At være eller ikke være – med guide
Hvorfor vælger flere og flere at benytte sig af en guide, når fisketuren går til nye jagtmarker…
”Min granna har bakad kanelgiflor till os” sagde Roger og rakte en pose med svenskernes fornemste bidrag til gastronomien over til mig. Vi sad på hver sin sten på en strandeng på østsiden af Skåne i oktober og havde haft et par gode timers fiskeri sammen.
Skyerne var ved at vige for blå himmel, vinden var svag og jeg havde landet min første skånske skærgårdsgedde. Stemningen var hyggelig og kammeratlig, selvom jeg havde mødt Roger for allerførste gang samme morgen. Faktisk kunne han have været hvilken som helst god fiskemakker. Der var bare den forskel, at det her bekendtskab kom jeg til at betale for efter forudgående aftale.
John, Ole og jeg havde nemlig besluttet at gøre et forsøg på at fluefange de skærgårdsgedder, som der var blevet skrevet så meget om de sidste par år. Med én weekend til rådighed og uden den fjerneste anelse om hvordan den opgave skulle gribes an, havde vi besluttet at gøre noget andet, som ingen af os havde prøvet før – nemlig hyre en fiskeguide.
Det var en succes. Roger ledte os til strandengen, som vi aldrig havde fundet på egen hånd, og vi fik fisk. Roger hjalp med at udpege fluer, instruere i hvordan vandet skulle affiskes, og så indgød han ikke mindst tillid til, at der rent faktisk var fisk. Det blev for mit vedkommende et eksempel til gentagelse.
Jeg har fisket i en del fremmede vande både herhjemme og i udlandet, men jysk nærighed og studentikos fattigdom har altid afholdt mig fra at bruge penge på at betale for ekspertbistand. Jeg er selvfølgelig jævnligt rendt ind i lokale fiskebrødre, der har hjulpet mig, men min personlige fiskeguide har jeg altid ment var fråds, og noget som var forbeholdt velbeslåede og ubehjælpsomme amerikanske turister. Oplevelsen med Roger fik mig til at revurdere min holdning.
Dette er ikke en reklame for alle verdens fiskeguides. Gør-det-selv-metoden er både respektabel og virkningsfuld. Men nogle af de overvejelser, som jeg har gjort mig, og som af og til har fået mig til at gribe dybt i lommen og hyre en fiskeguide, kan måske komme dig til gode, hvis du står og vakler mellem at helgardere din fiskedag eller spare en unødig udgift.
Lad os tage et tænkt eksempel:
På www.medflyfish.com har du læst, at der på Nord-Sardiniens strande er et godt fiskeri efter bluefish. Du får overtalt familien til at henlægge sommerferien på Sardinien og bliver bevilliget én dags fiskeri mellem besøgene i det lokale vandland og andre kulturelle seværdigheder.
På dagen griber du kortet og retter lejebilen ned af en vej, der ser ud til at føre til stranden. Næsten ude ved vandet stoppes vejen af en rusten smedejernsport. Bag porten står en bondemand med en temmelig stor hund. Du kan ikke forstå, hvad han siger, men han ser vrissen ud og vinker afvisende. Der må du nok ikke parkere.
Du prøver et par andre veje med samme nedslående resultat men ender efter et par timers rally på en parkeringsplads med udsigt til en bred sandstrand. Desværre lader det til også at være den lokale badestrand, men du bider tænderne sammen og vandrer forbi iskiosker og måbende badegæster med din stang og din fisketaske. Ude i badeinfernoet er der næppe fisk, men 2-3 kilometer længere ude af stranden er der et lille forbjerg og sikkert dybt vand. Så du tager benene på nakken.
Din pejling er korrekt. Fine klipper at fiske fra og 3-4 meter vand lige under dine fødder. Dine instinkter siger dig, at det her holder fisk. Du prøver hele dit arsenal af fluer i alle vandlag, men lige lidt giver det. Til frokost spiser du din smeltede madpakke og drikker noget lunkent vand. Da solen synker i havet i vest, har du landet en lille revfisk af ubestemmelig art, og det var så dét fiskeeventyr.
