers de er præsenteret rigtigt. Og dels er det en sky fisk, som er let at skræmme. Endelig er det i regelen ganske svært at få øje på bonefish'en, der er kamoufleret overmåde godt. Den sølvblanke fisk med de transparente finner falder overmåde godt ind i det undersøiske landskab. Selv ryggen er mønstret, så den ligner krusninger på vandet. Bonefish er i evig bevægelse - på jagt efter rejer, krabber, søpindsvin og andet spiseligt i skovene af "turtle grass". Når flokken kommer trækkende, skal der handles lynhurtigt. Fluen skal placeres foran fiskene, førend de er væk igen. Der er kun få sekunder at gøre godt med! Det mest fascinerende ved bonefish er dog deres reaktion på at være kroget. Efter et sekunds vildrede sætter de skruen til og kan sagtens tage 100 meter line af hjulet i deres første og aldeles uimodståelige udløb! Bonefish har i regelen en størrelse, der gør, at de kan tages på almindeligt fluegrej, som vi bruger det på kysten herhjemme. Blot skal der helt være 200 meter bagline på hjulet. De største bonefish - dem på ti pund og derover - tages typisk længst nordpå med Florida som et godt udgangspunkt. Fluefiskeriet på de lavvandede flats topper typisk i maj-juni, hvor vandtemperaturen passer fiskene perfekt.

Facebook Comments Box