Den historie kunne også være anderledes:
Lige før daggry bliver du samlet op på campingpladsen af den lokale fiskeguide, Guido(!). I telefonen hjemmefra Danmark har han lovet at arrangere grej, mad osv. – du skal bare møde op. I kører ned af vejen til førnævnte bondemand, men han er glad, vinker og lukker porten op. Guido forklarer, at det er hans svogers bror, Emilio, og at han har en aftale med ham om at tage sine gæster med ud til hans ejendom.
Nede foran Emilios ejendom er stranden bred og flad og ser ikke ud af fisk. Men Guido forklarer, at netop her er der et revlegennembrud. Når vandet stiger – som Guido har checket at det gør nu – løber masser af småfisk ind på det lave vand for at smovse i rejer og kravl, der har ligget nedgravet i strandsandet ved lavvande. Efter småfiskene kommer bluefishen for at jage.
Guido udstyrer dig med en lang, let spindestang og et lille, grønt blink. Guido forklarer, at det lille blink er dét, som fungerer her om sommeren. Om efteråret kommer sardinerne ind fra dybet, og så spinnes der med døde sardiner på et tackel.
Revlegennembruddet ligger 50-60 meter ude, og Guido instruerer dig i at kaste ud midt i det. Efter en halv snes kast sidder den første bluefish der. Mens vandet stiger, fanger I flere fisk. Guido kaster af og til en håndfuld moste sardiner i vandet. Det trækker småfiskene og dermed de større rovfisk til.
Hen under middag begynder vandet at falde, og fiskeriet ebber ud. Guido tager dig med op til Emilios kone, der serverer nybagt brød og hjemmelavet gedeost med solid rødvin til. Efter en velfortjent siesta til midt på eftermiddagen begynder vandet at stige igen. Du og Guido når endnu et par timers mindeværdigt fiskeri, inden han kører dig tilbage og sætter dig af med et lille knippe friske bluefish til grillen – men 200 euro fattigere.
Guido leverede 5 ting, som fiskeguider normalt er i stand til at levere: Lokalkendskab, rækkevidde, metode, grej og mad.
Det er ingen større hemmelighed, at hvis man vil fange fisk, skal man fiske, hvor de er – og det kræver lokalkendskab.
Lokalkendskab kan man sagtens få uden en guide. Den vigtigste faktor er selvfølgelig den tid, man har til rådighed. Prøv bare at tænke på hvor mange ture du har brugt på at lære dit eget fiskevand at kende. Lokalkendskab vedrører ikke bare fiskene men også fiskekort og adgang til vandet. Det er unægtelig noget lettere at mødes med en guide, der har ordnet det lovkrævede fiskekort i et land, hvor du ikke kan snakke sproget. Han kan garanteret også spare dig for timers forsøg på at finde en grøftekant, der er bred nok til, at du kan parkere i den.
Kammerater, internet, bøger og andre kilder kan bidrage så langt, at det ikke er for lokalkendskabet, hvis man hyrer en guide. Din egen erfaring kombineret med fiskene og vandet er bestemt også en faktor, der skal holdes op mod guidens ditto. Har du f.eks. fluefisket ørreder i mange år, er det ikke nogen større videnskab at tage hul på et nyt fiskevand. Men skal du fiske efter en ny fiskeart i udstrakte vandmasser som en sø eller et hav, er det unægtelig rart at have én med, der kender fiskene, deres standpladser, tidevandet og den slags.
Mængden af fisk det pågældende sted kan også få dig til at vælge en guide fra. Nogle steder er der så mange fisk, at det bare er at gå i gang hvor som helst. Andre steder er der langt mellem dem, og så er guidens lokalkendskab altså guld værd.
Rækkevidde
Rækkevidde kan i det store hele koges ned til om guiden har en båd, hvis en sådan er nødvendigt for at nå til fiskene. Det er også her, du vil sidde med følelsen af at få noget håndgribelig valuta for pengene, da du under alle omstændigheder selv skulle have betalt bådleje og brændstof.
En båd er i flere situationer en nødvendighed for at få fisk. Den kan give adgang til utilgængelige dele af fiskevandet, og den kan bringe dig hen til nærmeste mågesjov i en ruf. Prøv bare at forestille dig forskellen mellem at affiske en sivomkranset geddesø fra land og fra båd.
Om dét gør udslaget for, at du hyrer en guide afhænger selvfølgelig også af, om du selv har en båd på træk bag bilen, og om du er hjemmevant i det fiskeri, der skal bedrives.
Men rækkevidde kan også være at et par waders eller valget af metode. Hvis du står i tennissko med din fluestang på en dansk kyst, skal du såmænd nok få fisk mange steder. Men andre steder vil forskellen mellem fisk og ingen fisk være, at du kan vade ud på revlen og knalde en 25 grams wobler langt ud over havet. Hvad der er rigtigt det ene og det andet sted, kan en guide hjælpe dig med.
Et helt ekstremt eksempel er brændingsfiskeriet efter kobberhaj i Namibia. Her skal der kastes så langt, at kun trænede kastere kan stå distancen. I Namibia er det almindeligt, at guiden kaster tacklet ud og derefter overlader stangen til sin kunde.
Metode
Når du har fundet fiskene og har dem indenfor rækkevidde, har du gode kort på hånden. Fisk har to formål i livet – at æde og at formere sig – og hvis du bejler rigtigt til det første, så får du nok også fisk. Der er jo masser af eksempler på fisk, der forgriber sig på umage agn fra en lystfisker.
Men hvis alle artikler om metoder blev fjernet fra danske fiskeblade, så ville der ikke være meget tilbage. Det siger nok noget om, at valget af metode ikke er helt uvæsentlig. Om du vil have ekspertbistand fra en guide på det område afhænger igen af din egen erfaring, fiskene osv.
Den menu, en bækørred i Rio Negro i Chile indtager, er ikke meget anderledes end det, som bækørreder æder i Fasterholt Å i Jylland. Til gengæld har de færreste danske lystfiskere begreb om, hvordan man binder en ballyho – en naturlig agnfisk til trolling i troperne.
Da der ikke er den helt store forskel på det grej, vi anvender til dansk lystfiskeri i forskellige afskygninger, og det som anvendes andre steder, er en guides evne til at ekvipere dig af mindre betydning. Hvis du har gjort lidt research hjemmefra og måske har et par kammerater, der kan låne dig grej i andre vægtklasser, end du normalt fisker med, så er du ret godt kørende. Måske skal du købe noget specielt endegrej, men stor videnskab er det efter min mening ikke.
Det er da heller ikke alle guider, der har grej med som en del af deres ydelse. Det er næsten altid tilfældet med de guider, der bejler til amerikanske fiskere, men der snakker vi altså også om temmelig udanske priser. Desuden har de fleste af os det sikkert bedst med at fiske med stænger, liner og hjul, som de selv har prøvet og sat sammen, fordi det fungerer godt for dem.
Den mest åbenlyse undtagelse fra den tommelfingerregel er biggame-fiskeri. Det er grej i mange tusind kroners-klassen, som kun de allerfærreste danskere ligger inde med. Det skal selvfølgelig være med i prisen, hvis det er sådan et eventyr, du er så umanerlig heldig at tage ud på.
Mad
Den mad, en guide stiller med, er som flymad – den dyreste madpakke du nogensinde har spist. Jeg var svært begejstret for Rogers bedstemors kanelgifler den dag i Sverige, men havde forskellen mellem gifler og ingen gifler været hundrede kroner, så havde jeg nok valgt pengene, hvis jeg kunne.
Det er dejligt at have en køleboks med vand og mad – måske endda nogle lokale specialiteter – at kunne gå og hapse af, men det er altså ikke gratis. Om det skal med i dine overvejelser om at hyre en guide og til hvilken pris, er det nok bedst, du selv afgør.
Fiskeevner
Der er to fiskeevner: Dine og guidens. De første skal du ikke spekulere på, da dine penge er ligeså gode som de andres – guiden skal hjælpe dig ud fra dit niveau uden at brokke sig. Jeg kan nu alligevel godt gnægge lidt ved tanken om den eftermiddag, jeg fiskede sammen med en tidligere guide, Chris Tonkin, på New Zealand. Han havde taget mig med op til et lille, fiskeløst vandløb i bjergene for – viste det sig – at checke min opførsel og mine evner med en fluestang.
Først da begge dele var blevet godkendt, aftalte vi næste dags fiskeri. Chris fortalte, at kunders manglende pli og evner var en af årsagerne til, at han stoppede som guide. ”Amerikanere råber og skriger og praler og kan ikke fange fisk. Tyskere er bare hypereffektive og forlanger, at man står parat med et nyt sæt grej, hvis de mister en flue. And Aussies – they’re bloody useless!”.
Guidens niveau kan gå fra at være ligeglad og hellere ville hjem til at være overmåde servil. Jeg tror ikke, vi skandinavere er begejstrede for nogle af delene. Vi er gemytlige folkefærd, der sætter pris på en guide, der fungerer som professionel fiskekammerat. Vores demokratiske sindelag bryder sig heller ikke om, at guiden optræder som butler og ligger på maven for én.
Prøv at pejle dig ind på niveauet via telefon eller mail inden du tager af sted, så du finder den guide, der passer dig.
Fiskerejser
Når du har besluttet dig for professionel fiskebistand, kan du jo overveje, om ikke du skulle løbe hele linen ud og tage på en rigtig fiskerejse. Udbuddet er efterhånden ganske stort, og det dækker alle af de aspekter, som jeg har gennemgået.
Men det er ikke billigt. Forbered dig også på, at din omgangskreds vil diagnosticere dig som sindssyg i middelsvær grad, når du glædesstrålende kommer og fortæller, at du vil bruge en pæn sum penge og adskillige feriedage på at rejse til Fjernlandia – bare for at fiske.
Første spørgsmål er altid det bekymrede: ”Nå, men så skal I jo også se noget af landet, nu I er der?”. For ikke at komme ud i en diskussion med folk, der ikke forstår sig på lystfiskeri, plejer jeg gerne at svare, at vi skal se cirka så meget, som de selv så af Frankrig, sidst de var på skiferie i Alperne. Det plejer at lukke den diskussion.
For dig er en fiskerejse en god ting – den har nemlig fra arrangørens side den pragtfulde første prioritet, at du skal fange nogle fisk. Du kommer måske ikke under en guides vinger, men du tager af sted med mindst én person, der har fisket på stedet før. Han eller hun har altså det fornødne lokalkendskab. Du bliver placeret indenfor rækkevidde af fiskene, og hvis det er nødvendigt, får du sikkert også adgang til en båd.
Inden afrejsen vil arrangøren informere dig grundigt om grej og metoder, så du ikke behøver at blive overrasket på den konto. Den person, der er turleder, kan hjælpe dig med at pudse formen af ved fiskevandet, men i løbet af de 6-8 hele fiskedage, sådan en rejse typisk varer, får du selv rigtig godt check på tingene. Der bliver med ret stor sikkerhed også sørget for forplejningen på passende tidspunkter undervejs.
Det koncept kan jeg kraftigt anbefale.
Og husk så lige at der ikke er noget, der hedder en dårlig fiskedag – de er alle gode. En guide på rette tid og sted kan blot hæve niveauet fra ’god’ til ’super’!